The Hunger Games - Arenaens rædsler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2012
  • Opdateret: 29 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 12-årige Edur's enæggede tvillingesøster bliver valgt i det 37-Dødsspil, den dag Edur selv har sværget at tage søsterens plads hvis det nogensinde sker, ser Edur det som en dødsdom. Hun vil bare væk så hurtigt som muligt. Men hvad hjælper det hvis mystiske Spilmestre måske og måske ikke holder en i live kun for at sende den ene rædsel efter den anden efter en?

5Likes
11Kommentarer
1482Visninger
AA

2. Sammen

Min søster græder. Hun sidder og kigger ud af vinduet. Måneskinnet får hendes lyse hår til at ligne små sølvbække der glimtende falder ned over hendes skuldre i blide vandfald. Jeg forstår hende. Grunden til at hun græder. Det er klart. I morgen er det Høstdag. Vores første Høstdag. Vi er tvillinger. Enæggede. Som to dråber vand. Selv vores mor har svært ved at kende forskel på os. Vi er begge slanke, lige på grænsen til tynde. Bølget lyst hår, der falder i små krusninger ned om vores skuldre. Vi er spinkle. Slanke håndled, små fingre og tæer. Vores ansigter er fine. Høje kindben, bløde læber, tynde næser. Vores øjne er grå. Grå som regnvejrsskyer, grå som himlen på en tynd, mørk dag. Vores øjenvipper er mørke, ligesom vores øjenbryn. Vi er lige høje. Udenpå er vi fuldkommen ens. Men indeni er vi så forskellige som overhovedet muligt.

Hun synger. Godt. Hun elsker musik, dyr, blomster. Hun er lattermild og sød. Jeg er virkelig dårlig til at synge. Har aldrig ramt en tone rent. Jeg synes musik er totalt nytteløst. Dyr er lidt ulækre. Blomster får mig til at nyse. Og nej, jeg griner ikke sindssygt meget, eller er ufatteligt sød. Men vi elsker hinanden. Det gør vi virkelig. Vi har kun hinanden. Og så mor, men hun bliver nødt til at arbejde så vi kan få mad på bordet. Men i bund og grund er det kun os to. Vi fortæller hinanden alt. Jeg elsker hende virkelig. Og det er også derfor jeg nu rejser mig lydløst og lister over til hende. Jeg sætter mig og i mørket finder min hånd hendes. Hun kigger på mig. I måneskinnet er hendes øjne sølv. Hun er et spejlbillede af mig. Tårerne løber stille ned ad hendes kinder. De gør hendes øjne blanke.  Og spejlet i dem ser jeg mine egne sølvgrå øjne, ligeså våde som hendes. Jeg kigger hende dybt i øjnene, og ved vi er enige. Uanset hvad, gør vi det her sammen. Vi gør alt sammen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...