Vampyrenes skole

Alex Touler får tilbudt et job som Vogter. Det er en enestående mulighed, og kan man andet end at sige 'ja'? Alex flytter ind i Vogternes hus og bliver hurtight involveret i nogle ubehagelige hemmeligheder. Det er nu op til Alex at få redet sine med vogtere ud af kniben.

15Likes
25Kommentarer
2016Visninger
AA

4. Kapitel III

Taxien stoppede foran Chrysler Building. Solen spejlede sig i de mange vinduer. Jeg så op på de store stål ørne og skulle lige bruge nogle sekunder på at finde ud af hvordan i alverden de var kommet derop. Okay nu må jeg nok lige forklare alt det med solen. Vi bliver ikke brændt af solen, men af fuldmånen. Retter sagt hvis vi ikke drikker blod på en dag med fuldmåne. Meget praktisk nu når jeg tænker over det. Jeg steg ud af taxaen og gik over mod indgangen. Luften var dejlig kølig indenfor. Der sad en mand bag en skranke med benene smækket op. Han så skeptisk på mig, da jeg kom slæbende med min kuffert midt i Chrysler bygningens lobby. Jeg gik hen til ham og sagde: ” Øh hej. Jeg hedder Alex Touler og jeg skal snakke med Adelaide Mitson”

” Har du en aftale?” spurgte manden og så dovent på mig.

” Nej, men hun sagde jeg bare skulle komme når jeg havde tid”

” Hvem er du?” spurgte manden.

” Jeg er Alex Touler. Jeg er den nye Vogter” svarede jeg irriteret. 

” Jøsses” gispede han og faldt næsten ned af stolen ” d-det må De s-sandelig undskylde hr., men jeg troede ikke De ville være så ung”  

” Det gør ikke noget” sagde jeg forvirret.

” Følg med denne vej” sagde manden nervøst. Jeg fulgte efter ham ind i en stor elevator. 

” De kommer op til opholdsrummet nu. Der er en dør bagerst i lokalet. Den fører ned til sovesalen og til frk. Mitsons kontor. Det er døren for enden af gangen” sagde han og trykkede på en knap . Han smuttede ud af elevatoren lige inden dørene lukkede i. Der var helt stille, mens jeg kørte op mod hvad end der ventede mig. Endelig stoppede elevatoren efter hvad der havde føltes som en evighed. Jeg trådte ud i et stort, hyggeligt rum. Der stod bløde sofaer hist og her og store bløde lænestole rundt om et ovalt bord inde midt i rummet. Der stod bogreoler langs væggene. Det lignede nærmest et luksus bibliotek. Der sad et ordentligt brød af en fyr i en af sofaerne og læste en bog. Han så op og smilede til mig. Jeg smilede halvhjertet igen og gik videre. Jeg kunne se døren der førte ned til Adelaides kontor. Jeg åbnede døren og så en pige der kom løbende i fuldfart ned af gangen direkte mod mig! Helt instinktivt lukkede jeg øjnene og forsvandt om bag pigen. Da jeg igen åbnede øjnene stansede pigen brat. Hun vente sig langsomt, som om hun lige havde løbet gennem et spøgelse.

” S-stod du ikke lige foran mig?” spurgte hun forskrækket.

” Æh… Jo” svarede jeg. Hun spærrede øjnene op og åbnede munden på vid gab. Der gik nogle sekunder før pigen fik taget sig sammen til at præsentere sig selv.

” Jeg hedder Sophie Friger” sagde hun og rakte hånden frem. Jeg trykkede hendes hånd og sagde: ” Alex Touler”

” Så du er den nye dreng?” spurgte Sophie.

” Ja, det er jeg vel” svarede jeg.

” Jamen så må du hellere skynde dig ned til Adelaide. Hun er på sit kontor. Det er dernede” sagde hun og pegede.

” Ok tak” smilede jeg og gik. Gangen var ikke særlig lang og jeg passerede kun fem døre på min vej. De havde alle et navneskilt hængende ved siden af døren; Adam Savar, Sophie Friger, Samuel Barbuga, Natalie Attem, og mit navn Alex Touler. Jeg bankede på Adelaides dør og den blev åbnet af hende.

