Lille Novelle

jeg har kun et kapitel, men læs den alligevel.

3Likes
4Kommentarer
949Visninger

1. Novelle

Jeg går ned ad den lange gang med min mor i hånden. Vi følger efter en sygeplejerske, ned imod værelset. Jeg er rystet over at vi blev ringet op af min far og fik at vide at vi skulle komme med det samme. Han er læge og arbejder her på hospitalet. Alting er hvidt omkring mig, og der er en sær lugt af rengøringsmidler og medicin. Jeg kigger mig omkring imens jeg klamrer mig til min mors hånd, spændt på hvad jeg vil få at vide, når jeg træder ind af de døre, jeg helst ikke vil gå igennem. Bag nogle af de lukkede døre vi passerer, hører jeg gråd og grin, jeg kan mærke sorgen bag nogle døre, og glæden bag nogle andre.

 

Vi går forbi over 100 døre før vi når til lige præcis det rum. Det rum vil jeg helst ikke vil træde ind i. Men jeg bliver nødt til at gøre det. Se min frygt i øjnene. Så jeg tager en dyb indånding og følger efter sygeplejersken og min mor. Jeg lukker mine øjne til at starte med, og skal lige vænne mig til lyset, før jeg overhoved kan se noget. Jeg kigger over mod den store hvide seng cirka midt i rummet. Jeg kan se en lille skikkelse, som jeg ikke genkender som min bedste veninde, med det samme. Jeg går hen til sengen og kigger på hende. Hendes lange lyse hår er helt glansløst, hendes hud er bleg og hun ligger lige så fredeligt med lukkede øjne. Hun plejede at være højere, og hun plejede ikke at være så tynd. Det hele føles så underligt. At se min veninde ligge der på den hvide seng, hun ser kold ud, som om hun har ligget i sneen alt for længe. Det er næsten som at se en engel sove. Bortset fra at der er noget galt. Hun er lige stoppet med at trække vejret. Pludselig begynder den biblyd, der altid kører i samme tempo, at bibbe hurtigere. Sygeplejersken genner min mor og mig ud af værelset, og vi bliver vist hen til et venteværelse.

 

Der sidder jeg så. Jeg er så bange at jeg ryster, og sveden pibler ned over mit ansigt. Jeg knuger min mors hånd, og jeg håber og beder til at der ikke er sket hende noget. Vil vi aldrig komme til at tøsehygge mere? Vil vi aldrig kunne ligge og se film hele natten igen? Vil vi aldrig mere komme på shoppetur igen? En masse spørgsmål farer rundt i mit hoved, og jeg bliver helt svimmel. Det skal nok gå, jeg ved hun klarer den. Det skal nok gå. Jeg kan høre min mors beroligende stemme, men jeg kan ikke finde ud af hvad hun siger. Jeg har kvalme, hele min krop ryster. Jeg er bange. Hver gang dørene til venteværelset går op, beder jeg til at det er vores navne der bliver råbt op. Men hver gang er det nogle andre.

 

Der går en evighed før min mor trækker mig i ærmet og jeg rejser mig op. Jeg er blevet mere rolig, men jeg kan lige så stille mærke, hvordan hele min krop begynder at ryste igen. Hvad hvis hun er død? Hvem skal så få mig til at grine igen? Hvem skal jeg tilbringe al min fritid med? Vil jeg nogensinde blive mig selv igen? Jeg stiller mig selv en masse spørgsmål der bare gør mig endnu mere nervøs. Pludselig står vi foran døren. Sygeplejersken går først ind, efterfulgt af min mor og til sidst, mig. Der står en læge ved siden af sengen og tager noter af et eller andet. Tænk hvis de ikke har ringet til hendes forældre. Min mor føler sikkert at det er hendes skyld. Hendes ansvar. Jeg kigger op på min mor, og ser en tåre trille ned af hendes kind. Hun ved mere end jeg ved. Jeg kan se det på hende. Og så opdager jeg det. Det værst tænkelige. Biblyden bliver til en lang tone. ”Hun er død” siger lægen. ”Af kulde”. Ordene bliver hængende i luften. Og jeg besvimer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...