One Night Stand (JB) 6

Bryllup, sommerferie, venner, kæreste, ja, der foregår efterhånden mange ting i Cadys liv. Og ikke nok med det, en ferie til Costa Rica ligger også og venter på hende. To uger med Justin helt aldeles og alene. Det lykkelige par får en romantisk ferie, og Cady tror, at alt er ved det gode igen, men da en dårlig nyhed og en hospitalsindlagt bror rammer hende, vender det hele, som netop var på vej op igen.

559Likes
1002Kommentarer
132990Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

”Du må gerne kysse bruden,” lød det langt om længe fra præsten af. Jeg åndede lettet op, og så på far, der kyssede Penelopé blidt på munden. Et svagt smil ramte mine læber. Jeg betragtede dem forlade kirkegulvet og gik så langsomt bag ved. Jeg kiggede på de tomme bænke, der stod og var klar til den store dag i morgen, som jeg egentlig glædede mig meget til.

Dørene nede for enden af kirkegulvet blev åbnet, og jeg gik ud og så straks på uret, der hang på væggen, hvilket fik mig til at se hen på far, der stod og krammede med Penelopé.

”Far, jeg smutter nu,” sagde jeg, så han så på mig.

”Hvor skal du hen?” spurgte han med et løftet øjenbryn. Det sagde jeg i går.

”Jeg har stadigvæk en aftale med Justin.”

Jeg hadede egentlig at sige det, da han stadigvæk ikke brød sig om Justin.

”Nå,” mumlede han bare irriteret. Penelopé tog hurtigt over:

”Du må hilse ham mange gange, Cady, og sige, at vi glæder os til at se ham i morgen.”

Jeg nikkede smilende.

”Skal jeg nok. Vi ses.”

Jeg gik hurtigt hen til den enorme dør ud af kirken og smuttede ud på den store plads, hvorefter jeg fik øje på en bil, der holdte og ventede. Justins bil.

Et smil røg op på mine læber, og jeg løb hurtigt hen til den.

”Hey,” sagde jeg, da jeg havde åbnet døren.

”Hej, søde,” svarede han og smilede til mig. Jeg fangede hans blik og smilede stort til ham. Jeg satte mig ind og lukkede døren. Justin så lidt på mig og gav mig så et kys. Han trak sig tilbage lidt efter og så sødt på mig.

”Jeg har savnet dig,” sagde han og begyndte at køre. Jeg blev lidt varm i maven.

”I lige måde.”

Sidst vi havde set hinanden var i mandags, og det var altså lørdag nu.

”Nå, glæder man sig til i morgen?” begyndte Justin og sendte mig et svagt smil. Jeg nikkede hurtigt.

”Gør du..?” spurgte jeg nysgerrigt og så lidt på ham. Han så hen på mig og nikkede lidt. Ja, han vidste udmærket godt, at far ikke kunne lide ham.

”Det bliver da meget sjovt,” fastslog jeg og smilede opmuntrende. Justin svarede ikke, men holdte bare blikket ud ad forruden. Han troede vel ikke på mig. Ellers var han bare bange for, at far ville gøre et eller andet.

Jeg vidste godt, at Justin egentlig ikke var så meget for at tage med på grund af far, men jeg havde nærmest tvunget ham med. Måske kunne han blive godkendt af far igen. Det var i hvert fald det, jeg håbede på. Han havde faktisk fortalt mig, at han virkelig ville ønske, at han kunne få fars respekt igen, da han virkelig ønskede, at vi bare kunne blive én stor familie. Men der er vel altid drama i sådan nogle sager.

Vi kom hjem til Justin og gik indenfor. Selvom der ikke var gået særlig lang tid, siden vi blev kærester, følte jeg mig allerede hjemme. Jeg kunne bare komme og gå, det havde både Justin og Pattie sagt. Og så havde jeg fået koden til porten, min gamle plads ved spisebordet igen, og Pattie var endda så sød at tilbyde mig at få lavet en nøgle, hvilket jeg næsten blev tvunget til af Justin, da han mente, at hvis jeg var i nød, kunne jeg bare tage herhjem. Så jeg takkede ja.

”Er Pattie hjemme?” spurgte jeg, da vi var på vej op ad trappen til Justins værelse.

”Nej, hun kommer først i aften,” svarede han ligegyldigt og fortsatte med at gå. Jeg nikkede lidt for mig selv og gik bare med.

