Darkness

Fie er et uønsket barn, hun blev glemt af sine forældre, og sat i et børnefængsel, for glemte og uønskede børn. Efter hendes barndomsven Gabi, lider en tragisk død, lover Fie ham at hun vil hævne sig på skæbnen. Hun møder Clara, som hjælper hende igennem alle Fies problemer. Men hvad er det med Clara. Er hun i virkeligheden Gabis tvillingesøster. Eller måske noget helt, helt andet?

3Likes
4Kommentarer
1207Visninger
AA

1. Prolog

Alle de historier, bøger, film og myter. Alle er rigtige historier. Menneskeheden har bare valgt at glemme dem, nægte at tro på dem. Men når de bliver vist på en fjernsynsskærm, eller på papir, eller bare fortalt omkring lejrbålet, så vækker det noget i os alle sammen. Gamle minder. Gamle minder, og forudsigelser. Det vi kalder vores fantasi. En underlig ting, som voksne ikke vil tro på. De eneste der tror på at det hele er virkeligt, er børnene, de børn som ingen vil kendes ved. Børn der ikke bliver tvunget til at lave lektier, børn der ingen forældre har, børn der spiser fra skraldespandene i de tomme gader, børn der sover i papkasser om natten.

Jeg er en af de børn jeg snakker om. Jeg har aldrig kendt mine forældre. Jeg var et uønsket barn, og jeg blev sat af som nyfødt i et fængsel for uønskede børn. I fængslet var det alle mod alle, og det vi skulle lære, var at holde sammen. Jeg fik en enkelt ven, Gabi, søde, dejlige, og smukke Gabi. Han var min helt, min redningsmand, han var mit forbillede. Og han vil altid have en plads i mit hjerte. Da vi blev smidt ud af fængslet på syndernes dag, flygtede Gabi og jeg. Vi havde aldrig været ude i den store mørke verden, vi havde kun lært om den, så vi havde meget at se på, og meget at frygte. Vi havde fundet en godt sted at sove i en mørk gyde bag nogle høje huse. Der lagde vi os til rette på den kolde jord. Skyggerne slugte os, og omfavnede os. Jeg rakte ud efter Gabi uden at kunne se ham. Men jeg kunne ikke finde ham. Lige pludselig startede den værste nat i mit liv. Det startede med at jeg hørte et skrig, skriget. Jeg havde kun en tanke i mit hoved. Gabi. Jeg famlede mig frem i mørket. Efter at have løbet rundt i mørket i noget der føltes som flere timer havde jeg slidt min stemme op, og var lige ved bare at ligge mig på jorden. Da jeg hørte et sagte åndedrag. Lyset var endelig kommet frem, og når jeg kiggede ud imod verden, var der liv. Ingen lagde mærke til mig. Men der var liv. Jeg gik forsigtigt rundt om et hjørne, længere væk fra vejens larm, tætter på den sagte stemme der hviskede mit navn. Da jeg løftede op i et gammelt mølædt tæppe, fik jeg mit livs chok. Jeg ved at jeg aldrig vil komme mig over det. Og jeg ved at det altid vil hjemsøge mig. Jeg ved at jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv for det. Og jeg ved at jeg vil være alene resten af mit liv. Gabi var indsmurt i blod, eller, jeg vidste kun at det var Gabi, fordi at havde det armbånd på som jeg havde foræret ham to år før. Myterne om syndernes dag var rigtige. Syv børn vil miste den person de elsker allermest. Jeg havde mistet Gabi. Og jeg ville hævne mig, uanset hvordan jeg skal gøre, uanset om det bliver det sidste jeg gør. Jeg vil hævne Gabis død.

Jeg vil hævne mig på ondskaben.

Jeg vil hævne skæbnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...