Ice heart


6Likes
7Kommentarer
1413Visninger
AA

4. Kaptajnen

Vi blev ført tilbage af gangen. Jeg tog Annas hånd. At være sammen med en masse mennesker havde altid presset mig. Jeg hadede at være omgivet af andre. Det havde taget mig flere måneder at vende mig til at skulle gå op og ned af Anna. Jeg havde været sølle fire år da jeg døde, hvorfor kunne jeg ikke bare dø helt? Hvad var menningen med at holde mig i live? James førte an, først højre, så venstre. Til sidst stod vi foran en kæmpe stor egetræsdør. Et lille bronze skilt bekendtgjorde at det var 'Spisesalen'. Jeg sank en klump og skævede til Anna. Hun virkede lige så nervøs som mig. Jeg klemte hendes hånd. James skubbede døren op og førte os ind i et kæmpe stort lokale. Rundte trå borde var placeret rundt på gulvet, omkrandset af andre passagere. Jeg sukkede indenvendigt. Heldigvis var der andre mennesker om bord. En lille skål grød stod på bordene og menneskerne skovlede i sig. James fulgte os til et bord der var lidt større end de andre. Rundt om bordet sad en flok nogenlunde velklædte mænd, deri blandt en lidt yngre en. James puffede os i retninngen af ham."Her kaptajn!" Han gjorde honør og fortsatte."De nyankomne passagere." Han tog hånden ned og daskede til kaptajnens arm. Han rejste sig og gav Anna hånden. Jeg stirrede på ham. Han var det mest guddommelige menneske jeg nogensinde havde set. Hans hår var skulder langt, mørkt og let krøllet i spidserne. Øjnene var perfekt mandelformet, mosgrønne og hans mun var sensuelt buet og smuk. Nåde inde i mig smerte forfærdeligt ved synet af ham."Jeg er kaptajn Cade Hemlein." Hilste han og blinkede."Jeg er Cashia Heartless, dette er min kammerpige Anna Kathrina." Præssenterede jeg og pegede. Han smilede venligt og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. Hans smil var så sødt. Jeg kunne ikke undgå at opdage at han stirrede på mit modermærke og hudfarve. Jeg slog med det samme blikket ned. Hvorfor skulle alle stirre? Viste de ikke hvor ondt det gjorde, hvor smertefuldt det var at være anderledes?"Er i først lige ankommet i dag?" Spurgte han. Da Anna opdagede at jeg var stillet væk igen tog hun ordet."Ja, vi skal sejle med til Italien." Han nikkede. Det med at stille væk gjorde jeg ofte, jeg nægtede at svare hvis folk spurgte mig om noget. Selv hvis det var mine egne forældre."I må da være sultne! Sid ned." Cade trak to stole ud, en på vær sin side af ham. Jeg sank en klump. Hvorfor kunne jeg ikke få lov til at sidde ved siden af min egen kammerpige? Anna satte sig på han venstre side og jeg så mig nødsaget til at sidde ved han højre side. Tyk grød blev hældt op i to masive træskåle og stillet foran os. Jeg tog en ske og begyndte at prikke til det. Jeg spiste ikke. Min mave var død. Ligesom at jeg heller ikke sov, eller, jeg kunne godt sove og spise men jeg behøvede det ikke. Anna lo og snakkede på livet løs med mændene. Vi var de eneste kvinder ved bordet. Jeg hev op i mine sorte blonde handsker og prøvede at ignore den kvælende varme. Ikke kun solen skadede mig, det at sidde presset op mellem mennesker udsendte også en ulidelig varme. Mit hjerte satte farten lidt op, prøvede at køre isvandet hurtigere rundt for at køle mig lidt. Mit blik flakkede rundt uden at kunne finde hvile. Hvorfor skulle det være så svært? Igen sneg min hånd sig op og knugede om opalen. Dens kølige overflade lindrede smerten og jeg smilede svagt."Hvad skal i i Italien?" Spurgte han og vendte blikket mod mig."Jeg skal giftes." Svarede jeg og kiggede ned i grøden. han stirrede på mig med et mærkeligt blik."Giftes? hvor gammel er De?" Jeg skævede til ham. Hvorfor ville han vide det? Det spurgte man da ikke en kvinde om. Alligevel svarede jeg ham."Jeg fyldte sytten sidse månede." Han hviskede noget til en mand som sad overfor Anna og rejste sig."I må have mid undskyldt, jeg skal tjekke kompasset." Og med de ord vente han rundt og gik. Jeg stirrede efter ham, tvivlede på at det virkeligt var det han skulle....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...