Da vi kom ind på Justins værelse, smed jeg mig direkte i hans seng. Jeg var træt. Og så selvom det var lørdag. Jeg havde bare ikke sovet en skid her på det sidste, da jeg havde glædet mig ret mig til det bryllup, og så var der også nogle personer, som larmede............ Klamt.

Far havde afsløret, at ham og Penelopé skulle til Spanien på bryllupsrejse. Og mig.. Jeg skal blive alene hjemme i to uger! Hvor fedt er det ikke lige?!

”Du har snart fødselsdag..” mumlede Justin pludseligt. Jeg så dumt på ham.

”Om 27 dage,” svarede jeg lavt. Han smilede svagt.

”Det er også snart.”

Jeg himlede med øjnene. Snart og snart.

”Hvad ønsker du dig?” spurgte han så. Jeg så lidt på ham og rystede på hovedet.

”Du skal ikke give mig noget. Jeg har dig, det er alt, hvad jeg ønsker mig,” svarede jeg kort. Han så lidt på mig.

”Jeg prøver igen, hvad ønsker du dig?”

Årh, hold dog op..

”Justin..”

”Cady, lad nu være og sig, hvad du ønsker dig.”

På en måde lød han faktisk irriteret. Hm.

Jeg sukkede.

”Du ved.. Det normale. Film, tøj, makeup, parfumer, smykker, sko..” svarede jeg og bed mig lidt i læben, imens jeg så ud af vinduet, hvor solen skinnede.

”Kan du være lidt mere præcis?” spurgte han stille.

”Jeg ønsker mig den der Abduction, du ved, med Taylor Launtner. Så ønsker jeg mig jeans i sort og blå, toppe, kjoler. Af makeup mangler jeg en god eyeliner. Alle slags smykker. Sko, stilletter. Og af parfumer.. en du kan lide.”

Han smilede lidt af det sidste, jeg sagde.

”Tak,” lød det så. Jeg nikkede lidt og tog hans hånd, som jeg begyndte at nusse lidt.

”Ad, jeg skal snart til eksamen,” mumlede jeg irriteret. Jeg gad virkelig ikke op endnu en gang. Det var virkelig argh!

”Det lyder hårdt,” sagde Justin ironisk. Jeg så lidt på ham.

”Hvad mener du?”

”Du får det bare til at lyde, som om du har et hårdt liv,” svarede han kort. Undskyld mig, hvad? Jeg slap hans hånd lidt og gloede bare på ham. Han skænkede mig ikke et eneste blik.

”Justin, jeg taler om min eksamen, det er da klart, at jeg ikke gider,” sagde jeg lidt hårdt. Han så hurtigt på mig.

”Cady, du skal til eksamen, det er da befriende for dig, at du snart er færdig med skolen.”

Ja, om et år.

Faktisk blev jeg en smule irriteret af det, han sagde.

”Bare fordi du garanteret aldrig har været til en rigtig eksamen,” mumlede jeg musestille for mig selv.

”Hvad?” kunne jeg bare høre ham sige. Jeg så op på ham. Han havde et koldt og stift blik, og han så bare sur ud. Fedt!

”Ikke noget,” svarede jeg bare og ville lægge mig den anden vej, da han begyndte at tale:

”Cady, hvem er det, der knokler for, at ens fans er tilfredse? Mig. Hvem er det, der må stå op kl. 6 hver dag, for at komme ud i et studie og arbejde videre på et album? Mig. Hvem er det, der har pressen oppe i røven hele tiden, for at få udtalelser om os? Mig. Jeg tror mit liv er værre end eksamen for dig, så jeg syntes bare, at du skal holde kæft.”

Hans stemme var virkelig hård og nærmest ond.

Jeg blev egentlig ret såret af det, han sagde, så jeg rejste mig bare op og gik hen til døren. Uden et ord fra Justin, gik jeg bare nedenunder og ind i stuen og satte mig på sofaen. Nå, så var den dag da ødelagt. Helt fint. Nu gider Justin så garanteret heller ikke komme i morgen, og jeg ender med at være en sur kælling, det er bare fedt.

Men hvad gik der helt ærligt af ham? Han var sur og irriteret i dag, tror jeg. Det virkede slet ikke som om, han var glad, da jeg satte mig ind i bilen hos ham.

Jeg sukkede og lænede mig tilbage i sofaen og tændte for fjernsynet. Så måtte Justin komme, hvis der var noget.

