Temuco-tvillingerne og Dragekrigerne

Denne historie er om Eroda og Leura Temuco, som er to tvillinger der slet ikke er som alle andre. de blev som ganske spæd overleveret til deres bedsteforældre af deres biologiske forældre. Og det var sidste gang nogen af dem blev set i live. nogle rygter siger, at de er døde. andre siger, at de er i live men nu er overgået til Mørket, som er et ondt element der lever ude hvor der ikke er mennesker. hvis mennesker kommer for tæt på Mørke, så er de så godt som fortabte. men disse to tvillinger er ikke bare normale børn og sådan. de har nemlig et element tilknyttet til sig, som er stik modsat hinanden. Det eneste de ønsker sig er at finde deres forældre, koste hvad det vil.

3Likes
4Kommentarer
978Visninger
AA

2. Lufthavnen

Eroda løb gennem en mørk grotte, hvorefter han hoppede i vandet, og da han kiggede op lige efter, var grotten væk. Der var nu en kirkegård, hvor gravene var kulsorte. Det myldrede med edderkopper, lige fra de små til de største, hvoraf de mindste kunne være på en bukseknap, og de store kunne være på toppen af en bus. Eroda løb gennem kirkegården, hen til en lyshåret mand og en sorthåret kvinde, der begge så ud som om de var druknede. Deres hud var mærkeligt grøn. De stod først med åbne arme, på en solbeskinnet bakke, men sekundet efter stod de med deres håndflader pegende mod hans bryst. Kvinden pegede mod et sted bag Eroda, der stadig var mørk, lynende himmel. Da Eroda tog et hurtigt kig ud af øjenkrogen, så han, en sorthåret pige, med frygten malet i øjnene. Leura!. Årh hvad laver hun nu her, tænkte Eroda irreteret. Han bakkede hurtigt, men frygtsomt mod Leura. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men prøvede at gøre det samme som kvinden, og pegede på manden med håndfladen. De kunne jo ikke vide om han kunne det samme som dem, kunne de? ,,Min søn... Min savnede søn... kom nu over til mig, så skal jeg aldrig lade dig være alene mere.” sagde kvinden, med en skinger stemme, der dirrede af længsel. ,,Nej... jeg ved ikke hvem eller hvad du er, men du er ikke min mor, for hun er død.” råbte Eroda til kvinden. Eroda vågnede med et sæt. Han lå rullet helt sammen i dynen. Han trak vejret i meget hurtige stød. Og han kunne høre, at Leura også var vågen. Hun trak vejret i de samme stød, som Eroda. ,,drømte du det samme som mig? På kirkegården?” hørte han Leura sige, med spinkel stemme. ,,Ja” åndede Eroda bare. Han tænkte, at der måtte være noget galt. Leura var med i hans drøm, eller var det ham der var med i hendes drøm? Eller måske var de begge to med i en helt tredjes drøm. Det hang ikke sammen. Ikke noget af det. Nej det var for underligt, det her, tænkte Eroda. ,, Lad os gå ned, så vi kan få noget morgenmad før skolen starter.” sagde Eroda. De klædte sig på, og gik nedenunder. ,,Godmorgen, i to” sagde Emily, da de kom ind af døren. Niels sad med trynen helt nede i avisen, da Eroda og Leura satte sig for bordenden. Emily bøjede sig ned mellem dem og hviskede, så højt at det kun var dem der kunne høre det: ,,Niels er sur, fordi han mener at i ikke er gamle nok til at skulle af sted. Og jeg kan egentlig godt forstå ham, jeg mener, se bare hvad der skete med jeres forældre” og så gik hun hen til vasken med ryggen til og hældte noget kaffe ud. Da de var færdige med maden tjekkede de lige