” Kom indenfor” smilede hun. Alle væggene var lavet i lyst træ, undtagen den der vendte mod syd. Den var lavet af glas. Jeg satte mig i en blød lænestol der stod foran et mahogni skrivebord, der var dobbelt så stort som et normalt et. Hun satte sig i den højryggede læder kontorstol, der stod foran glasvægen.

” Velkommen til Vogternes Hus. Jeg hører du allerede har mødt Sophie?”

  ” Øh, ja” svarede jeg ” hvad er hendes evne?”

” Hun kan løbe med lysets hast, er der mere du gerne vil vide?”

” Ja, hvad hedder de andre og hvad kan de?” spurgte jeg nysgerrigt. Jeg vidste ikke særlig meget om vogterne, så det var nok en god ide, at få en masse at vide.

” Adam Savar; han har styrke til at vælte fem elefanter, ligesom domino. Samuel Barbuga; han kan gøre sig selv usynlig og kan gå gennem ting når han er det. Han kan også plante tanker i dit hoved, men ikke i særlig lang tid. Hmm du kan vel kalde det et meget dårligt batteri der hele tiden skal lades op. Natalie Attem; hun kan manipulere med de fire elementer. Og så er der Sophie Friger og dig. Dem går jeg ud fra at du kender”

” Jah. Hvor gamle er de?” spurgte jeg.

” Adam er 135, Samuel er 173, Soph…..”

” Vent lige. Jeg mente deres alder, da de blev forvandlet” afbrød jeg hende.

” Når, Adam er 18, Samuel er 21, Sophie er 16 og Natalie var lige fyldt 16” sagde hun.

” Ok, men nu blev jeg lidt nysgerrig. Hvad med deres vampyr alder?” spurgte jeg. Adelaide sukkede, stirrede olmt på mig og fortsatte der hvor jeg havde afbrudt hende; ” Sophie er 102, Natalie 87. Var det alt du ville vide? Godt så. Jeg skal lige have skrevet dine aldre ned. Din menneske alder?”

” 16” svarede jeg.

” Vampyr alder?”

” 93”

” Er der ellers andet jeg bør vide?” spurgte hun.

” Næh egentlig ikke” svarede jeg. Adelaide samlede papirerne sammen og lagde dem ned i en skuffe.

” Ja, det var så det” sagde hun. Jeg rejste mig.

” Når, ja! Det glemte jeg næsten, der er træning klokken 19:00 oven på. Sophie kan vise dig der op” sagde Adelaide. Jeg nikkede og gik.

Der var ikke så meget at lave her i Vogternes Hus. Ud over at jeg snakkede en hel del med Sophie og Adam. Sophie var meget betaget af min evne og blev ved med at spørge ind til den.

” Hvordan føles det? Hvor langt kan du gøre det? Har du altid kunne det?” og så videre. Jeg svarede så godt jeg kunne, men der var nogle selv jeg ikke kunne svare på. Da klokken så endelig blev syv,trak Sophie mig af sted efter Adam. Jeg fik et glimt af de andre inden elevatoren lukkede. Samuel var en muskuløs fyr, han var dog ikke så pumpet som Adam. Han var sort, sikker afrikaner og han var højere end Tim nogensinde ville blive. Natalie var nok et stykke lavere end mig. Hun havde mørkebrunt hår, som skinnede i lyset fra den nedgående sol. Hendes hud var bleg med en svag rosa undertone. Så lukkede elevatoren i. Vi stod i stilhed et minuts tid indtil dørene lukkede op og vi trådte ind i en stor trænings hal. På en måde mindede den mig om idrætshalen på skolen, men så alligevel ikke. Der var mange flere redskaber her end skolen havde råd til. Boksebolde, tapetser, forhindringsbaner, klatrestativer (der hang nogle i loftet!) og mange andre ting jeg slet ikke kendte navnet på.

” Det her er trænings hallen” sagde Sophie ” det er her vi træner med vores evner, så vi lærer at bruge dem fuldt ud. Fik I lov til at træne med jeres evner på skolen?”

” Nej, mr. Greg, min tidligere idræts lærer, mente at det ville være unfair at bruge evner mod en der ikke havde nogen” svarede jeg.

