Jalousi der dræber

”Nej,” hviskede Kasper til sig selv. ”Jeg må selv finde kidnapperen eller…” han tvang sig selv til at sige ordet, ”morderen.”

7Likes
8Kommentarer
1333Visninger
AA

1. Jalousi der dræber

Han lod langsomt den ene hånd glide ned i lommen, og lukkede nænsomt fingrene om det lille billede. Han trak hånden til sig og studerede det nøje. Hvor hun dog lignede sin mor. De grønne øjne gjorde ham blød i knæene, og de lyserøde læber mindede ham om morens blide kys. Det var så længe siden, men han var aldrig stoppet med at elske hende, selv ikke efter hendes død. Den lille pige på billedet smilede til ham. Hendes blanke hvide hår var sat på plads bag ørene. Det var farens hår. En djævels hår. Tanken om den mand, der havde stjålet hans elskede, fik hadet til at bruse igennem ham.

  Han kiggede rundt i parken. Ikke langt fra ham legede en lille pige med sin far. Hendes lyse hår glitrede i solen, og det samme gjorde farens. Hun hylede af grin, da faren slog armene om hende, og kastede hende rundt i luften. Deres lykke var ulidelig. De havde ikke fortjent den. Det var deres skyld, at hun var død. De var hendes mordere, og de skulle bøde for det. Utålmodigheden brændte i ham. Et øjebliks uopmærksomhed var det eneste, han behøvede.

  ”Far vil du ikke nok lege gemmeleg, hva’ far?” spurgte den lille pige pludselig med sin skingre stemme. Uden at svare satte faren hænderne op foran øjnene, og begyndte at tælle: ”1, 2, 3…” Pigen grinede, og hendes lyse hår forsvandt ind imellem træerne. Endelig fik han sin chance.

 

Vækkeuret ringede, men Kasper var allerede vågen. Han rejste sig, og strakte sine stive muskler. Ved siden af uret stod et billede af hans afdøde kone. ”Det er præcis fem år siden i dag, Marie” græd han til hende, ”hun bliver fem år i dag, vores lille Sofie.” Tårerne flød ned over de sorte render under hans øjne. Det var snart fire døgn siden, hun var forsvundet. Politiet troede, at hun var blevet kidnappet, men hvem ville kidnappe en lille pige?

  Hidsigt tørrede han tårerne væk med bagsiden af hånden. Han fandt en tilfældig T-shirt i kommoden, og trak den ned over hovedet. Derefter slentrede han udmattet ud i køkkenet, og fandt postkassenøglen i den øverste køkkenskuffe. Posten var ligegyldig, men rastløsheden brændte i ham som ild.

  Da posten var hentet, lagde han den på spisebordet, og satte sig. Hvis han læste langsomt, kunne han måske få ti minutter til at gå. Han rodede i reklamerne, da hans hånd pludselig stødte på en hvid kuvert. Det kunne ikke være et stort brev, for kuverten vejede næsten ingenting. Måske var det? Nej, han måtte ikke sætte næsen op efter noget. Alligevel bankede hans hjerte hårdt i brystkassen, da han rev kuverten op. Han vendte bunden i vejret på den, og rystede den.

  Kasper sank en klump. På bordet foran ham lå en stor bunke hvidt hår. Hans krop rystede. Hvad havde de gjort ved hende? Sofies smukke hår. Det skinnede ikke som det plejede. Det var som om, gnisten manglede. Dødt hår. Rystende lod han sin hånd glide hen over det. Angsten sad som en klump i hans hals. Hvor var hun?

  Kasper sukkede dybt, og vendte kuverten i hånden. Ingen adresse. Det måtte betyde, at nogen havde afleveret den personligt. På forsiden fandt han nogle utydelige sorte pletter. Det lignede næsten at nogen havde lagt et papir oven på, og skrevet med en sort sprittus. Han rakte ud efter køkkenbordet, og famlede efter noget at skrive med. Imens søgte hans øjne efter mulige måder, man kunne binde pletterne sammen på. Endelig fik han fat på en blyant, og han begyndte straks at tegne streger imellem de forskellige pletter.