sedlen fra kuverten, for at være sikker på at de havde pakket alt hvad det sorte blæk viste. ,,Hov! SE!” hviskede Leura, og pegede på et sted under underskriften der var skrevet af Inspektøren, Hr. Winchel, hvor der, med små bogstaver, stod: ,,desuden vil i få tildelt en Kontaktperson på skolen, som i kan snakke med, hvis dette behøves, ellers er Kontaktpersonens ansvar at de elever, som den pågældende lærer er Kontaktperson for har det godt.” Eroda kiggede på Leura uden at sige et ord. Han ventede til han kunne se at hun også  havde læst det. ,,Hvem tror du ham Hr. Winchel er?” spurgte Eroda. Hun tænkte lidt og svarede ham så: ,,Sikkert en af lærene, når han arbejder på skolen, tror du ikke?” sagde hun med et frækt smil. Emily kom med den sædvanlige morgenmad: et helt stykke franskbrød med skorper og syltetøj med ost samt et æble og et glas kakao til Eroda og et helt stykke franskbrød med smør og honning samt en banan og et glas kakao. ,,bedstemor, hvordan kommer vi til lufthavnen?” spurgte Leura idet en flygtig tanke fór gennem hende. ,,jamen, Niels kører jer da. Og jeg skal selvfølgelig med.” tilføjede hun idet Eroda gav et sug indad som skulle han til at sige noget. Han lukkede luften ud mellem læberne igen og skyndte sig at tage en bid af æblet for at skjule det. Niels foldede avisen, lagde den på kanten af det firkantede bord, og gik. Emily trippede efter, men inden hun gik lukkede hun døren lidt til så kun en sprække var synlig af den oplyste gang på den anden side af døren.

D øren på den anden side af gangen var lukket. Det var Niels og Emilys soveværelse. Man kunne høre hævede stemmer, selv på den anden side af køkkendøren. ,,Bare fordi det skete med deres forældre betyder det ikke at det også vil ske for dem. De er 13 år, og de ved hvad de må og ikke må. Du kan ikke forhindre dem i at være Avatarer. Hvis de ikke kommer afsted så ved du hvad der sker. Jeg glemmer aldrig den dag læreren kom og fortalte os om Tony. Hans forældre lod ham ikke tage afsted. Forældrene var sønderknust. Det ville jeg også være hvis det var mit barn der...” der lød en lavmælt hulken fra Emily. ,, jamen, jeg kan ikke holde ud også at miste mine børnebørn. Det må du kunne forstå. Vi må bede dem skrive hjem engang imellem. Jeg skal nok køre dem.” sagde Niels med rystende stemme. Efter et minut eller to åbnede døren sig og Emilys lille skikkelse kom ud. Det var Niels’ store hånd der lukkede døren efter at han var trasket over dørtrinnet. Tvillingerne gik ud i den iskolde gang og tog sko og tøj på. De satte sig ind i Niels’ gamle Peugeot 406. den skramlede ned på vejen og kørte hen ad vejen som tvillingernes forældre havde været på for så mange år siden. Leura og Eroda talte frem og tilbage om hvordan de tror skolen ser ud. Og pludselig bryder Emily stilheden: ,,så, børnlille, nu er vi der.” hun steg ud af bilen og rettede lidt på sin lilla hat. De trådte ud af bilen og ned på den hårde asfalt. De kiggede sig rundt og så biler. De fulgte efter Niels som af en eller anden grund var gået i forvejen. Da de var kommet indenfor i varmen gik de over mod toiletterne i venstre side. Det var egentlig først da de stod foran toiletterne at de bemærkede et håndskrevet skilt. På skiltet stod: I uorden. De stod og kiggede på det lille skilt i en rum tid endnu, indtil Emily gik hen