The Hunger Games - Arenaens rædsler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2012
  • Opdateret: 29 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 12-årige Edur's enæggede tvillingesøster bliver valgt i det 37-Dødsspil, den dag Edur selv har sværget at tage søsterens plads hvis det nogensinde sker, ser Edur det som en dødsdom. Hun vil bare væk så hurtigt som muligt. Men hvad hjælper det hvis mystiske Spilmestre måske og måske ikke holder en i live kun for at sende den ene rædsel efter den anden efter en?

5Likes
11Kommentarer
1489Visninger
AA

6. Spillet (2)

Jeg vågner med et sæt, et øjeblik forvirret. Der er mørkt omkring mig og dødsens stille. Jeg prøver at orientere mig og finde ud af hvad der vækkede mig. Min ånde står ud fra min mund som en forræderisk lille sky. Jeg anstrenger mig for at trække vejret stille.

Jeg ligger stadig oppe i grantræet, godt pakket ind i min kappe. Jeg kan se månen lyse sølvhvidt over nogle trætoppe. Jeg er ret sikker på at solen vil stå op om maks. en time. Jeg spidser ører og venter på at noget eller nogen vil afsløre sig.

Men der er ingenting. Efter hvad der føles som en halv time, beslutter jeg mig for at bevæge mig. Mine lemmer er stive og mit ene ben er fuldkommen følelsesløst. Jeg vrikker med tæerne og prøver at få liv i det. Det er ikke ligefrem ideelt i et Dødsspil at have en kødklump som ben. Min ånde står som en hvid sky om mit ansigt. Kulden er virkelig intens. Jeg beslutter at vente med noget til solen er stået op. Mig og mørke plus et højt træ er ikke den bedste kombi.

Da solen endelig gryr og sender sine gyldne stråler ud over al den glitrende sne sætter jeg mig endelig ordentligt op.

Til morgenmad spiser jeg en skive tørret æble. Det er den eneste mad jeg har, jeg fandt dem ved Overflødighedshornet, men jeg har ikke mange stykker tilbage. Jeg beslutter mig for at dagen i dag skal gå ud på at skaffe mad. Jeg ved endnu ikke hvordan, jeg kan ikke jage, selv ikke hvis jeg havde haft et ordentligt våben. Jeg kan ikke genkende mange planter og jeg tvivler på at der er mange i denne bundfrosne skov.

Jeg pakker mine ting sammen og skutter mig. Det er godt nok blevet køligere siden i går. Jeg overvejer om Spilmestrene mon har tænkt sig at fryse os ihjel?

Hen på formiddagen begynder terrænnet at forandre sig. Det tynder lidt ud i skoven og store klippestykker begynder at dukke frem. Jeg overvejer hvor stor Arenaen mon er. Jeg har endnu ikke funder noget mad. Jeg har heller ikke set noget som helst til nogle af de andre sonere, men jeg beder til at de har gang i en kamp langt fra mig, så underholdningen bliver holdt ved lige. Jeg er bange for at Spilmestrene snart vil begynde at manipulere med noget, hvis der ikke snart sker noget.

Midt på dagen gør jeg holdt og drikker noget vand. Jeg smelter sne i vanddunken, inde under mit tøj. Det fungerer ret godt.

Mens jeg hviler mig på en lille træstub, ser jeg et rødligt egern springe lodret ned af en træstamme og lande på sneen. Jeg smiler. Egernet skraber lidt rundt i sneen og jeg tænker på Asor. Hun elsker egern. Hun har en helt fantastisk tålmodighed, hun kan sidde i timevis og lokke dyret frem og til sidst overgiver det sig faktisk og kommer hen til hende. Egernet mosler rundt i sneen. Jeg sidder omkring 10 meter fra det da jeg hører en hvislende lyd. Per refleks lader jeg mig selv falde bagover ned i sneen og beskytter mit hoved. Jeg gemmer mig bag træstubben og titter forsigtigt frem.

Egernets blod har gjort sneen rubinrød og det minder mig alt for meget om blodbadet ved Overflødighedshornet. Jeg får kvalme. 

En pil stikker ud af egernet og en hånd kommer frem for at tage det op. Jeg kan ikke se mere fra mit udsyn. Jeg bider mig i læben og holder vejret. Jeg kan høre stemmer, måske tre eller fire. "Fik du det?" spørger en grov mandlig stemme. Den er så tæt på at det gibber i mig. "Ja, men det er ret magert" svarer en skinger pigestemme. Jeg håber inderligt at de ikke vil ligge mærke til aftrykket fra mine støvler i sneen. Jeg lytter intenst. De begynder og gå og deres næste ord bliver druknet i lyden af sne der bliver trampet ned. Jeg prøver at sætte ansigt på de to stemmer jeg har hørt. Jeg kan ikke placere pigestemmen, men drengen tror jeg muligvis godt kunne være fra Et. Jeg kan ikke rigtigt huske så meget om ham, andet end han var et stort brød med kolossale muskler. Jeg tror de må være ambisonerne. Jeg presser mig lydløst længere ned i sneen. Deres skridt er på vej væk, men jeg kan høre dem småsnakke.

Jeg ligger i sneen i mindst 20 minutter efter ambisonerne er gået. Da jeg endelig tør rejse mig er mit tøj vådt af smeltet sne og jeg ryster af kulde. Jeg går rundt i ring og får lidt gang i blodomløbet. Derefter går jeg hen til stedet hvor egernet blev dræbt. Blodet er frosset og ligger som en lille mørkerød plamage i sneen. Jeg tager en gren og vender sneen. Af en eller anden mærkelig grund føler jeg mig en smule trist på egernets vegne. Jeg ved ikke hvorfor, hvis jeg havde haft våben og evnerne ville jeg ikke have tøvet et sekund med at dræbe det. Jeg burde nok heller ikke være trist på grund af et egern, men nærmere dødsens bange i betragtning af at jeg lige har mødt ambisonerne. Snart er der intet spor af blodet. Tilgengæld er der noget andet. Jeg samler den lille nød op og kigger på den. Pludselig smiler jeg. Jeg begynder at grave videre med grenen.

Da jeg ligger mig til at sove i et træ den aften har jeg min lille taske fuld af nødder og agern, egernets forråd. Min sidste tanke før jeg falder i søvn er at der må være flere egern. Og med flere egern også flere forråd af nødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...