The Hunger Games - Arenaens rædsler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2012
  • Opdateret: 29 nov. 2013
  • Status: Igang
Da 12-årige Edur's enæggede tvillingesøster bliver valgt i det 37-Dødsspil, den dag Edur selv har sværget at tage søsterens plads hvis det nogensinde sker, ser Edur det som en dødsdom. Hun vil bare væk så hurtigt som muligt. Men hvad hjælper det hvis mystiske Spilmestre måske og måske ikke holder en i live kun for at sende den ene rædsel efter den anden efter en?

5Likes
11Kommentarer
1484Visninger
AA

3. Høsten

Solstrålerne danser over mine øjne og vækker mig. Per refleks ser jeg over mod Asor. Hun sover stadig trygt. Solen får hendes hår til at blive til funklende guld. Det er sjovt sådan som vores hår forandrer sig. I måneskinnet er lokkerne rene sølv-skinnede bække. I solstrålerne vandfald af guld. Jeg gaber og kigger over mod mor. Som forventet er hendes seng tom. Hun er nok taget tidligt af sted for at få noget arbejde af hænde før Høsten kl.3. Jeg svinger benene ud over sengen og prøver at lade være med at vække Asor. Jeg må have tid til at tænke. Jeg lister over til vinduet, og sætter mig ned. Udenfor glasset er Distrikt 6 så småt begyndt at vågne. I det fjerne kan jeg høre et godstog tøffe af sted mod Capitol. Jeg sukker.

"Sammen"

Ordet runger i min bevidsthed. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun... Jeg elsker hende. Hun er min søster, jeg må redde hende. Og jeg ved er der er en ting jeg ikke må fortælle hende. En pagt jeg må lave med mig selv, og jeg ved at det er den eneste ting jeg aldrig kan dele med hende. En tårer falder mod vindueskarmen. "Undskyld" hvisker jeg over mod Asor. Så begynder jeg.

"Jeg sværger at hvis hun nogensinde bliver trukket, nogensinde i sit liv, i mit liv, så melder jeg mig frivilligt! Jeg sværger at jeg vil redde hende, at jeg vil beskytte hende. Jeg sværger at jeg vil ofre mit liv for hende, og at jeg vil kæmpe til døden for hende! Jeg sværger at jeg vil gennemgå arenaens rædsler, hvis det på nogen måde kan hjælpe hende. Jeg sværger ved månen, ved solen, ved havet. Jeg sværger ved Panem, ved mit liv!"

Jeg kan ikke sige det højt, for så vågner hun, og hun må aldrig, aldrig aldrig finde ud af det. Men jeg skriger det i mit hoved så højt at selv himlen da må høre mig. Men det er i mit hoved og der er kun mig. Jeg er helt alene.

Vi hjælper hinanden med at gøre os klar. Jeg sætter hendes hår, hun sætter mit. Hun knapper knapperne i min ryg, jeg lyner hendes lynlås op. Tilsidst kigger vi os i spejlet. Det r stort og vi kan stå ved siden af hinanden og stadig se os begge. Vi... vi er meget smukke. Himmelblå kjoler, der får vores hår til at lyne som solen. Hun tager min hånd. Vi hjælpes ad med maden, spiser sammen. Og så er tiden inde til at gå ned mod Torvet. Jeg tager hendes hånd, hun ser mig i øjnene og smiler en lille smule. Hendes smilehuller kommer frem. Lidt anstrengt viser jeg hende mine. 

Der er allerede stimlet mange folk sammen på Torvet. Vi går over og bliver registreret og går derefter hen til de 12-årige. Jeg kigger efter mor, og får øje på hende lidt væk. Hun vinker, men jeg kan se hvor bekymret hun er. Jeg vinker tilbage og vender mig mod podiet hvor Scarlett Horthwik træder frem. Hendes hud er farvet sygeligt lilla, og hendes negle er mindst 5 cm. lange og fillet helt spidse. Hun er fra Capitol. Hun smiler, og begynder at tale i mikrofonen. Hendes stemmer skærer ud over forsamlingen. Hun byder os velkommen. Asor klemmer min hånd. Jeg kigger på hende, ser hendes tårer. Små sølvglimt, daler blidt mod jorden.

Borgmesteren rejser sig, og begynder på den lange historie om De Mørke Dage. Ingen hører efter, alle kender historien. Jeg kigger mod himlen og drømmer mig væk, til et sted uden Dødsspil, uden dumme pagter der skal holdes hemmelige, uden fædre der forlader moderen når døtrene er født. Jeg drømmer mig væk til en verden hvor mig og Asor kan leve trygt, uden at frygte natten eller morgendagen. Jeg drømmer mig væk til en verden hvor Spillet ikke findes.

Klapsalverne vækker mig, og jeg ved at det uundgåelige skal til at ske. "Edur?" hvisker Asor. Hun klemmer min hånd hårdt. "Jeg... Vi.. vi er sammen om det her ikk'?" spørger hun. Hendes stemme ryster. Jeg nikker og stirrer intens op mod scene, hvor Scarlett Horthwik's hånd flagrer rundt i bowlen med hvide papirs sedler. Små tynde stykker skrøbeligt papir, der på et øjeblik kan ændre din skæbne for altid. Og det gør den. Papirs sedlen. Scarlett's stemme runger højt og tydeligt ud over Torvet

"Asor Krallem"

I slowmotion vender jeg  mit hoved mod hende, og ser hendes tårer. De falder så langsomt, så uendeligt langsomt mod støvet. En solstråle rammer en af dem, og i et kort sekund er den ren guld, så glimtende, klukkende, henrivende. Så falder den ind i skyggen og den solglans overrasker mig. Så ren, så klar, en lille sø af sølv der daler mod jorden. Da den rammer, slipper jeg hendes hånd og kigger op.

"Jeg melder mig frivilligt! Jeg melder mig frivilligt som soner!"

Der er stille. Og så: "Neeeeej!" Asor's stemme skærer igennem og verden starter igen. Hun griber ud efter mig, men jeg går uhindret op mod scenen. Da jeg står deroppe kigger jeg ud over distriktet. Mit hjem. Vinden griber mit hår, og det bliver et øjeblik blæst op og falder så ned mod min skulder igen. Guld. Glitrende guld. I mængden står min søster og kigger op på mig. Hun står stum, mens tårerne løber fra hendes grå øjne. Hun har trukket sig tilbage og står inde i skyggen. I et kort øjeblik ligner hendes hår sølvskinnende månestråler. Som små bække af sølv om hendes hoved. Så er det forbi, og jeg kigger væk.

En tåre falder fra det ene af mine grå øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...