og åbnede døren. ,,så skal i afsted. Skriv til os og fortæl os om det.” sagde hun. Hun lod børnene gå ind ad døren og hun skulle lige til at lukke døren, da Niels, som for første gang siden de kørte hjemmefra, åbnede munden, og sagde: ,,så hej da med jer. Håber i lærer noget nyttigt.” begge børn løb over til Niels og gav ham et kram. De gik ind ad døren og lod Emily lukke den efter dem. Tvillingerne stod nu i et rum med 2 døre. Begge døre havde et bronze skilt sat på med 4 små skruer i hovedhøjde. Men skriften på skiltene var anderledes. På det ene skilt stod der ,,Damer”, hvorimod der, på det andet skilt stod: ,,Mænd”.  Tvillingerne kiggede på hinanden som om de havde opdaget en gemt mening i de to ord på skiltene. De gik over til hver sin dør, og tog i håndtaget. ,,Låst!” sagde Eroda ,,hvad med din, Leura?” han kiggede over til sin søster på venstre hånd. Hun kiggede på Eroda og sagde: ,,Desværre, Eroda, min dør er også låst.” Eroda gik et par skridt tilbage og kiggede på de meter imellem de to døre. Leura gik et par meter længere tilbage end Eroda. ,,hvad gør vi så nu?” spurgte hun. ,,det ved jeg ikke. Har du en idé?” svarede Eroda. ,,vent lige her, skal lige tjekke noget.” sagde Leura og gik tilbage ad den dør de var kommet ind ad. Et lille sekund senere kunne man høre Leura klage højlydt. ,,ÆV, altså!” hun kom tilbage og stillede sig ved siden af Eroda. ,,hvad skulle du?” spurgte Eroda. ,,Jeg ville bare se om Bedstemor og Bedstefar stod udenfor døren endnu. Men det gjorde de ikke.” sagde Leura. Eroda gik over til ,,Mænd”-døren tog fat i dørhåndtaget og gav døren et spark. Han holdt stadig fat i håndtaget da hans fod knaldede ind i døren. Døren gik ikke i stykker, men dørhåndtaget blev gloende hedt. ,,Av, for den.” nærmest skreg han. Emily kiggede over på ham og trak ham hen til en af de håndvaske som stod ved siden af ,,Mænd”-døren. Hun rørte ved vandhanen og åbnede op for det kolde vand. Hun stak sin ene finger ind i vandstrålen for at mærke temperaturen på vandet. Da hun havde bestemt sig for at det var koldt nok tog hun hans hånd og åbnede den så det brændte hud i hans håndflade ville vende opad når hun stak hans hånd ind under vandet. Hun tog fat i Erodas underarm og trak den ind under strålen. ,,Av! Det vand skal jo være koldt og ikke gloende varmt!” Leura tog hånden ned i det vand der havde samlet sig i bunden af vasken. Det var jo brandvarmt. Hvordan kan det lade sig gøre. Det var koldt da det kom ud af hanen, men varmt da det rørte Erodas hånd. ,,øhh... brormand? Stod der ikke noget i det skole-brev om elementær magi?” sagde Leura. Eroda kiggede op på Leura som om det kunne gøre ligemeget så længe hans håndflade var forbrændt. ,,Jo. Og hvad så?” sagde Eroda, med et kig på vandhanen. ,,varme er vel det samme som ild, er det ikke?” sagde hun. ,,Jo, men hvad hjælper det mig lige nu, at jeg ved, at toiletterne har en vandskade?” sagde Eroda, i et irreteret tonefald. ,,Nej, kan du ikke se at du kan betvinge elementet Ild?” sagde Leura i et tonefald der fik det til at lyde som en selvfølge.,,Nå jo. Selvfølgelig. Undkyld, men er stadig træt efter det mareridt. så hvis nu jeg er Ild-Udøver, og vi to er tvillinger, tror du så at du også er knyttet til Ild?” sagde Eroda. ,,det er jeg nok. Men skal vi så ikke prøve at brænde døren?” hun lagde hånden