  Det tog ham ikke længe, at komme frem til de første fem bogstaver, men den sidste halvdel af ordet, var umulig at tyde. ”L-O-P-P-E” var i hvert fald den første del, men hvad kunne det betyde? Det første Kasper tænkte på, var Sofies børnehave ”Loppedalen.”

Skulle han mon informere politiet før han kørte derud? ”Nej,” hviskede Kasper til sig selv. ”Jeg må selv finde kidnapperen eller…” han tvang sig selv til at sige ordet, ”morderen.”

  Kort efter kørte Kasper ud af indkørslen i sin lille mørkeblå bil. Hans rystende hænder holdt stramt om rattet. Hans øjne stirrede på vejen, imens lysegrønne træer og indhegnede huse susede forbi. Han kørte aldrig denne tur alene. Sofie sad altid ved hans side, når de kørte af sted mod børnehaven. ”Far, kan du ikke bare passe på mig i dag?” plejede hun at tigge, og så lagde hun sin lille hånd op mod hans højre skulder. ”Jeg passer altid på dig, min lille skat” ville han have svaret. Det var jo en løgn. Han havde ikke passet ordentlig på hende. Skyldfølelsen fik en tåre til at trille ned ad hans kind.

  Der var mange børnehaver i byen, men han havde valgt netop denne på grund den fantasifulde legeplads udenfor.  Normalt var der fyldt med legende børn, men i dag var der tomt. Kasper gik hen til den hvide dør, der ellers altid var åben. Et gulblomstret gardin var trukket for ruden, men foran gardinet hang der et lille skilt. ”Sommerferielukket” stod der.

  Det var et perfekt skjulested, tænkte Kasper. Han var allerede overbevist om, at det var der. Hans lille pige sad på den anden side af væggen. Hurtigt fandt han det nærmeste vindue. Han samlede en stor sten op fra jorden, og smadrede den mod vinduet. Det larmede da ruden splintrede i tusinde stykker. Det var et stort vindue, så han kunne nemt komme igennem uden at blive såret.

  Da han kom ind samlede han det største skår op fra jorden, og holdt det op foran brystet. Han var parat til at forsvare sig.  Lydløst begyndte han at bevæge sig rundt i børnehaven. Der var stille, næsten for stille tænkte Kasper. Grundigt undersøgte han hvert et lille rum. Hver gang han nåede en ny dør, forventede han at se lille Sofies lettede smil. Han tog døren ud til køkkenet, døren til toiletterne, døren til puderummet og døren til kontoret. Til sidst var der ikke flere døre. Hvorfor var hun der ikke? Hun skulle have været der, dette var jo hans eneste spor. Hvor skulle han nu tage hen? Raseriet skyllede ind over ham. Der lød et klir, da han tyrede glaskåret ned i jorden af alle sine kræfter. Bitte små stykker glas for op fra gulvet, og skar hans ankler til blods.

  Han kunne ikke bære bare at køre hjem til tomheden. Uvisheden gjorde ham sindssyg, så i stedet besluttede han at køre ind mod byen. Da han kom ud på den lidt større vej, trykkede han speederen i bund. I et kort øjeblik mærkede han, hvordan bilen blev presset til det yderste. Den rystede snart lige så kraftigt som hans hænder.

 Pludselig fangede Kaspers øjne noget. Et skilt. Han pressede bremsen ned, og blev skudt frem i sædet ved den voldsomme opbremsning. Alligevel kom han til at køre et par meter for langt.

  Med stigende puls steg han ud af bilen, og gik tilbage for at se på skiltet.  I lang tid stod han ret, og stirrede på det. Denne gang var han sikker. Han vendte rundt, og gik væk fra papirskiltet, hvor der med sort sprittus stod: ”LOPPEMARKET.”

