The Hunger Games - Arenaens rædsler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2012
  • Opdateret: 29 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 12-årige Edur's enæggede tvillingesøster bliver valgt i det 37-Dødsspil, den dag Edur selv har sværget at tage søsterens plads hvis det nogensinde sker, ser Edur det som en dødsdom. Hun vil bare væk så hurtigt som muligt. Men hvad hjælper det hvis mystiske Spilmestre måske og måske ikke holder en i live kun for at sende den ene rædsel efter den anden efter en?

5Likes
11Kommentarer
1474Visninger
AA

5. Spillet

Tre. Der er gået tre dage siden blodbadet. Tre dage. Den første dag løb jeg bare. Løb for at komme så langt væk fra Overflødighedshornet som overhovedet muligt. Så langt væk fra de andre sonere. Den første nat sov jeg under et grantræs blottede rødder. Der var lunt og rart. Den første dag døde der 6. 6 børn. 6 sonere. 6 modstandere.

Andendagen gik med at komme længere væk. I sækken jeg fandt tæt ved Hornet lå der en kappe. Den er ufattelig varm, stor og meget let. I rygsækken lå der en tom vandflaske af klart plastik. Jeg smelter sne inde under tøjet i den så jeg har noget at drikke. I rygsækken lå desuden et par vanter, en lille dolk, nogle tørrede æbler og et langt reb. Den anden nat sov jeg i et grantræ. Det er de eneste træer i arenaen. Det var meget svært at komme op i og jeg fik stort set ikke nogen søvn den nat. På himlen trådte Panem's nationalsymbol frem og nationalsangen blev spillet. Derefter viste de billederne af alle sonerne der døde den anden dag i det 37'ende Dødsspil. Der var 4. Det giver 10. Ti døde, 13 tilbage udover mig selv.

Nu går jeg. Det er endnu tidligt på dagen, solen står lavt på himlen. Jeg betragter nogle istapper der hænger ned fra en gren. De minder mig om Asor. Alt minder mig om Asor. Jeg savner hende. Men jeg gør mit bedste for ikke at vise det. Jeg ved hun sidder og følger hvert af mine skridt, jeg ved at hun er med mig. Hele vejen. Hun giver mig håb. Jeg elsker hende. Jeg er bange.

Min ånde er tydelig foran mig. Sneen er blød og jeg sætter tydelige spor. Det har bekymret mig en del. Jeg kan bare ikke finde en løsning. Træerne er for små og tynde til at jeg kan kravle i dem og jeg har ikke set skyggen af en å eller bæk siden Spillets start. Jeg gør mit bedste for at slette mine spor, går i ring, hopper fra sten til sten når jeg kan, svinger med i grenene uden at røre jorden. Det er svært. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Det er ved at være sent. Jeg må hellere finde et sted at sove. Solens sidste stråler farver mit hår gyldent da jeg svinger mig op i et nogenlunde sollidt træ. Jeg finder en god gren og binder mig fast med mit reb. Jeg svøber mig tættere ind i min kappe da Panem's nationalsang bliver spillet. Ingen døde i dag. Jeg gætter på de snart sætter noget i gang, medmindre der ligger et barn derude et sted, dødeligt såret. Det ville være underholdning nok.

Jeg lukker øjnene, prøver at sove, ved jeg har brug for hvile. Mine tanker bliver ved med at vandre til Asor. Hendes smil, hendes latter, hendes hånd i min, hendes ord "sammen". En sølvtåre forlader mit øje og glider stille ned over min kind. Den fryser fast til min hage.

Nå, der er nok nogle der har skruet ned for temperaturen?

 

 

//Ville bare lige tak fordi at i læser, anede ikke der rent faktisk var 500 visninger.. Wow xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...