på døren og så afventende på Eroda. ,,Det skader ikke at prøve.” sagde han og lagde også hånden på døren. ,,hvad tror du vi skal gøre,” sagde Leura. ,,hvad med at tænke på et meget stort bål?” Eroda lukkede øjnene i og koncentrerede sig om et bål. Han kunne ligefrem mærke varmen starte et sted midt i hans krop og bevæge sig ud mod tæer og fingre. Da varmen havde forladt hans krop kunne han høre et lille skrig, og en buldren som fra den levende ild. Han åbnede øjnene og så at  der var et lille hul i døren og at Leura lå på gulvet. ,, je... jeg ved ikke hvad der skete med mig. En slags trykbølge skubbede mig omkuld...” gispede Leura. ,,Jaja, Leura, det ville jeg også have sagt hvis  det var mig der var faldet.” sagde Eroda i et drilsk tonefald. De ville blive sammen hvis nu der kom flere forhindringer, så Leura gik med ind på det tomme mandetoilet. De trådte ind og så at det der optog det halve af højre væg var kummer. Der var indtørrede, gule streger ned ad kanterne. Men ovre på den venstre væg stod der 4 båse. Eller ikke helt. Den ene bås havde ingen dør. Og på en anden manglede brættet. Leura gik ind i den første bås, den, hvor døren manglede og Eroda gik ind i den anden, ødelagte bås. Det var bås nummer 3. De gjorde som der stod i brevet, og rykkede i snoren, rørte væggen bagved, og idet gik der en slags usynlig Kraft igennem Leura. Eroda gik igennem den lille firkant, der var kommet ud af væggen. Inde på den anden side stod Eroda og kiggede lidt. Han kunne ikke se noget men han fornemmede at han gik på klippegrund. Hans skridt gav genlyd på den ujævne klippegrund. Han kunne høre sin søsters hurtige lette skridt et sted bag ham.der var ikke meget lys, udover nogle mærkelige turkise fakler i metalhænder. Tvillingerne skulle egentligt ikke gå særligt langt, men for Eroda føltes det som en evighed. Eroda gik forrest i den smalle gang, der forhindrede Leura i at klemme sig op foran ham. Eroda faldt forlæns i vandet, og mærkede med det samme et tryk for ørerne, og kulde over hele kroppen, hvorimod Leura sprang let og elegant i vandet uden nogen hørlig lyd. Strømmen var stærk, og ingen af Tvillingerne kæmpede imod. Eroda vendte sig om så han kiggede Leura i øjnene. Der var frygt at spore i hendes øjne. På et tidspunkt lavede hun fagter og pegede om bag Eroda og han vendte sig om, og et væsen så stor og frygtindgydende, med røde øjne, ventede deromme. Det ventede som om den sad og så fjernsyn og gerne ville se hans reaktion. Han baskede med armene mod strømmen, og fik, ved en fejl, noget af vandet ind i munden og næsen. Vandet smagte salt. Nogle lange fang arme kom frem af dybet, men de lignede ikke noget nogen af dem havde set før. De var lange, med flænger på langs, med lange tykke hår som den bevægede som fingre. Men det værste var det, der var for enden af de tykke hår. Det var en spids, der så ud som om at bare et af de hår kunne skære benet af en mand. Og hvad værre var, hårene på en af de 12 arme rakte ud efter Eroda!  