One Night Stand (JB) 6

Bryllup, sommerferie, venner, kæreste, ja, der foregår efterhånden mange ting i Cadys liv. Og ikke nok med det, en ferie til Costa Rica ligger også og venter på hende. To uger med Justin helt aldeles og alene. Det lykkelige par får en romantisk ferie, og Cady tror, at alt er ved det gode igen, men da en dårlig nyhed og en hospitalsindlagt bror rammer hende, vender det hele, som netop var på vej op igen.

559Likes
1002Kommentarer
133020Visninger
AA

19. Kapitel 18

 Jeg farede ind på stuen med store skridt, så jeg fik al opmærksomheden. Dog holdte jeg bare mit blik målrettet på Dave. Han så stadigvæk hel død ud. Men han var ikke død. Han var her stadigvæk. Han kiggede træt på mig, imens jeg bare stirrede på ham. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Hvordan jeg skulle føle. Inderst inde havde jeg egentlig bare skyldfølelse. Men det havde Justin sagt, at jeg ikke skulle have. Men så alligevel. Jeg følte, at det var min skyld.

Og selvfølelig begyndte jeg at tude igen. Det var bare så fucking hårdt at se ham ligge der. Min egen bror. Fordi han havde prøvet at tage sit eget liv.

Jeg rystede på hovedet for mig selv, vendte mig om og gik ud fra stuen igen. Jeg satte mig ned på en stol, der stod ude ved gangen og begravede mit ansigt i hænderne en gang, så tårerne kunne få frit løb en gang, uden alle kunne overglo mig, når de passerede mig.

Jeg sad i et øjeblik på stolen og græd, da en hånd lagde sig på min skulder.

”Skat?”

Det var min far.

Jeg så op på ham, selvom jeg vidste, at jeg lignede lort. Min mascara hang garanteret ned ad mine kinder, og mine øjne var garanteret også virkelig grimme.

”Kom. Jeg har lige book et hotelværelse ikke så langt herfra.”

Jeg rynkede panden lidt. Skulle vi gå nu?

”Hvad med Dave?” spurgte jeg med en grødet stemme. Han smilede roligt til mig, som om det hele var godt igen.

”Han har brug for at sove lige nu. Vi tager hen til ham i morgen. Der kommer Jake og Aaron også.”

Jeg nikkede kort og tørrede mine øjne igen. Så rejste jeg mig og fulgte med min far ud til elevatoren. Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg gerne ville stille ham, men jeg havde ikke rigtig lyst alligevel. Mit humør var sunket så meget. Jeg havde været så glad på turen til Tennessee. Og så skulle det hele absolut ødelægges. Og selvfølgelig er de personer jeg så har mest brug for her ikke. Chris er på ferie, Justin er på tour, jeg snakker ikke ligefrem med Russell... måske kunne jeg snakke med Caitlin. Hun kendte trods alt Dave. Hun kendte mig. Men det måtte blive når vi kom hjem fra Miami. Jeg orkede simpelthen ingenting lige nu.

 

Næste morgen gik turen igen til hospitalet. Selvom jeg ikke rigtig havde lyst til at tage derhen, gjorde jeg det. Eller, jeg var rettere sagt tvunget til det.

Der var ikke så mange hospitalet den morgen. Klokken var også kun lidt i otte. Min mor havde sovet på hospitalet og var først lige vågnet da vi kom derhen. Hun sad nede i den ulækre kantine og spiste hospitalsmorgenmad.

”Hvordan har han det?” spurgte min far og satte sig ned. Jeg blev stående og så lidt rundt, da jeg ikke havde lyst til at blive involveret i deres samtale.

”Soverpillerne har stadigvæk en virkning på ham. Ellers er han snart god igen. Jeg har lige talt med lægen, der sagde, at han burde gå i terapi...”

Jeg lukkede for ørerne og tog en tår vand fra den flaske, jeg havde købt.