  Grusvejen var ikke længere end 50 meter, men det tog alligevel en evighed for Kasper at komme ned til huset i den anden ende. Alt i hans krop skreg til ham, at han skulle vende om. Det ville han ikke, det kunne han ikke. Han måtte tvinge sine ben til at lystre.

  For enden af grusvejen stod et stort gult murstenshus med sort tag og hvide vinduer. Et stykke foran huset stod to borde med blomstrede duge og en masse ligegyldigt skrammel. Bag et af bordene stod en ældre gråhåret dame, og kiggede på ham. Hun så skræmt ud. Han måtte se forfærdelig ud med de sorte rende og tomme øjne.

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun. Kasper stod lidt, før han svarede med et nyt spørgsmål: ”Min datter, hvor er hun?” Damen gøs, men forblev tavs. ”Jeg spurgte dig om noget,” snerrede Kasper, ”hvor har du gjort af min datter?” Damens øjne lyste af frygt, ”j-je-eg” stammede hun næsten lydløst. Kasper kastede sig over bordet, og greb fat i damens skuldre. ”Hvor er hun?” skreg han ind i hovedet på hende. ”Jeg ved det ikke,” hulkede hun, ”du må ikke gøre mig noget.” Hendes blik var vendt ned mod hendes sko, så Kasper kunne se, hvordan hendes skuldre dirrede af angst. Han slap hende, og så rundt i haven. Noget fangede hans blik. Et rødt legehus. Han kunne se toppen af et skaldet hoved i vinduet. ”Bor her nogen børn?” spurgte han uden følelse i stemmen. Damen rystede på hovedet. ”Bor her nogen børn? Spørger jeg,” brølede Kasper. Damen begyndte at hulke igen, da han rystede hende. ”Nej” græd hun. ”Godt” hviskede Kasper iskoldt, ”gå ind og ring til politiet.”

  Kasper spurtede over mod legehuset, og rev den lille dør op. Der, på hans højre side sad hun. Hans smukke lille Sofie. Hendes hovedbund var rød og irriteret, men ellers var hun uberørt. Han ville gå over og holde hende i sine arme, men en grov mandestemme forhindrede ham. ”Hvis du går længere, dør hun!” sagde den. Kasper flyttede blikket fra Sofie, og kiggede hen mod sin venstre. Der sad han. Kidnapperen. William. Hans højre hånd var lukket om en pistol, der pegede direkte mod Sofies bryst. Pludselig faldt alt på plads. ”I dræbte hende,” hviskede den grove stemme, ”dig og dit djævleafkom dræbte min Marie.” Kasper sukkede. Marie døde under fødslen, og William bebrejdede dem. Det havde han altid gjort. ”Du kan ikke dræbe hende,” Kaspers stemme knækkede over, ”hun er en lille del af Marie.” William kiggede op på ham. Hans øjne var røde af gråd. ”Men hun er også en del af dig,” udbrød han. Kaspers hjerte trykkede i brystet, ”så dræb mig” foreslog han med dirrende stemme. William nikkede og sank. I en hurtig bevægelse blev pistolen drejet over mod Kasper. De to mænd stirrede på hinanden. ”Hun skal ud først,” fastslog Kasper. William protesterede ikke, så Kasper gik langsomt hen, og stillede sig foran sin datter. Han måtte krumme i ryggen for ikke at støde mod loftet. Pistolen fulgte hans bevægelser. ”Sofie, gå ud af legehuset,” Kasper måtte anstrenge sig for ikke at bryde i gråd. ”Gå ind til den søde dame i det gule hus,” hviskede han.

  Hun kiggede op på ham med forundrede øjne. Kasper sendte hende et bestemt blik, som han vidste, hun forstod. Sofie rejste sig langsomt og løb ud af legehuset.

  Kasper følte lettelsen sive igennem kroppe. Sofie var i sikkerhed. Han kiggede på Williams hævntørstige ansigt. Det var det sidste han så, før Williams fingre lukkede sig om aftrækkeren.

 

Da politiet endelig kom, sad William stadig og kiggede på det lyshårede lig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...