Hvis bare man kunne få vandet rundt om væsnet til at skubbe det væk, tænkte Leura. Og til Leuras overraskelse blev strømmen kraftigere i netop dette sekund. Strømmen skubbede væsnet ind mellem to høje, tykke klipper, hvor den sad fast. Den sad urokkeligt fast. Det var tydeligt at se. De røde øjne lyste i afsky. Det var som om strømmen havde valgt netop dette sekund til at skubbe alting i vandet rundt. De lod sig føre med, men til deres gru var de ikke det eneste derblev skubbet med. Der hørtes en lyd som sten der knalder sammen med sten. Eroda kiggede sig over skulderen og så væsnet komme svømmende i fuld fart mod dem. Eroda satte også farten lidt op, og Leura kunne ikke forstå hvorfor Eroda satte farten op, eller, det kunne hun ikke lige indtil hun selv havde set sig over skulderen. Bare vandet kunne give mig vinger, tænkte Leura, og som et bølgeslag skubbede vandet Leura frem og hun greb Eroda i kraven. Men der var stadig ét problem. Væsnet. Det halede langsomt ind på dem. Det var nu 20 meter fra dem. 15 meter og Eroda ville ikke have nogen ben. 10 meter og en kørestol ville være den eneste løsning for transport, for Erodas vedkommende. Men nu vågnede Eroda op. Kan jeg mon skyde med ild? Men Eroda blev skuffet. Der kom ingen ild. Men i det vandet passerede væsnets ryg da udstødte væsnet en frygtelig lyd værre end tusind negle på en skoletavle. Lyden blev forstærket af de klippevægge de nu svømmede ind mellem. Hylet blev ved som et ekko, og dyret som før var ude på at slå dem begge ihjel, var nu fromt og trist. Eroda bevægede sig over til væsnet, men Leura holdt ham fast. Hun løftede en finger og pegede på væsnet. Herefter pegede hun med en finger over hendes hals. Er hun sindssyg? Tænkte Eroda. Han sendte hende et uforstående blik, og hun gentog bevægelsen. Hun tog denne gang hendes hænder op for halsen. Aah. Nu forstår jeg. Hun mener at dyret bare spiller from for at komme tæt nok på os til at dræbe os, Tænkte Eroda. Han svømmede videre for at vise Leura at han havde forstået hvad hun mente. Men det skulle han aldrig havde gjort. Dyret droppede skuespillet og halede ind på Leura, for hun var ikke svømmet videre. Men pludselig passerede en varmebølge Leuras højre øre. Den ramte en af de fangarme som var kommet frem af det blå for at fange Leura. Fangarmen trak sig øjeblikkelig tilbage. Endnu et varmt skud kom og ramte også denne gang væsnet. Flere fulgte de første og snart var alle væsnets arme ramt. Væsnet måtte være sultent for det hylede op igen og igen. Prøver den at springe vores trommehinder? Tænkte Eroda. Leura så ud til at den samme tanke havde strejfet hende. Tanken fik ikke lov at bundfælde sig, før et nyt angreb kom fra væsnet. Denne gang i form af væsnets mund. Der kom en bred mund ud i en lysning. Munden åbnedes og en række tænder viste sig langs væsnets mund. Det kunne være værre, tænkte Eroda. Og ja, det kunne være værre. Og det blev det. Idet væsnet gav endnu et skrig fra sig viste sig, ikke blot to eller tre, nej hele ni rækker tænder foruden den første række. Jeg skulle lige åbne min store mund, tænkte Eroda. Han kiggede over på Leura. Hun sendte ham et himmelvendt blik som om det var hans skyld. De svømmede alt hvad de kunne. Pludselig kunne de se en lille firkant lys i det fjerne. De svømmede alt hvad de kunne. De brugte deres Evner skiftevis. Leura ændrede strømmen, men væsnet halede altid ind på dem, og det var så her Eroda brugte sit kogende vand til at sinke væsnet.  