Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13467Visninger
AA

24. Kapitel 24

Phillip er taget hjem, så jeg er helt selv inde på værelset. En gang imellem dukker der en sygeplejerske op, men det er også det. Inderst inde gør det mig lidt trist, at ingen har prøvet at kontakte mig. Det giver mig tid til at spekulere, men også genvinde min styrke. Jeg er træt, hvilket er mærkeligt, eftersom jeg åbenbart har sovet i to år. Min krop er svag og mærket. Arret på armen er ikke det eneste. Hele vejen rundt om livet er et langt, takket ar.

Der er også andre ar, men det er disse to, som på en eller anden måde også er kommet med i min drøm. Jeg tror, at det er fordi, de er så vigtige. De er en del af mig nu. Jeg ser op i loftet, men ingen skygger kommer kravlende og vil slæbe mig med. Intet hvæsende væsen skriger "Min!" efter mig og jeg kan ikke mærke den iskolde klump i maven. Det ser ud til at mit mareridt er forbi. Det er en lettelse.

Der lyder råb ude fra gangen, men jeg tager ikke rigtig notits af det. I stedet tager jeg den lille gummibold og begynder at klemme om den. Mine fingre er svage, men bolden hjælper med at gøre dem stærkere. Jeg har ikke lyst til at sove nu, selvom jeg er træt og udmattet, vil jeg gerne ud af sengen. Med sved på panden og et godt greb i sengekanten, kommer jeg op og sidde og har svunget benene ud over siden. Jeg trækker vejret dybt og rejser mig så op. Svimmel og håbløst svag knækker mine ben under mig, så jeg falder om på gulvet. 

Det tager mig et øjeblik at genvinde nogle kræfter, så jeg får mig slæbt hen til væggen under vinduet. Min ene hånd griber om karmen, hvorefter jeg trækker mig selv op og stå. Mine muskler skriger, og jeg kan mærke, at jeg ikke kan blive stående længe. Jeg skubber gardinet til side, så jeg kan se nattehimlen. Stjernerne blinker med et gyldent skær, så jeg ikke kan lade være med at smile.

Døren sprænger op med et brag, så jeg er ved at falde af bare overraskelse, men i sidste øjeblik, får jeg genvundet balancen. Jeg skal til at skælde personen ud, men min mund åbner sig i stedet i et måbende "O". Det eneste lys i værelset er sengelampen, men det er også nok. 

Tobias skråner gennem rummet og trækker mig ind til sig i et knus, der siger mere end en milliard ord. Hans velkendte duft rammer mine næsebor, hvilket bringer glemte minder frem. Jeg mærker, hvordan han ryster, og det går op for mig, at han græder. Jeg løfter armene og lægger dem omkring ham, velvidende at han vil gribe mig, hvis jeg falder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...