Indviklet ~ One Direction og Justin Bieber

Crystal Pington er 17 år, og bor i Hollywood. Hun holder sig meget for sig selv, og har aldrig været forelsket. Hun er rimlig køn, er 175 cm. høj, har lange ben, og vejer ca. 55 kg. som hun syntes er ALT for meget, selvom det er på kanten til at hun er undervægtig. Men hvad sker der når hun bliver forelsket for første gang? Og hvad hvis følelserne ikke er gengældt? Og hvad hvis de er?

14Likes
37Kommentarer
2542Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Det var ved at blive sent, og jeg skulle nok snart hjem.

''Hey drenge. Det har været meget hyggeligt, men jeg skal nok snart hjem..'' Sagde jeg, og kiggede smilende på dem.

''Okay.. HEY, vil du ikke blive og sove?'' Sagde Justin så.

''Eh.. Jo self.'' Sagde jeg, og de jublede allesammen, Selena kom ind.

''Skal hun blive her?'' Spurgte hun om.

''Ja, er der noget galt i det?'' Sagde Justin.

''Nej.. Self. ikke.'' Sagde hun, og kyssede ham på munden. Men hendes øjne sagde det stik modsatte. Hun kunne ikke li mig. Men hvorfor skulle hun også kunne det? Det er der jo ingen andre der kan. Eller vent.. Kan drengene? Måske, hvem ved? 

''Jeg tager afsted nu, og jeg kommer først hjem igen om en uge.''  Sagde hun, og gik over til Justin, og savede ham. Jeg smilede bare, men indeni væmmes jeg. Det er ikke fordi jeg er forelsket i Justin, men fordi jeg ikke syntes at hun er god nok til ham. 

''Vi ses.'' Råbte vi alle til hende, og så hørte vi en dør smække.

''Nå men, så vil jeg lige ringe til min far og sige at jeg bliver her.'' Sagde jeg.

''Okay.'' Var det eneste svar jeg fik. Jeg tog min iPhone op af lommen, og fandt min fars nummer.

''Hej far. Det er Crystal.''

''Hvor er du?!''

''Hjemme ved nogen..''

''Kan du så komme hjem?!''

''Nej.. Jeg bliver her og sover..''

''Nej! Det kan du godt glemme alt om!'' Råbte han.

''Nej! Jeg bliver her!'' Råbte jeg tilbage. Drengene kom ud til mig, og kiggede mærkeligt på mig. Røret blev lagt på, og jeg lagde min iPhone i lommen. 

''Hvorfor råbte du?'' Spurgte Harry om.

''Det var bare min far der ikke fattede en skid.'' Sagde jeg.

''Nårh.. Okay. Vil du ikke med ind og se en film?'' 

''Jo self.'' Jeg gik med dem ind i en mini biograf. Sin egen biograf?! Det er jo sygt.

''Hvad skal vi se?''

''Hvad med.. The Notebook?'' Spurgte jeg. De nikkede allesammen, og vi satte os til rette. Da filmen var ved at være halvvejs, begyndte jeg at være en lillesmugle træt.

''Justin.. Hvad skal jeg sove i?'' 

''Du kan bare låne en t-shirt. Du skal hen af gangen, og så første dør til højre hånd. Der inde er der et skab, og der tager du bare en t-shirt.'' Sagde han sødt til mig.

''Okay, tak.'' Sagde jeg, og begyndte at lede efter rummet. Jeg fandt det, og gik der ind. Der stod et stort skab henne for enden. Jeg åbnede lågerne og fandt en t-shirt, den var meget for stor, og gik mig til midten af lårene. Jeg fandt et badeværelse. Jeg tog noget toilet papir, og puttede noget lunkent vand på. Jeg begyndte at fjerne foundationen, mine blåmærker kom til syne. Jeg væmmes ved dem. Om lidt kommer drengene også til at se dem, men de ved at jo godt. Mine ben var næsten gule og blå alle steder, kun nogen få steder slap, og man kunne se min hud. Jeg tog min top af, og kiggede mig selv i spejlet. Der var også blåmærker der. Jeg beholdte min BH på, og trak Justin's t-shirt udover. Jeg gik ud af toilettet. Og ned til drengene igen. Filmen var vidst lige slut da jeg kom. De gispede da de så mig, de havde nok set mine blåmærker. 

''Er dét dine blåmærker?'' Spurgte Louis om. Jeg nikkede og så ned på mine ben. 

''Jamen.. Du bliver altså nødt til at melde ham!'' Fortsatte han.

''Jamen, så har jeg jo intet sted at bo!'' Sagde jeg.

''Du kan da bare bo ved os.'' Sagde han, og kiggede over på Harry der nikkede. Hvad var det lige han sagde? Han har kendt mig i én dag, og så siger han at jeg kan bo ved dem?

''Jamen, jeg kender jer jo knapt nok..'' Sagde jeg. En ubehaglig stilhed lagde sig over os. Jeg gabte.

''Er du træt?'' 

''Mm..'' Sagde jeg.

''Kom.. Så viser jeg dig hvor du skal sove.'' Sagde Justin. Han gik ned af gangen, og gik så ind på et værelse. Han gik ud igen, og jeg lagde mig ned sengen. Jeg kunne hører drengene snakke, men kun nogen få ord.

''Sød, du, li, hende.''

''Ja, pinligt.'' Det var det eneste jeg kunne hører, og så var jeg i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...