De havde igennem hele forløbet svømmet hånd i hånd. Tilsidst nåede de den lille firkant og de prøvede at krale op gennem hullet. Men kanten var alt for langt oppe. De råbte om hjælp. Der skulle da stå en lærer her og vente. Er der mon noget galt oppe på skolen? Tænkte Leura. Hun råbte og skreg og baskede med armene. Væsnet var nu ikke langt fra deres fødder. Men som sendt fra himlen greb to hænder fat i dem. Da Tvillingerne blev trukket op af vandet fik de synet tilbage næsten med det samme. De vendte sig med det samme om og nåede lige at se væsnets hoved stikke op af hullet. Den sad fast igen. ,,Årh altså, hvorfor skal en Bulrogg nu også blandes ind i vores Festdag!?” sagde den ene af personerne. Hun var en kvinde. Hun havde sort hår til ned omkring skuldrene, stive, sorte øjne pyntede i det unge ansigt. Hun var vel i trediverne. Hun svingede armene og endte med at have den ene i lodret position og den anden i vandret position. ,,jeg ved det ikke, men lad os holde den fanget nede i vandet, indtil Prof. Winchel kan gøre noget ved den. Sådan et væsen er meget farligt, børn. Har den gjort jer noget?” uden at vente på svar fortsatte den lyshårede mand med de blå øjne. Muligvis i fyrrerne. ,,det er mig et under hvordan i har kunnet overleve helt fra lufthavnens toilet. Et under, men flot klaret.” han lavede en masse indviklede fagter og endte med en knyttet hånd, i vandret position og en åben hånd i lodret position. Kvinden begyndte at messe: Shárá si eslá de Malfica zú Géngí dé Trapp. (Ild, tag dette monster og hold det fangent i Vandet.) nu begyndte manden at messe oven i resten af kvindens messen. Hans dybe stemme høres let over kvindens lyse stemme. Géngí zu Trapp de Malfica, fit eslá Mómentá. (Vand, hold dette monster fanget i dig for en tid.)  De stoppede deres messen idet en lyd som fra en svupper nåede Tvillingernes ører. Og sekundet efter blev Væsnet, denne Bulrogg, trukket under vandet. ,,den vil blive holdt fanget nede i vandet, til Prof. Winchel har tid til at komme og beslutte hvor den skal placeres,” sagde manden. ,,jeg er forresten Prof. Gazillion Brinth. I daglig tale Prof. Brinth. Jeg er Kontaktperson og Underviser for Elementet Ild.” Kvinden trådte hen ved siden af Prof. Brinth og sagde, med sin spidse, bestemte stemme: ,, Og jeg hedder Prof. Mella Erular. Jeg er, ligesom min kollega, både Kontaktperson og Underviser for Elementet Vand. I var de sidste, vores to andre kollegaer gik tilbage med de andre elever. Vi var jo nærmest nød til at vente på jer, da i tilhører vores Elementer. Skal vi nu gå op mod skolen?” hun vendte sig og pegede først over mod en bunke røde og mørkeblå håndklæder. Bagefter pegede hun over mod en gruppe børn som de først nu havde opdaget. Halvdelen stod med røde håndklæder, og den anden halvdel med blå håndklæder. De to grupper var blandet piger og drenge. Eroda, som havde fået et stort rødt håndklæde stukket i favnen gik over til gruppen men hele gruppen rykkede sig bare væk. Til sidst stod Eroda 5 meter fra gruppen. Leura stod også helt alene. Hun havde fået et blåt håndklæde. Men det så nu mere frivilligt ud, end for Erodas vedkommende. En sorthåret dreng kom ud fra Ild og gik over til Eroda. Han stillede sig lidt fra Eroda og kiggede på ham. ,,Hej. hvad hedder du?” han ventede på at Eroda skulle svare. ,,Jeg hedder Eroda Temuco.” Hele gruppen vendte ansigterne mod Eroda. ,,Hvad hedder du?” spurgte han drengen. Alles ansigter vendte sig  mod drengen. ,, Jeg hedder Marc Redoo” Eroda vendte sig over mod den blå-klædte gruppe og så at Leura stod sammen med en lyshåret pige med grønne øjne. Pigen smilte. Hun havde et kønt smil. ,,Så kan vi godt gå, allesammen. To parallelle rækker. Piger forrest. Eroda gik og snakkede til Marcs nakke mens de gik op mod skolen. De grinede hele vejen. Jeg tror jeg endelig har fået en ven!  