mordet på en kunstner - krimi konkurrence

Sille og Anna elsker at være på museum. Især KUNSTEN's museum, der har det, de begge allerbedst kan lide ved museer; Niels Strøbek's maleri Breve fra 1973. Men en sommerdag er maleriet væk, og ved deres næste besøg på museet løber et spor af blod hen af gulvet, og ud af bagudgangen. Hvem har taget deres yndlingsmaleri? Og hvor kommer blodet fra? Følg med på Sille og Annas rejse, der både byder på spænding, sjov og drama, for at finde det forsvundne maleri.

3Likes
1Kommentarer
1111Visninger
AA

5. Opklaring

”Hey!” Hvisker Anna ophidset. ”Strøbek? Det hedder maleren jo! Mon det er en fra hans familie”. Og først nu ser de sporet; et blodspor, som fører ud mod baglokalerne. De er begge ved at skrige, men behersker sig i sidste øjeblik. De beslutter sig for at se bort fra den frygt, som er ved at blusse mere og mere op indeni dem, og går hen mod baglokalet. Ingen af dem vil gå forrest, så det går meget langsomt, og deres hjerter er ved at hoppe op i halsen på dem. De står i døren til baglokalet, og kan se, at døren står åben, og blodsporet fortsætter ud. Anna tager et forsigtigt skridt fremad, og Sille følger efter. Ude i baggården ligger et lig. På den afdødes hoved ligger der endnu et brev, der gør, at man ikke kan se hans ansigt. Sille går rystende hen mod liget, og tager forsigtigt brevet og åbner det. Der står, at dette er maleren Niels Strøbek, og at hvis de vil vide hvordan han døde, så skal de gå hen til Sildevænget nr. 17, og at de ikke må tilkalde politiet, for så bliver det værst for dem selv. Sille og Anna bliver enige om at opsøge morderen, for de er begge ret så nysgerrige, men først lægger Anna en mælkebøtte på Nils’ bryst. ”Vi må jo respektere de døde”, som hun siger. De går hurtigt i mørket, og er snart ved det hus, brevet skrev om. De banker på, og straks står en mand i døren. Han har en kniv i hånden, og ligner Niels uhyggeligt meget. Hans blik flakker og i et kort sekund tror pigerne, at han vil stikke dem ned med hans store kniv. ”Ja, det er rigtig gættet” siger han vredt, ”Jeg er Niels Strøbeks søn, men det er absolut ikke noget, jeg er stolt af!”

Og så får pigerne hele historien; om hvordan museet aldrig har villet have Peter Emils kunst, mens de har elsket hans fars, og han derfor nu vil tage hævn ved, at fjerne sin fars malerier, og slå ham ihjel. Han har altid været misundelig på sin far, og nu skulle der være en ende på al den jalousi. Kniven, han har stået og holdt mellem fingrene, tager han op til struben, skærer et lille snit, og tager lidt blod men pegefingeren, som han sætter en prik i panden med. ”Dette er den kniv, jeg skar min far op med, og nu skal der også en ende på resten af hans familie. De skal jo ikke leve i skam over, at have en så forfærdelig kunstner på samvittigheden.” ”Han er jo psykisk syg!” Hvisker Sille, men de ved egentlig ikke helt, om det var ham selv, eller hans far, han omtalte som en ’forfærdelig kunstner’, men ét er de sikre på; de skal ikke være der mere, og de skal ringe til politiet, og det kan kun gå for langsomt. Pigerne vender om og løber. De løber hen til deres cykler, og cykler hjem, alt hvad de kan, mens Anna ringer til politiet, som straks kører hen til Niels’ søn, og anholder ham for agtsomt manddrab.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...