En fortælling

Det her er en stil, jeg fik til opgave at lave i dansk, som jeg fik 12 for. Vi fik nogle billeder, vi skulle skrive ud fra, og titlen skulle være "En fortælling".
Den måtte max fylde 2 1/2 side, så vidt jeg husker, men jeg kom til at lave en halv spalte mere. Derfor er den også ret kort, det er en åben slutning osv., og det var begrænset, hvad jeg kunne få med. Men trods det synes jeg, den blev fin nok :P
Tror ikke jeg havde nogle fejl i den.

Enjoy ^^

0Likes
8Kommentarer
833Visninger

1. En fortælling

”Jeg har jo fortalt dig, at jeg ikke skal have nogle af dine dumme korianter!” snerrede han irriteret og skubbede den insisterende sælger til side, der stod med en kasse fuld af underlige, piggede frugter i favnen. TO FOR EENS PRIS, stod der med store, skævt malede bogstaver på kassen.

Erasmus ignorerede sælgerens stadigt vedholdende stemme, der forsvandt, jo flere raske skridt han tog i retningen væk fra ham med sine lange, tyndstilkede ben hen ad det brostensbelagte stræde.

”Forbandede nærgående købmænd,” mumlede han for sig selv, rettede lidt på sin sjovt udseende hat, der mindede lidt om en skorstensfejers, og kastede et nervøst blik op på det store tårn med uret, der indhyllede de andre mere lavtstående bygninger i mørke skygger.

Månens blege skær oplyste svagt de to visere, der tavst rykkede sig i takt med tidens evige gang.

Erasmus sank en klump, da han så, at klokken var ti minutter i midnat. Hvis ikke han skyndte sig, så var det måske ham, der endte med sit hoved serveret på et sølvfad.

Han greb sig selv ved halsen og lod nervøst de hvide fløjlshandsker berøre adamsæblet. Tanken faldt ham ikke særligt tiltalende, og han satte derfor farten yderligere op.

De røde, nypolerede lædersko, der ilede hen ad gaden i et skyndsomt tempo, var stort set den eneste lyd, som kunne høres i lang tid, så derfor fik Erasmus også et stort chok og stoppede op med et sæt, da en skraldespand med et ordentligt rabalder væltede omkuld nogle meter fra ham, og en sort kat pilede hen over gaden på sine lette poter.

Han tog en dyb, skælvende indånding og gned sine let svedte handsker i hinanden.

”En kat,” hviskede han for sig selv. ”Det var bare en kat.”

Og så fortsatte han i løb i retningen mod et kolossalt palads med snoede spir og gargoyler, der tavst sad og tronede på kanten af taget, og, som Erasmus påpegede hver gang, fulgte ham med deres onde øjne og grumme smil.

 

***

 

Præcis da klokken rent faktisk var midnat, og den store jerndør havde lukket sig bag ham, stod han nervøst trippende uden for en smukt udskåret dør i mørkt træ (det mindede ham om filliantræ, dog ikke med nær så mange knaster i) i paladset og bankede nervøst på døren syv gange, som han havde fået instrueret dagen forinden.

”Kom ind,” lød en dyb og en anelse hæs stemme fra den anden side af døren, og han trak ned i det kolde jernhåndtag og åbnede døren, der knirkende gav efter på sine hængsler.

Rummet, han trådte ind i, blev svagt oplyst fra en pejs, hvis dansende ild sendte lange, legende skygger hen over de nypolstrede, mørkerøde møbler, så det hele så helt levende ud. De høje vinduer var ikke til megen hjælp med at få lys ind i rummet på grund af de lange, støvede bordeaux gardiner, der var trukket for.

Det var tydeligt, at vedkommende, der boede her, ikke ønskede andet lys end det, pejsen udsendte.

Langs de hvide vægge var der stablet reoler op, der rummede stakkevis af læderindbundne bøger, som lå i en orden, kun deres ejermand forstod. Gulvet var beklædt med et stort tæppe, der havde for mange mønstre til, at øjnene kunne gennemskue den egentlige betydning, og ved siden af døren, han var trådt ind i, stod et gammelt, nedslidt bornholmerur, som med det samme bimlede højt op, da klokken slog tolv.

Det gav et spjæt i ham, og han strammede ubevidst grebet om dørhåndtaget.

”Du er her sandelig til tiden må man sige, min kære Erasmus,” lo stemmen, som kom fra et mørkt hjørne i den anden ende af rummet, der i uhyggelig grad mindede Erasmus om en gammel stue fra en af de der små spøgelseshistorier, man brugte til at skræmme de små børn i byen med (at de så også havde skræmt ham, var en anden sag, der bestemt ikke skulle offentliggøres).

Latteren var ikke en, man fik lyst til at gengælde, så Erasmus tog forsigtigt hans højtelskede hat af som en respektabel hilsen.

”Altid t-til tiden, M’Lord,” fremstammede han.