Tænkte Eroda og Leura som en. Da de endelig kom op til skolen så de en kæmpe borg. Ikke bare en borg. En magisk borg.  Den havde 4 tårne. Et tårn per Element? Tænkte Leura. De gik ind ad de mægtige porte og kom ind i en gang af en slags. Den var almindelig med mange døre ned ad siderne. De gik ind ad en bred egetræsdør. Det de nu kom ind i var et kæmpe rum. Der stod 6 borde. 4 lange borde. De var grupperet i 2 grupper. 1 bord på langs med de andre der stødte op til. 4 af dem stødte op til det sidste. Derved lavedes der en gang. De gik op ad denne gang. Gulvtæppet var en enorm rød løber. De gik op for enden hvor en halvgammel mand sad. Han var vel sidst i fyrrerne eller i starten af halvtredserne. Han havde sort hår til langt ned ad ryggen. De gik hen foran ham hvor der var placeret en kurv med våde håndklæder. Han så på dem alle med de grønne øjne. Da det var blevet Erodas tur kiggede han på manden. Mon det er Prof. Winchel, tænkte Eroda. Som om han kunne læse hans tanker rakte han hånden ind over bordet og gav Eroda hånden. ,, Prof. Bolomæus Winchel, Leder af denne skole. I daglig tale kaldet Prof. Winchel. Hvad er dit navn?” han talte med en varm stemme. ,,Eroda Temuco, Elev her på skolen. I daglig tale kaldet Eroda.” han gav et lille smil, og Prof. Winchel smilte igen. ,,Og det må så være Leura, antager jeg?” han kiggede på Eroda og ventede, som på bekræftelse. ,,ja, Prof. Winchel. Det er min Tvillingesøster, Leura.” han bemærkede først nu at hele salen havde tiet da de begyndte at tale sammen. ,,Håber du får en sjov dag, her på Falcon, Eroda.” sagde han. Det måtte være enden på deres samtale. Han lagde det drivvåde håndklæde i kurven og gik ned og satte sig ved siden af Marc. Efter lidt tid så Eroda at Leura gik over til et bord hvor de fleste var klædt i blå klæder. Maden var noget af det bedste han havde smagt. Der var alle mulige slags kartofler, sovse og grøntsager. Der var kylling, fileter, bacon, kalkun og meget andet kød. Til dessert var der is. Der var Erodas yndlings is, Nougat is. Der var chokolade is, regnbue is, vanilje is,  og det bedste af det hele var, at hver gang en ting var tømt så stod der bare et fad til længere nede ad bordet. Da alle var færdige med at spise skulle de op i seng. ,,der er en hal, med alle ens yndlingsbeskæftigelser, eller det siger min bror, at de har i Luft. Det er ikke sikkert at det er det samme. Vi er jo ikke det samme element som dem. ,,Har du en bror i Luft?” spurgte Eroda med stemmen sovset ind i interesse. ,, en storebror, ja, ” svarede han ,, hvem er egentlig den ældste af dig og din tvillingesøster?” nu var det hans tur til at være interesseret. ,,Det er jeg. To minutter.” sagde han, og spillede stolt på vejen op ad en trappe. Først nu bemærkede han alle de lysende hvide vægge. De var pyntet med billeder og paneler. De blev fulgt op til Værelserne af deres Kontaktperson. Han stoppede gruppen og sagde: ,,McFeast vil du være sød at vise børnene hvad billederne her kan gøre?”

