Vejen til kærlighed

Camilla på 15 får en overraskelse, da en dreng pludselig kommer og siger han skal bo hos hende. Hun skal lære at vænne sig til tanken om at skulle bo sammen med ham, og mon ikke hun kommer til at lære ham rigtig godt at kende, når de skal være alene sammen i påskeferien?

1Likes
1Kommentarer
937Visninger
AA

2. Ikke noget at gøre

Da mine forældre kom hjem, hørte jeg dem sige velkommen til Dennis, og jeg gik ud til dem for at få at vide, hvad der foregik. Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor de havde aftalt sådan noget, uden at snakke med mig først.

”Hej Milla-mus. Har du hilst på Dennis?” sagde min mor med et stort smil. Milla-mus. Det lyder som om hun taler til en på fem, så det er altså bare lige ti år for sent. Jeg hedder rigtig Camilla.

”Ja, det har jeg. Det var noget af en.. overraskelse” Svarede jeg. Det var en underdrivelse. Det var et chok. Dennis stod bare og lænede sig op ad køkkenbordet, som om han var hjemme. Eller, på en måde var han hjemme, men som om han var vant til at være der.

”Hvorfor har i ikke snakket med mig om det? Har jeg slet intet at skulle have sagt her i huset? I ved jo godt jeg ikke har det så godt med fremmede” sagde jeg. Måske lidt for surt. I hvert fald i betragtning af, at Dennis stod lige ved siden af og hørte det. Men det gjorde ikke noget. Det betød ikke noget at han vidste, at jeg ikke ønskede at have ham i huset.

”Det hele blev aftalt lidt hurtigt. Linnea fortalte mig for nogle dage siden, at Dennis stod og manglede et sted at bo, når han nu skulle studere her i byen. De havde ledt, men havde ikke fundet noget. Linnea har jo 5 børn, så der er ikke plads til ham hos hende, så jeg skyndte mig at sige, at han kunne bo her” Svarede min mor, ”Det gør ikke noget, vel? Han vil jo ikke blive ved med at være fremmed” Linnea var min mors bedste veninde, og søster til Dennis’ mor. Jeg sukkede. Jeg kunne ikke gøre noget ved det, så jeg måtte bare leve med, at han også var her.

 

Da vi spiste aftensmad, sad jeg bare og spiste uden at sige noget, mens de andre snakkede livligt om alt muligt. De snakkede meget om Dennis og det sted han boede før, hvordan det ville blive at bo her og læse til læge og så videre. Han havde åbenbart boet og gået i skole i Jylland, og skulle nu læse videre her på Sjælland. Han sad bare der og smilede, og virkede helt tilpas, selvom han ikke rigtig kendte nogen af os.

Da jeg var færdig, rejste jeg mig og gik op på mit værelse. Jeg sagde bare, at jeg var træt, og gerne ville være alene. Det var egentlig også rigtigt nok, det havde været noget af en dag. Først en virkelig lang dag i skolen, og så sådan en overraskelse da jeg kom hjem.

Jeg lagde mig på min seng, og stirrede op i loftet. Jeg lå og tænkte det hele igennem. Da jeg tænkte jeg gerne ville have forandring, mente jeg ikke at en fremmed dreng skulle flytte ind hos mig. Jeg lå og tænkte på, hvordan jeg skulle klare det. Okay, tænkte jeg, han skulle bo her, men jeg behøvede jo ikke tale med ham. Han skulle bare være der og spise og sove, og så ville han gå i skole, lige som mig, så vi ville måske ikke komme til at se hinanden så meget. Efter at have tænkt lidt, faldt jeg i søvn.

 

Den næste dag, da jeg sad i klassen i spisefrikvarteret, kom Emilie og Sofia hen til mig. De kunne mærke på mig, at jeg virkede mere fraværende end jeg plejede.

”Er der noget galt? Er der sket noget?” spurgte Sofia. Sofia er den altid betænksomme pige. Hun er nok det mest venlige og omsorgsfulde menneske jeg kender.

”Der er flyttet en dreng ind hos mig” sagde jeg med et suk.

”Uh, hvem? Hvorfor? Hvordan ser han ud?” Sagde Emilie ivrigt. Emilie er glad for sladder, og elsker at høre alle detaljer om den slags ting. Og så elsker hun at snakke om drenge. Hun er en meget glad, livlig og frisk pige. Vi er alle tre helt forskellige, både med udseende og personlighed. Jeg har selv brunt hår og brune øjne, og er mere stille i det, og Emilie har rødt hår og brune øjne. Sofia er sådan en, som alle kan lide. Hun har lyst hår og blå øjne.

”Øh, han hedder Dennis, han skal gå på gymnasiet her i byen, han er 18 år. Han har grønne øjne og brunt hår.” svarede jeg. Det var egentlig ikke det emne jeg havde mest lyst til at snakke om lige nu, men de var trods alt mine bedste veninder.

”Er han pæn?” spurgte Emilie Drillende. Det havde jeg egentlig ikke tænkt over. Det eneste jeg havde tænkt på siden han var kommet, var hvor irriteret jeg var over, at han skulle være der. Men han var i hvert fald ikke grim.

”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke kigget ret meget på ham” svarede jeg. ”Jeg er egentlig heller ikke særlig glad for, at han er der.”

”Hvorfor ikke?” Spurgte de begge to, næsten i kor. Jeg forstod ikke helt, hvorfor det interesserede dem så meget. Det var jo ikke noget særligt.

”Fordi jeg ikke er så glad for at være i nærheden af folk jeg ikke kender. Og slet ikke at bo sammen med dem” sagde jeg. I det samme ringede klokken, og vi blev nødt til at finde vores pladser. Jeg var glad for at slippe for at tale om det lidt, men jeg kunne se på dem begge to, at de gerne ville høre mere. Jeg vidste, at jeg ikke ville slippe for at snakke med dem om det.

____________________________________________________________________________________________________

Jeg håber I har lyst til at læse videre. I må også meget gerne fortælle, hvad I synes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...