Hvem, Hvad, Hvornår?


0Likes
0Kommentarer
789Visninger

1. Historien...

Jeg åbnede stille mine øjne. Mit hoved dunkede voldsomt, og en smerte for gennem min krop. ”Hvor er jeg?”, Hviskede jeg stille til mig selv. Der var rodet. Stolene var væltet, vaser og nipsting lå itu på gulvet. Der lugtede af gammelt, fugtigt kød og det føltes mørkt selvom det var lyst. Jeg rejste mig langsomt op. Mit hoved begyndte at dunke mere, smerten blev værre og mit syn begyndte at flimre. Min krop føltes tungere nu. Jeg gik rundt i huset med slæbende trin, ivrig efter at huske hvad der var sket. Jeg så i alle værelserne, toiletterne og køkkenet, men intet sagde mig noget. Jeg havde glemt alt! Hvem jeg var, hvad jeg lavede her, og ikke mindst hvad der var sket. 

 

Der var en mærkelig følelse i huset. Det var som om, at det føltes levende. Tapetet havde en bordeaux rød farve, en farve jeg hader, for det var en pige farve. Ikke lige en farve, for en mand som mig. I hele huset var et gråt mønstret tæppe. Mønsteret mindede mig om noget jeg ikke kan huske. Jeg kunne mærke at en irritation steg sig op af maven på mig, for jeg hader virkelig, hvis man ikke kan huske noget som helst! ”Måske hjælper det hvis jeg går en lille tur udenfor”, mumlede jeg stille til mig selv. Jeg gik hen til hoveddøren, som var af egetræ. Den havde en underlig udskæring og håndtaget havde en gullige farve, med røde pletter. Jeg kunne ikke helt se hvad det lignede, måske blomster, eller så var det bare et mønster. Jeg ved ikke hvorfor jeg tænkte så meget over det, så jeg sagde til mig selv at jeg skulle holde op.

 

Jeg tog fat i håndtaget og gik udenfor. Det var koldt og der lå sne over det hele. Jeg blev overrasket da jeg så, hvor stort huset overhoved var. Huset lignede et gammelt Amerikansk hus. Der var flere steder hvor den gulligehvide maling var skrællet af, så man kunne se at huset var af træ. Taget var af grå grønne træ brædder, som sikkert var blevet mugne gennem tiden, og mellem taget og de store mosaikvinduer hang der spindelvæv. Et af vinduerne var itu, så noget af gardinet flagrede udenfor. En panik løb gennem kroppen på mig, så jeg set rigtig? Eller begyndte jeg bare at hallucinere. En kvinde kiggede dødt på mig, inde bag vinduet. Hendes øjne borede sig ind i mine og væk var hun så. Mine nakke hår begyndte at rejse sig. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå ind eller ej, men jeg blev nød til det, for jeg stod ude i kulden uden sko og overtøj.

 

Jeg åbnede stille døren og gik ind. Der var pludselig blevet koldt inde i huset, men det lugtede stadig af gammelt kød. Jeg kiggede ud af vinduet, det var begyndt at blive mørkt. Jeg kunne ingen huse eller mennesker se. ”Hvad laver jeg egentlig i det her øde hus?” Råbte jeg nærmest op. Jeg begyndte at blive mere irriteret og havde bare lyst til at side ned. Det var blevet mørkt i stuen som jeg befandt mig i, så jeg tændte for lyset. Stuen så mere skummel ud end den gjorde før. Det var som om at pejsen og væggene holdt øje med mig. Det så også mere rodet ud end det gjorde før. Jeg satte mig ned på den lilla og sorte stribede sofa. Lugten af gammelt kød var kraftigere her, men jeg begyndte at kunne lide lugten.

 

Jeg lagde mig ned, for jeg begyndte at få hovedpine. Jeg havde lyst til at sove, men nogle hviskende lyde holdt mig vågen. Jeg rejste mig op for at se hvad, eller hvem der lavede de mærkelige, hviskende lyde. Mine ben gjorde stadig ondt, så jeg gik rundt med slæbende trin. Jeg kiggede i alle rum og tændte lyset, da jeg gik derfra. Men jeg kunne ikke finde stedet, hvor lyden kom fra. Jeg gik undrende tilbage til stuen og satte mig ned på sofaen igen. De hviskende lyde, forsvandt. Jeg åndede lettet op, og lagde mit hoved ned. Men idet jeg gjorde det, slukkede alle lys i huset og en pigestemme begyndte at græde hysterisk.