En mærkelig pukkelrygget mand sagde, med en vissen stemme: ,,javel, Prof. Erular.” han gik nu helt hen til billedet og pressede til og så lød der et knald som fra en knaldperle og den pukkelryggede stod nu ude i rummet som et genfærd. ,,Goddag, børn.” sagde han. ,,Dette er Fingo McFeast. Han opdagede, at vi havde et eksemplar af en art, som man indtil forrige århundrede troede var uddød, boende i vandet som omgiver vores skole. Bullrogg’en.” Eroda sakkede om bag i gruppen og greb Marc ved kraven. ,,Det var det væsen der angreb os i søen. Det var derfor vi blev forsinket,” sagde Eroda. ,,Ej, hvor vildt. I var ude og slås med en Bullrogg.” sagde Marc. De gik videre ned ad gangen mens Prof. Erular fortalte. ,, Det billederne gør, når de kommer ud kalder vi Springet. Fordi de foretager springet fra deres verden til vores.” de kom til en udhugget stentrappe og hun holdte en pause i sin forklaring. Da de var kommet inden døre var der et enormt, firkantet rum. Der var et bål placeret i midten af rummet. Det sånærmest ud som om at røgen blev suget ud gennem et rundt hul der var lavet i loftet. Hen ad den ene væg var en kæmpe reol. Den gik helt op til loftet og var proppet med bøger som fyld i en kalkun. Der var store, tynde bøger, små tykke bøger, der var sorte bøger og der var bøger med skræmmende billeder. Eroda trak den bog ud som han syntes så ældst ud. Titlen var Et Pust fra Fortidens Verden. Forfatterens navn var ulæseligt, da navnet var dækket af en tyk, rødlig klat af noget unævneligt. Blod, tænkte Eroda ved sig selv, da en pludselig indskydelse fór igennem ham. Den anden væg var behængt med billeder. Men de her billeder lignede slet ikke dem der hang udenfor. De her billeder snakkede ikke. Det gav dem et kedeligt, gammelt gråt skær. Ligesom visne roser. De var stumme og ubevægelige. Kan billederne ikke snakke, eller vil de ikke? Under billederne var der placeret et skab med en masse spil. Han gik over for at kige på spillene. Om det først var nu han så det, eller om han først opdagede det ved han ikke. Under billederne var der anført et navn, en levetid og hvad de havde bedrevet. Eroda så op på en gammel mand med en kroget næse og sorte øjne. Teksten nedenunder fortalte således: Chippy Chigs, 1764-1833, Opfinder af spillet Chigs-terning. Et andet billede, denne gang en kvinde med blå øjne og rødt hår, havde en tekst der sagde således: Chassandra Entorman Piac, 1373-1429, formodet opfinder af Entorpia.  Der var også vinduer blandt billederne. De var store og gennem dem vistes en slags film af skyerne som vandrede over himlen som får på marken. Da Eroda løsrev sig fra vinduet kiggede han rundt i lokalet og så at Prof. Brinth var gået sin vej. Der var stillet nogle borde og stole op hele vejen rundt om bålet. På den sidste væg var 2 døre. En dør til pigernes Værelser. Og en dør til drengenes Værelser. Marc, Eroda og resten af drengene gik ind ad deres dør, mens pigerne og Prof. Brinth gik ind ad pigernes. 1. stadiums rummene lå på 1. sal. De gik ind ad døren på 1. sal. Der var alle drengene delt op i værelser med to personer i hvert rum. Marc og Eroda skulle sove i samme rum. De gik ind ad døren. Og idet Eroda åbnede kom han til at tænkte en tanke: alt vores bagage! Det er tilbage hos bedstemor og bedstefar! Men da han kom ind i rummet stod hans ting ovre ved en bred seng. Foran stod et bur med hans drage i. Alle hans bøger var sat op i en privat boghylde. Der var en dør på væggen til venstre for indgangsdøren. Eroda åbnede den og så et toilet. Der var badekar, brusekabine, håndvask og et toilet. Han satte sig på sin seng. Sengene var placeret i hver sin side af værelset, kun med to sengeborde imellem. På begge borde lå deres skema. Resten af dagen spillede Marc, Eroda, Leura og hendes nye veninde, som Eroda fandt ud af hed Christy, de spil som Emily havde købt til dem. Da klokken var blevet mange ville Eroda i seng. Der var nemlig det specielle ved Falcon at de tillod at man var sent oppe, bare man blev på Salen og ikke strejfede omkring. Eroda ville i seng, og Marc ville ikke være alene sammen med to piger, så han gik med. Eroda, som aldrig sov med nattøj, begyndte at klæde sig af. Efter lidt tid gjorde Marc det samme. De gav deres drager lidt mad, før de gik i seng, børstede tænder ude på toilettet, lagde sig i sengen, og faldt langsomt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...