”Cady, drengene er oppe ved Dave. Du kan bare smutte op til dem.”

Uden at skænke min mor et blik, forlod jeg kantinen og tog elevatoren op til Daves stue. Jeg kunne udmærket godt huske, hvor han lå.

Da jeg kom til stuen, kunne jeg høre tre velkendte drengestemmer derinde. Jakes og Aarons lød som de plejede, hvorimod Daves lød svag og hæs. Jeg bed tænderne lidt sammen og trådte ind på stuen, så den første, der kiggede på mig var Dave. Han fangede mit blik, men fjernede det hurtigt igen og smilede så svagt. Det gjorde så, at Jake og Aaron så hen på mig.

”Hey søs,” sagde Jake og gik hen til mig. Jeg nikkede en enkelt gang og lod ham kramme mig. Aaron kom også hen til mig krammede mig kort.

”Lang tid siden.”

Han kørte en hånd igen mit hår, så det garanteret blev helt uglet og forfærdeligt. Jeg smilede svagt og nikkede så. Da han fjernede sig fra mig, gled mit blik langsomt hen på Dave, der sad og smilede lidt til mig. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at smile til ham. I stedet for blev jeg bare stående og stirrede på ham, imens der var en ubekvem stilhed imellem os alle. Og jeg tror, at Jake og Aaron bemærkede, at Dave og jeg bare stirrede lidt hinanden.

”Ehm.. så Cady,” begyndte Jake. Jeg så kort hen på ham med et lille nik. Han smilede stort til mig.

”Hvordan går det? Sidste år i skolen.. er det hårdt?”

Jeg trak på skuldrende og rystede på hovedet.

”Andet år var værre.. Men du har vel selv prøvet det, så jeg behøver vel ikke at svare dig.”

Hans smil falmede lidt, og han så lidt på mig, imens han mimede, at vi lige skulle snakke. Jeg sukkede og nikkede så.

Han gik ud på gangen, og jeg gik efter. Så stillede han sig lidt væk fra døren og lagde armene over kors.

”Er du ok?” spurgte han med en rolig stemme. Jeg svarede ikke, men tænkte i stedet for lidt. Var jeg ok? Jeg følte mig ikke ok. Det kunne godt være, at Dave havde det godt igen, men et eller andet i mig sagde stadigvæk, at det var min skyld han lå på den hospitalsseng.

”Det ved jeg ikke,” mumlede jeg og så lidt ned i gulvet. Det var underligt at stå og tale her med sin bror. Jake plejede ikke rigtig at være den, der gad at gøre sådan. Måske var han endelig blevet voksen.

”Hvad går dig på?”

Han løftede mit hoved op mod sit med sin hånd og kiggede alvorligt på mig. Jeg trak lidt på skuldrende.

”At han ligger derinde...”

Jeg undlod at fortælle ham om opkaldet og alt sådan noget. Så ville tårerne bare finde sin vej frem igen, og jeg havde virkelig ikke mere energi til at græde lige nu.

Jake smilede opmuntrende til mig og gav mig et lille klap på skulderen.

”Bare rolig. Han siger, at han har det fint..”

Jeg nikkede lidt.

”Men hvorfor gjorde han det så?” spurgte jeg stille. Jake fjernede sit smil og sukkede lavt.

”Han vil ikke fortælle os det. Mor har prøvet at logge det ud af ham, men han vil ikke sige det.”

Jeg kunne ikke lade være med at blive nedtrykt. Hvis jeg bare havde taget den pokkers telefon, så han kunne have fortalt mig om sine problemer, havde han nok ikke ligget der.

”Men Cady?”

Jake så alvorligt på mig.

”Vi bliver nødt til at se bort fra det. Komme videre. For Daves skyld. Han sagde, at vi skulle glemme det.”

Hvordan i alverden vil han have os til at glemme sådan en stor ting?! Han prøvede for guds skyld at tage sit eget liv.