 

Mit hoved kunne ikke klare støjen. Jeg blev irriteret og vred, så pludselig råbte jeg op: ”Stop! Ti nu stille!” Der blev helt stille, gråden forsvandt. De hviskende lyde begyndte igen, nu endu højere. De lød, som et menneske, som hviskede:”Far bes kø ted ik”. Mit allerede slemme hovedpine blev være. Jeg prøvede at råbe igen, men det hjalp ikke. Hvor kom lydene egentlig fra? Det lød som et hviskende menneskestemme, men det vidste jeg, at det ikke var, for jeg havde kigget huset igennem, uden at finde nogle mennesker. Jeg havde hørt lydene tidligere, men troede bare at det var et eller andet. Jeg er nok ved at blive for træt.

Jeg gik igen rundt i huset, for at tjekke endu en gang. Jeg gik ind i et lyserødt værelse. Der var en lyserød himmelseng og bamser overalt. De hviskende lyde forsvandt igen. Min krop var nu blevet rigtig træt. Jeg lagde mig ned på himmelsengen og faldt i søvn.

Et skrig, Vækkede mig. Det lød som om at det var fra en dame. Derefter hørte jeg en mande-latter og nogle skridt, som var på vej mod det værelset jeg var i. En mand med grøn sweater og grå kasket, kom ind i værelset. Han havde et underligt smil på læben og røde pletter på hænderne. Han kiggede dybt i min øjne og sagde: ”Far, beskytter dig, min lille pige”. Jeg fik en beroligende følelse i kroppen, indtil han tog en kniv frem. Jeg kiggede forskrækket på kniven, som han tog op foran mit ansigt. Han smilede og stak kniven ind i min hals. Et hav af smerte for gennem min krop. Jeg hev efter vejret og kunne mærke at min seng blev våd. Jeg kiggede dybt i hans øjne og sagde: ”Far, beskyttede ikke”.Og til sidst blev det sort.

 

Jeg vågnede hurtigt op af forskrækkelse. Hvad var det, jeg drømte om? Jeg var forpustet og forvirret. Drømmen havde virket så virkeligt. Der var noget mærkeligt over drømmen, som manden i den grønne sweater og grå kasket der kaldte mig ”min lille pige”. Jeg hørte pludselig et skrig nede i stuen. Hvorefter jeg listede ned og gemte mig bag stuedøren. En dame lå på gulvet. Der var blod rundt om hende. Manden i den grønne sweater og grå kasket var der også. Han havde igen en blodig kniv i hånden. Han begyndte at bryde ud i latter og gik med tunge skridt lige forbi mig, som om at han overhoved ikke anede at jeg var der. Jeg kiggede tilbage efter ham, men han var forsvundet.

 

De hviskende lyde begyndte igen. Det gjorde mig irriteret. Jeg følte at jeg var ved at blive sindsyg. Jeg løb hen til toilettet, og tændte for vandet. Jeg vaskede grundigt mit ansigt og kiggede mig i spejlet. En mærkelig følelse spredte sig i min krop. Jeg så manden i den grønne sweater og grå kasket i spejlet. Det var mig, der var manden i den grønne sweater og grå kasket. Jeg begyndte at kunne huske hvad jeg lavede her, hvem jeg var og hvad der var sket. Minderne var kommet tilbage. Jeg kan huske at jeg havde dræbt min eks-kone efter at hun havde fortalt til politiet hvor jeg var. Så gik jeg op for at dræbe min datter og derefter faldt jeg ned fra trappen. Jeg kan huske at jeg var en anklaget morder, som var flygtet fra politiet. Jeg havde dræbt min eks-kones søster. Og lydene jeg havde hørt, jeg kunne ikke tro det, men det var min datter og min eks-kone.

Jeg havde bare lyst til at komme væk herfra, så jeg løb ud i sneen uden overtøj og sko. Jeg løb så langt jeg kunne, væk fra huset. Min krop blev så kold at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg faldt ned i sneen og kunne mærke kuldens smerte. En smil bredte sig på mine læber og en hævnlatter brød ud.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...