Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13548Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jeg ligger på min seng med lukkede øjne. De små piller jeg nu har taget i en uge er begyndt at virke. Jeg sover tungt om natten og min ansigtskulør er begyndt at vende tilbage. Alt det er meget godt, men det har ikke fået dem til at forsvinde. Efter jeg er begyndt at sove igennem, er jeg vågnet med en trykken for brystet hver morgen. Det er som om jeg ikke kan trække vejret rigtigt.

Mit hoved triller til den ene side. Langsomt glider øjenlågene op. Det er sen eftermiddag og mørket er endnu ikke kommet frem. Det er snart tid til at tage pillen. Min tunge er opsvulmet og tør. Kroppens naturlige behov er så småt ved at vende tilbage. Jeg er stadigvæk tynd og undgår stadigvæk alle former for blankt materiale. 

Jeg er tørstig...

Døsigt løfter jeg mig op i siddende stilling, hvorefter jeg lader mine fødder falde ud over sengekanten med to bløde dump. Mine muskler er slappe og hovedet værker. Men trangen til vand er værre end de andre skavanker. På en gang sætter jeg af med begge hænder og får skubbet mig selv op at stå. Det er lige før jeg vælter, men med den ene hånd støttende op af væggen, får jeg slæbt mig selv ud i køkkenet. 

Vandhanens kolde, fugtige og glinsende vand er forfriskende. Jeg starter med at drikke af et glas, men jeg får ikke tilfredsstillet min tørst. Glasset stiller jeg fra mig og lægger i stedet hovedet på skrå, så jeg kan drikke fra hanen. Jeg kan mærke vandet glide ned i maven. Selvom vandhanen kører og jeg er ved at sprænges, kan jeg ikke få nok. Jeg griber om hanen, som om det er en halspulsåre, og jeg er en vampyr, der tørster efter blod. 

Først da jeg er ved at drukne, giver jeg slip. Min T-shirt er blevet våd og klæbrig. Mit hår, der er blevet vådt, efterlader små dråber på gulvet. Døsigheden er vendt tilbage. Lettere foroverbøjet og med halvt lukkede øjenlåg vakler jeg tilbage til mit værelse. 

Jeg undrer mig ikke over stilheden i huset. Eller den pludselige trang til at suge alt vandet ud af vandhanen. Ej heller lægger jeg mærke til, at solen er gået ned. Jeg praktisk talt bumper ind i min dør. 

Sjovt. Jeg kan ikke huske jeg lukkede den.

Jeg trækker vejret dybt og hviler panden mod døren. Sådan står jeg et øjeblik, indtil jeg trykker håndtaget nedad og skubber døren op. 

Værelset er koldt. Ikke bare koldt, men isnende som om alt varmen er blevet suget ud. Jeg stivner med hånden hvilende på dørhåndtaget. Den velkendte isklump i maven er tilbage på plads, og en kold iling løber ned langs ryggen. Jeg er et hundred procent klar over, at de er her. Min frostånde bliver pustet ud i rummet og kan tydeligt ses. 

Mor. Far. Hjælp...

I en cirkel rundt om sengen står de. Jeg kan se dem tydeligere, end jeg nogensinde har kunnet før. Det er ikke kun de sædvanlige der er der. Flere er kommet til. Min frie hånd ryster mens den anden knuger om dørhåndtaget. Jeg begynder at hive vejret ind i små paniske åndedrag. Min gispende vejrtrækning er alt for høj i det stille værelse. 

De ser mig også med det samme. Èn for èn vender de sig mod mig. Jeg kan ikke se deres ansigter, alt er dækket af en form for sort røg. Det er ikke alle der er i fuld form, nogle af dem er kun synlige fra hofterne og op. Jeg kan tydeligt kende dem der plejer at være der: den med hatten, den med det store hoved, den høje og den lille drengeagtige skikkelse. 

Mit hjerte stopper et sekund, da jeg genkender en til. Over sengegærdet, med hovedet drejet i en forvreden stilling og kløerne boret ind i væggen, er væsenet fra Tobias' værelse. Jeg kan se den tydeligere og skelne detaljerne. Hovedet er trekantet, og noget der ligner pikke stikker ud derfra ligesom på et pindsvin. 

Dem der står nær sengen, er alle mørke. Nej det er forkert. De er ikke mørke, de er heller ikke sorte. De er tomme skaller, der kun har had og sult tilbage. Rædselsslagen ser jeg på dem. Har de flyttet sig? Nej, de står der bare, men hvor længe har de tænkt sig det?

Gå ud af rummet og luk døren.

Jeg kan ikke. Mine fødder er plantet solidt på jorden, og jeg kan ikke gøre noget for at flytte dem. Mine øjne fyldes med salte tårer. Jeg klemmer øjenlågene i og åbner dem igen, for kun at opdage, at de er kommet nærmere. Jeg ryster på hovedet, men det hjælper ikke. Et eller andet bevæger sig bag ved væsenerne henne ved mit skrivebord. Glimtet af skikkelsen er kortvarig, men det er også nok. Denne ene skikkelse, der er lysere end de andre og ikke en tom skal, gør at jeg tør slippe dørhåndtaget. 

Men det er for sent. I det jeg drejer hovedet, ser jeg en af dem springe frem mod mig. Alt jeg når at opfatte er en isnende men samtidig brændende fornemmelse i brystet. Der er endnu en af dem der springer mod mig. Denne gang bøjer jeg mig forover efter kontakten. Smerten er uudholdelig. Balancen svigter og jeg falder. Det sidste jeg ser og hører, inden jeg besvimer, er et trekantet sort hoved, der kravler tættere på og hvæser på sin ejendommelige måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...