The Silence Of The Forest!

De to piger er frygtindgydende. Man har hørt rygter om dem. De er lydløse og man kan aldrig vide om de er i nærheden. I hvert fald ikke, hvis man er på en tur i den store skov kaldet Kieron. Det er meget få folk, der var sluppet halvt levende ud af Kieron. Og der var stort set ingen, der var sluppet fuldkommen levende ud af Kieron. Hvad sker der så når der kommer to klasser, der skal prøve at overleve ved hjælp af naturens produkter uden nogen hjælp fra deres lærer og uden nogen form for elektronik? Hvad sker der med Nathalie da hun lige nøjagtig slipper væk fra de to frygtindgydende piger? Hvorfor forsvinder der flere og flere elever fra de to klasser? Er det de to pigers skyld?

3Likes
6Kommentarer
852Visninger
AA

4. Fanget.

ME P.O.V

"ME inden de unger skal hjem igen skal vi have dræbt dem alle. Vi holder vagt skiftevis. Bare sørg for du er gemt oppe i et træ eller sådan noget." Jeg kiggede irriteret på Viggi. "Du holder selvfølgelig vagt om natten og sover et par timer om dagen imens jeg holder vagt." Jeg var mundlam. Det kunne bare ikke passe det der.

"Hvorfor skal jeg holde vagt om NATTEN?!" Hun smilede ondsindet og jeg strakte svagt armen hen imod min bue men en pil liggede klar. Viggi lagde dog hurtigt mærke til det og hev sit sværd hun havde til at sidde på ryggen i et slags cover frem og holdte det lige ved min strube.

"Fordi jeg skal have min nattesøvn. Jeg myrder dig hvis du siger mig imod igen!" Jeg slappede af i mine muskler og overgav mig. Hun var hurtigere end mig til at trække sit våben frem, men jeg var også hurtig til at sende mine pile af sted. Viggi ville virkelig ikke rigtig have en chance imod mig, hvis vi skulle slås med en bue og pil, hver så havde jeg sikkert vundet, men, hvis vi brugte et eller andet våben havde hun selvfølgelig vundet.

"Nu, hvor du alligevel skal hen til de unger hugger du lige noget mad. Hvis du støder på nogle af ungerne så bare bortfør dem. Vi myrder dem først når vi har dem alle. De skal se hinanden lide." Og hun grinede ondt. Dog ikke så højt for hun havde hørt en masse grene knække udenfor midt i sin sætning.

"De ødelagde jo min onde latter. vi myrder lige en unge eller to. De skal bøde for at have ødelagt min onde latter." Jeg rystede på hovedet. Jeg kendte ikke andre, der kunne gå så højt op i småting som hende. Nu kendte jeg heller ikke rigtig nogen eftersom vi boede i en skov og Viggi havde taget sig af mig siden jeg var efterladt.

"Gå du bare du og myrd nogle af dem." Viggi lavede et af sine få tøsede hvin og listede sig lydløst ud af vores hule. Den lagde halvvejs under jorden og halvvejs over jorden. Det gode ved det var at den lagde gemt bag en hel del træer og det gjorde det svært for mennesker at se den. I hvert fald for mennesker, der havde et virkeligt dårligt synssans. Den var i teorien rimelig let at se, hvis man da tænkte sig om, men de fleste idioter, der kom her ud i skoven tænkte sig virkelig ikke særlig godt om og ignorerede totalt at der kunne være en hule bag de træer.

Jeg hørte et skrig og Viggi der skreg af glæde og samtidig vrede.

"ME kom så her ud din dovenskid." Jeg rejste mig og kom ud til hende. Hun stod og holdte en pige i kraven. Pigen kiggede rædselsslagen på mig og hun havde tårer løbende ned af kinderne. Hvorfor var hun bange?

Da jeg kiggede på pigen huskede jeg min reaktion på Viggi. Jeg var også blevet skræmt af hende, men jeg lever da stadig.

"Hent rebbet ME." Jeg drejede rundt og løb hen i hulen og kom tilbage med et langt reb. Viggi slap pigen og jeg gav Viggi rebbet.

Pigen prøvede at begynde at løbe, men hun komme ikke rigtig nogle steder for hun lagde fladt på jorden lidt efter og Viggi sad på hendes ryg.

Viggi hev hendes arme om på hendes ryg og bandt noget af rebet om  hendes håndled. Pigen skreg, men Viggi holdte hende for munden.

Viggi skar rebbet fra resten af rebbet så hele rebbet ikke ville blive brugt på at binde en enkelt pige. Viggi rejste sig og svang pigen op over sin skulder og vi gik hen imod hulen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...