Skikkelsen rejste sig fra noget, der mindede om en lænestol og bevægede sig mod vinduet, hvor manden lod sin hånd trække et stykke af gardinet til side for at kigge ud. Hans ansigt var trukket op i et ikke videre behageligt smil, og der gik lang tid, før han så meget som åbnede munden og talte til Erasmus.

”Det skal gøres langt væk,” sagde han så endelig, stadig med blikket vendt ud af vinduet mod et bestemt punkt langt borte ude i horisonten.

Erasmus nikkede tavst, for han turde ikke sige et kvæk.

Han måtte have set hans nik ud af øjenkrogen, for han fortsatte: ”Edwoodskoven ville være et glimrende valg.”

”Edwoodskoven? M-mener du d-der, hvor der er alle de der… fribeboere af a-andengradsvæsener?”

”Er det et problem for dig?” sagde han og gav pludselig slip på gardinet, der igen faldt på plads, og vendte sig om med en truende mine.

”N-nej, sir, selvfølgelig ikke, sir, øh, jeg mener M’Lord, hvad du foretrækker at blive kaldt, herre. H-hvordan skal jeg… gøre det?”

Manden himlede irriteret med øjnene og var på to skridt henne ved Erasmus og havde taget ham i kraven med et stramt greb.

”Jeg er ligeglad med, hvordan du skaffer dig af med tingen, bare du skaffer dig af med den, er det forstået?” hvæsede han op i ansigtet på Erasmus, der måtte anstrenge sig for ikke at lade et gisp undslippe. Han nikkede op til flere gange og forsøgte ihærdigt at undgå mandens mørke blik.

”Godt, og få så slæbt dig selv ud herfra og ned til kareten, der står og venter udenfor med kræet, inden du får tildelt samme skæbne, din idiot!”

 

***

 

Erasmus Georgios var bestemt en type, der tænkte på sig selv, men der var et eller andet, der holdt ham tilbage fra at dræbe et lille, uskyldigt barn, der blot skulle myrdes på grund af dets afstamning.

Egentlig havde det lille kræ faktisk været rolig hele turen, bortset fra en konstant pludren, men det var vel normalt for sådan nogle, gik han ud fra.

Måske er jeg ved at blive blødhjertet, tænkte han en kort stund. Han var for længst hoppet ud af kareten, som mest af alt lignede et rødløg, der var halvt skåret op, og var gået et stykke tid uden helt at vide, hvorhen. Han gjorde det egentlig bare for at spare lidt tænketid.

En lugt af fugtig jord blandet med vissent løv steg op i hans næsebor. Overalt var skovbunden dækket af mos, muld, sten, grene, besynderlige svampe og andet, han ikke havde lyst til at vide, hvad var.

Hvad skulle han stille op?

Det var klart, at han skulle skaffe sig af med barnet, men hvordan? Tanken om blod på fingrene var ikke det, han hældede mest til, men det ville også være for risikabelt bare at efterlade barnet og håbe på, at nogle vilde dyr gjorde arbejdet for ham.

Så da Erasmus stoppede op og fandt sig selv stående ved en flod, havde han med det samme en løsning, der både ville skaffe ham af med barnet, men også lade ham undgå rent faktisk at dræbe det.

Det er blot en lille fordrejning af sandheden, tænkte han med en tilfreds mine, rakte hænderne, der havde et fast greb om kassen, frem og gav slip.

Der lød et svagt plop, da kassen med barnet landede i det snuskede vand og langsomt begyndte at synke.

De dyrebare luftbobler maste sig med besvær ud af de få riller og revner, der var i kassen, og steg op til overfladen for at slutte sig til resten af selvskabet.

Kassen sank og sank og sank, dybt ned til den mudrede flodbund, hvor de lange flodål snoede sig med deres slangelignende bevægelser mod den nye ting, der pludselig var faldet ned oppe fra oven.

Det kæmpe mylder af tang syntes at række deres arme op for at tage imod denne ting, denne skat. Kassen hvirvlede rundt i strømmen, og der var snart ikke mere ilt tilbage…

Og så, pludselig, steg den op til overfladen med et sjask og blev holdt med selvskab af landjordens små skabninger og insekter, der nysgerrigt fulgte den besynderlige tingest med deres øjne, eller hvad de nu ellers brugte til at se med.

Den brusende flod førte kassen, hvorhen den ville. Måske i retningen af et vandfald, måske i retningen af en endnu større flod, måske i retningen af en sø, hvor der lurede store sumpvæsener, eller måske…

Så blev den fanget i en hvirvel, der førte i en ny retning, en rolig sidevej i denne store strøm af vand, der bugtede sig gennem den tavse skov, hvis skygger lurede alle vegne.

Erasmus var gået uden at have set sig tilbage en eneste gang, mens den lille trækasse blev ført ad ukendte veje, ene og alene overladt til skovens og flodens magt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...