”Okay?” pressede Jake på. Jeg havde så inderligt lyst til at sige nej, men nikkede alligevel. Uanset hvad, ville jeg snakke med Dave. På et eller andet tidspunkt. Når jeg var klar.

Jake smilede lidt til mig og gav mig så endnu et kram. Jeg gengældte det ikke rigtigt, men lod bare mine arme hænge slapt ned ad min krop og stå helt kold og følelsesløst og kigge ud i luften. Da Jake slap mig, gik han ind på stuen igen. Jeg lænede mig roligt op ad væggen og sukkede lydløst. Jeg kunne ikke finde hoved og hale på det hele. Hvordan jeg skulle reagere. Hvordan jeg skulle forholde mig til situationen. Jeg kunne ikke rigtig takle det hele.

Mine øjne farede rundt fra side til side for at se de forbigående læger og mennesker. Mit blik faldt på min mor og far, der var på vej hen mod stuen. Jeg rettede mig op og så afventende på mig. Så vidt jeg kunne se på min fars ansigtsudtryk, havde han noget at fortælle mig. Nu håbede jeg virkelig ikke, at det var noget slemt. Jeg syntes, at jeg havde oplevet nok for nu.

Mor fortsatte ind på stuen, inden da havde hun sendt mig et lille smil. Jeg stod bare og gloede koldt på hende. Ja, jeg havde stadigvæk ikke rigtig noget tilovers for hende. Hun havde været hæslig i sommerferien, da jeg var en uge på besøg hos hende og drengene. Det havde endt med, at jeg var taget af sted hjem to dage før, da vi havde haft et virkelig stort skænderi, som drengene også havde hørt. Heldigvis havde de da været med mig.

Min far kom hen til mig og smilede roligt. Jeg forstod for fanden ikke, hvordan de kunne se så lyst på det hele. Hallo, din søn har for fanden været ved at tage sit eget liv!

”Hvad siger du til, at vi bliver fire i huset i stedet for tre?”

Jeg rynkede panden og lavede store øjne. VAR PENELOPÉ GRAVID?! ”What?!” spurgte jeg højt. Hvad fanden var det for noget at fortælle mig, når vi stod i denne her situation?!

Jeg tror min far opdagede, hvad jeg tænkte på, for han rystede med det samme på hovedet.

”Nej, nej. Bare rolig, Penelopé er ikke gravid.”

Jeg åndede lettet op. Puha. Ikke småbørn. Jeg syntes jeg har nok søskende..

”Cady,” sagde min far. Jeg kiggede på ham med løftet øjenbryn.

”Dave flytter hjem til os.”

Okay, den havde jeg ikke lige set komme. Mine løftet øjenbryn blev sænket igen, og jeg stirrede bare lidt på ham. Gud, hvor fik jeg dog læsset meget i hovedet på en gang, syntes jeg.

”Hvornår?” spurgte jeg stille.

”Når han er frisk nok til at forlade hospitalet her. Så tager han med din mor hjem og pakker tingene. Så kører de til Atlanta, og han flytter ind igen.”

Han lød virkelig glad. Men det var han nok også. Han havde jo næsten ikke måtte få kontakt med drengene for mor. Så det var nok en lettelse for ham at få Dave tilbage.

Jeg nikkede roligt og kunne ikke rigtig lade være med at smile en smule, da jeg så glæden i min fars øjne. Det måtte være fantastisk for ham. Og for mig i princippet også. Jeg vidste bare ikke, om jeg kunne leve med Dave nu. Selvfølgelig ville jeg gerne hjælpe ham og alt det der. Det var bare det, om jeg kunne tale med ham igen. Om jeg kunne se ham i øjnene uden at få skyldfølelse. Om jeg kunne lade ham blive alene hjemme uden at tro, at han lavede noget igen.

Jeg havde det så forfærdeligt indeni. Og hvem kunne jeg takke det for? Mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...