En verden af stoffer


1Likes
1Kommentarer
426Visninger
AA

1. Søvnløshed

  Himlen var nu blevet mørk, stormen havde taget til, og smerten fra hans brækkede arm havde efterhånden bedøvet resten af hans kolde og skrøbelige krop. Sneen slog voldsomt imod hans døde ansigt, vinden skar igennem hans tynde og slidte hud, og følelsen af at hans krop var fyldt med is gav musklerne signal - de rystede ihærdigt for at give kroppen en behagelig temperatur, forsvare den. Han var træt, træt af sig selv, træt af smerten. Træt af alting!

  Han løftede med besvær sin venstre arm for at skyde ladens dør til side, gik ind og lukkede det bidende snevejr ude. Han sank langsomt i knæ, lagde sig og kiggede ud i det tomme og ligegyldige mørke. De eneste lyde, der var at høre, var hans hæse åndedrag, og vinden som hylede udenfor - han sukkede og nød landets beroligende stilhed. Stilheden gjorde ham mærkelig nok tryg, fordi at den var så nem at tale med, den forlangte intet af ham, man kunne behandle den, som man ville, og man kunne søge den, når man havde brug for den.

  Han var ikke vant til stilhed, han ønskede den ikke, for ham var det et ukendt univers, der kun tilhørte tabere og kujoner. Sådan nogen som ikke ville åbne sig op for omverdenen og bekende hvilken rolle de havde, både for dem selv og for deres med mennesker, sådan nogen som klynkede og som elskede at have ondt af sig selv. Sådan nogen som ville udnytte den og bruge den som en uerstattelig ven - som et våben de kunne beskytte sig selv med. Stilheden var så lokkende, forfærdelig fordi at den fik tankerne til at svæve, gro frem som et net af løgne og dårlige minder, eller vokse som altædende ukrudt i det skønneste blomsterbed.

  Han vågnede, stiv af kulde og rystende af en krop der ønskede at blive tilfredsstillet. Tilfredsstillet af noget der gemte sig i hans jakkelomme, han forstod og ville give den det, den havde brug for. Han skreg af smerte og tog sig til sin brækkede arm. Kroppens rystelser blev vildere, trangen var tørstig, og den blev utålmodig. Tiden gik, og han samlede kræfter nok til at finde sin uhygiejniske kanyle. Finde den lille plasticpose, fyldt med det magiske sne, light-eren og en lille sølvske som han havde hugget fra de gamles prægtige sølvtøj. Snart ville han få det godt igen.

  Heroinen var så småt begyndt at virke, smerterne var ved at fortage sig, og hans krop føltes dejlig let. Den var blevet fyldt med sløvende luft, og han svævede imellem fantasi og virkelighed. En virkelighed som ikke var til at stole på, fordi den var fyldt med forandringer - fordi den var fyldt med løgn. En verden som nu blot var et ukendt sted, hvor han hverken kendte forskel på dag eller nat, på fortid eller fremtid - han levede i nuet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...