 

Jeg havde siddet nede i stuen og se fjernsyn for mig selv i en halvanden time, og Justin havde ikke så meget som tænkt på at komme herned og sige noget til mig. Jeg havde siddet trist og gloet på skærmen, imens jeg bare havde tænkt på det hele. Jeg mener, hvad hvis det hele er slut nu? Ej, så langt var vi nok ikke gået.

Jeg rejste mig op for at gå ud i køkkenet og tage et glas vand. Så det gjorde jeg. Jeg fandt et glas i skabet. Så gik jeg hen og fyldte det op med vand, imens jeg kiggede lidt ud ad vinduet. Det var ved at blive en smule mørkt. Jeg så, at glasset var fyldt op med vand nu, så jeg slukkede for vandhanen og vendte mig op, da jeg fik øje på en person, så jeg tabte glasset, som gik i tusinde af stykker. Justin, selvfølgelig.

”Fuck,” mumlede jeg hurtigt.

”Bare lad det være, vi skal snakke sammen,” sagde han og gik ind i stuen. Tak for hjælpen? Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle træde hen, da der lå glaskår de fleste steder, og jeg stod med bare tær, og jeg kunne allerede se noget glassplinter, der havde boret sig ind i mine fødder for oven, så det blødte lidt.

”Justin.. kan du ikke..hjælpe?” spurgte jeg lidt højt. Der lød et suk inde fra stuen, hvorefter han kom ud i køkkenet og så ned på gulvet. Så gik han hurtigt ud i gangen og kom tilbage, hvor han havde sko på. Han gik ind til mig og løftede mig op til ham. Jeg overvejede at kigge på ham, men jeg følte mig bare dum. Da vi nåede stuen, slap han mig og gik ud i gangen med skoene igen. Derefter kom han ind med en lille klud i hånden.

”Er du okay?” spurgte han og hentydede til mine fødder. Nå, nu bekymrer du dig vidst?

”Ja..” mumlede jeg bare og satte mig på sofaen. Han gav mig kluden, så jeg kunne tørre blodet af fødderne, hvilket jeg gjorde. Det gjorde ikke ondt. Det var bare en lille smerte, som næsten ikke kunne føles.

Justin satte sig ned ved siden af mig, da jeg havde givet ham kluden igen, og han havde lagt den et eller andet sted hen. Nok i vasketøjskurven.

Nå, han ville vist snakke.

Han havde placeret sig overfor mig i sofaen, så vi sad med siden til sofalænet. Så kiggede han på mig og så faktisk rimelig bedrøvet ud.

”Undskyld, Cady. Det var ikke meningen, at jeg skulle være sådan overfor dig. Der er bare så meget her for tiden. Mit album, pressen om dig og mig.. Jeg blev uvenner med Scooter i studiet i dag, så jeg har bare været sur hele dagen, og jeg har slet ikke fået snakket med nogen rigtig, så jeg tror bare, at det hele gik ud over dig..”

Han virkede ret ked af det, hvilket fik mig til at føle mig trist. Jeg kendte godt selv følelsen.

”Det' okay..” mumlede jeg og så lidt på hans øjne. Han tog mine hænder.

”Undskyld. Det var virkelig ikke fair, at jeg var sådan overfor dig.”

Jeg lænede mig frem og kyssede ham blidt på munden. Så trak jeg mig tilbage.

”Justin, du kan bare sige, hvis der er noget. Virkelig,” sagde jeg lovende. Han nikkede lidt.

”Hvad skete der med dig og Scooter?” spurgte jeg. Jeg kunne godt se, at han egentlig ikke ville snakke om det, men det er da godt at komme ud med noget en gang i mellem.

”Han mener bare, at jeg slet ikke giver ligeså meget af mig selv, som jeg plejer. Og jeg forstår det virkelig ikke, for jeg har slet ikke forandret mig? Så jeg begyndte at sige imod, og så begyndte vi ligesom at skændes...”

Jeg kunne godt mærke, at det her havde taget lidt på ham, for han mistede ligesom sin gejst lidt, når han var i dårligt humør.

Jeg tyggede lidt på det, han havde sagt og kunne godt fornemme, hvad Scooter mente.

”Du bruger nok for meget tid på mig,” mumlede jeg lidt, hvilket fik ham til at ryste hurtigt på hovedet.

”Nej, det er ikke dig, det ved jeg. Han kan godt lide dig,” sagde han. Jeg nikkede, selvom jeg ikke rigtig var overbevist.