” Så du har kun fået grundtræningen. Men her bruger vi vores evner uanset hvad” sagde hun med et lille smil. Jeg gik ud fra at hun kun kunne vinde, hvis hun måtte bruge sine evner.

” Alex du skal starte med at kæmpe mod Adam” sagde Adelaide der lige var kommet ind i hallen. Adam smilede smørret til mig, og stillede sig op på kamppladsen. Jeg tøvede med at stille mig der op.

” Bare rolig det er jo bare træning. Og husk du må ikke træde ud over den røde ring, så har du tabt” sagde Sophie opmuntrende i mit øre. Det kan hun jo sagtens sige. Hun har jo været Vogter i 50 år eller sådan noget. Jeg gik nervøst op på pladsen foran Adam. Han så endnu større ud en før! Jeg stillede mig i kamp position.

” Begynd” råbte Adelaide. Adam spændte musklerne og satte i løb. Han lignede Tim når han gjorde sådan. Jeg kunne jo sige at jeg gjorde en masse seje ting og sådan, men jeg har ikke rigtig lyst til at lyve. Sagen er at jeg aldrig ville være i stand til at slå Adam, så jeg gjorde det der faldt mig naturligt. Jeg hoppede over ham. Sådan blev vi ved i nogle minutter og jo længere tid der gik jo mere arrig blev Adam.

” Husk at du godt må bruge dine evner!” råbte Sophie til mig. Jeg havde helt glemt at Adam sikker også brugte sin. Pludselig kom jeg i tanke om noget. Jeg havde længe ville afprøve denne teknik på Tim, men jeg havde ikke rigtigt haft lejlighed til det. Jeg behøvede ikke engang at lukke øjnene. Jeg så bare Adam hvor end jeg gerne ville have ham og så var han der. Jeg forestillede mig det jeg havde planlagt med Tim bortset fra at det var Adam i stedet for. I samme sekund styrtede han ud over den røde ring.

” Hvad f…?” måbede Adam ” hvad skete der?”

” Jeg brugte bare min evne” svarede jeg med et grin. Adam stod bare og stirrede på mig, som om jeg var et misfoster. Jeg kunne mærke mine kinder brænde.

” Hvad?” han havde stadig ikke fattet det. Jeg himlede med øjnene og gik ned af kamp pladsen. De andre havde også det tomme udtryk som Adam. Selv Adelaide.

” Hvad er der?” spurgte jeg. Intet svar. ” Hallo? Er der nogen hjemme?” 

” Øh… altså der er ingen der har slået Adam i første forsøg” forklarede Adelaide tøvende. 

” Og hvad så?” spurgte jeg.

” Jo ser du, du har jo kun fået den basale skole træning. Du burde slet ikke være i stand til at slå ham” svarede Adelaide.

” Men det gjorde han…” sagde Adam.

” Okay, et var vist nok kamptræning for i dag. I kan bare gå i gang med hvad I har lyst til” sagde Adelaide. Sophie tilbød mig at vise mig hvordan de forskellige himstregimser virkede og snart var jeg godt i gang. Jeg stod og sparkede til en dukke, efter Sophies anvisninger, da Natalie kom over til mig.

” Du var ret god deroppe” sagde hun stille. Jeg kunne ikke rigtig regne hendes humør ud, så jeg nøjedes med bare at sige ’tak’. Natalie begyndte at lave nogle ret avancerede cirkelspark på en anden dukke. Jeg stod og forsøgte at finde ud af hvordan hun gjorde. Efter et stykke tid vente hun sig mod mig.

” Har du tænkt dig at stå der og glo hele dagen? Kom så! Prøv på mig ” først viste jeg ikke helt hvad jeg skulle gøre. Jeg forsøgte at lave det cirkelspark, men selvfølgelig gik det ikke. Natalie greb fat i mit ben og to sekunder efter lå jeg på gulvet og ømmede mig. 

” Godt forsøg, men du bliver nødt til at have mere fart på” Natalie hev mig op. Jeg forsøgte igen. Og fejlede. Sådan blev vi ved i et stykke tid. De andre var efterhånden holdt op med deres træning og kom hen for at se på Natalie og jeg. Efter et par minutter gav jeg op og forsøgte mig med en forhindringsbane. Tiden fløj af sted og inden jeg vidste af det, lå jeg i min seng og snorkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...