”Jeg kunne godt bruge en ferie. Bare dig og mig,” lød det fra Justin lidt efter. Jeg smilede lidt.

”Så lad os tage af sted,” sagde jeg og rykkede helt ind til ham. Han trak mig ind til sig, så jeg så ind i hans skjorte.

”Det ved du godt, at jeg ikke kan. Men jeg har forhåbentlig snart ferie,” svarede han lidt nedtrykt.

Jeg kunne ikke lade være med at overveje tanken. Bare stikke af. Justin og mig helt alene.

”Ville du gøre det, hvis du ikke havde din karrierer?” spurgte jeg og trak mig lidt væk, så jeg kunne se på ham. Han smilede lidt.

”Tanken frister. Men hvad med alle andre? Jeg tror, de har brug for os..

Jeg svarede ikke, men gav bare hans hånd et klem. Måske havde de brug for os, ja, men det var vel vores liv...

”Justin, vi har snart et årsdag,” sagde jeg og så op på ham. Ja, vi havde slået op og sådan noget, men altså, det talte vel ikke..

”Ja, hvis man ser bort fra alle de gange, vi ikke har været sammen.”

Jeg smilede lidt til ham.

”Vi er idet mindste sammen nu,” svarede jeg. Han smilede og nikkede.

”Hvilket jeg er taknemmelig for,” fortsatte han. Jeg blev helt glad indeni.

”Jeg er lige nødt til at høre, hvad jeg skal tage på i morgen, for jeg er ligesom lidt lost..” sagde han lidt efter. Jeg smilede lidt.

”Har du fundet noget at vælg imellem?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

”Jeg vidste ikke, hvad du skulle have på, så det nyttede nok ikke,” svarede han. Jeg rejste mig og trak ham med ovenpå. Vi gik ind på hans værelse og begyndte så at lede i hans walk-in-closet, hvilket jeg stadigvæk var misundelig på. Jeg ville også have et!

”Altså, jeg har sådan en cremefarvet kjole på. Den er stropløs og har sådan nogle perler og så'n...”

Jeg ledte hans skjorter igennem og faldt over en almindelig hvid en. Hmm.. han kunne da godt dukke op i jakkesæt.

”Hvad med..” mumlede jeg for mig selv og fik sammensat et jakkesæt, der bare bestod af det sædvanlige; en sort jakke, et par sorte bukser og en hvid skjorte, samt et slips. Det kunne sagtens gå. Også til min kjole.

”.. det her?” sagde jeg lidt efter. Justin studerede tøjet og nikkede.

”Sagntes,” svarede han og smilede lidt. Jeg gengældte smilet lidt og tog tingene med ind på hans værelse, hvor jeg hang det op, så det ikke blev krøllet.

”Det var det,” lød det fra mig. Jeg så på Justin, der havde sat sig på sengen. Han rakte armene frem, så jeg kom hen til ham, hvilket jeg gjorde. Jeg satte mig på ham, så jeg sad front mod ham.

”Du ved godt, hvor meget jeg elsker dig, ikke?” spurgte han lavt. Jeg smilede svagt.

”Vil du virkelig have, at jeg skal svare på det?”

Han svarede ikke, men smilede bare selv.

”Jeg er virkelig glad for, at du forstod mig før, for jeg var egentlig bange for, at jeg var gået helt over stregen, og du ikke gad mig mere...”

Han hentydede til det med Scooter.

Jeg nikkede bare.

”Justin, som sagt, kan du bare fortælle mig tingene, så vi kan snakke ud. Hvad har vi ellers hinanden til?”

Da jeg sagde det, dukkede nogle forkerte tanker op i mit hoved, og han begyndte at sidde at smile lidt frækt. Jeg var ved at grine.

”Ja, også det. Men, du ved, hvad jeg mener. Bare sig til, jeg vil hellere end gerne hjælpe.”

Han nikkede og kyssede mig på kinden.

”Jeg skal nok fortælle dig det. Men så må du også love mig, at fortælle mig, hvis der er problemer, ikke?”

”Jeg lover.”

Første gang jeg sagde, at jeg nok skulle fortælle ham alt, virkede det ikke overbevisende fra min side af, men da vi sad her, føltes det helt anderledes. Jeg følte, at jeg sagtnes kunne fortælle ham alt. Ikke flere løgne, ikke flere misforståelser. Bare ærlighed.

Det kunne vi komme langt med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...