Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13544Visninger
AA

23. Kapitel 23

Jeg har været i koma? Men...

Mine hænder knuger hårdt om lagnet. Jeg kan mærke neglene der borer sig ind i mine håndflader, og føle smerten der derefter kommer. Den lille maskine ved siden af mig begynder at bippe helt vildt og afslører derved, hvilket kaos min krop og sjæl er i. 

"Jeg... Jason?"

Min krop slapper af, og jeg lukker udmattet øjnene. Der må være noget galt, for jeg er sikker på, at de sidste to år virkelig er sket. Jason er virkelig, og det er skyggerne også! Der må være en fejl et eller andet sted. Phillip må tage fejl, det kan ikke passe. Jeg laver en irriteret og smertefuld grimasse. Mit hoved gør ondt, og alt den tænkning og forvirring gør det ikke bedre. Phillip rejser sig fra stolen og lægger en hånd på min pande. Han rumsterer med et eller andet, og jeg mærker en form for lindring, der bliver sprøjtet ind i min arm. Langsomt falder jeg i en behagelig søvn. 

 

Der går flere dage og jeg begynder langsomt at få styrken tilbage. Phillip besøger mig kort, men han siger ikke så meget udover, at jeg ikke må overanstrenge mig. Jeg har lyst til at spørge ind til komaen, og få at vide, hvad der er sandt, og hvad der er usandt. Min hjerne, der begynder at blive normal, begynder at blive irriteret over denne tavshed. Jeg vil gerne slå fast overfor ham, at jeg altså kun er 17, og at jeg tydeligt kan huske, hvad der er sket de sidste to år. Min trang til at se mine forældre begynder også at trænge på, men sygeplejersken siger, at de ikke må se mig endnu, da jeg ikke er klar til det.

Phillip bøjer min arm og strækker den ud igen. Jeg er ikke sikker på, hvad det skal gøre godt for, men nu har jeg mulighed for at tale med ham. 

"Hvorfor må jeg ikke se mine forældre?"

Det at tale, er blevet meget nemmere for mig, så jeg snubler ikke så meget over ordene mere. Phillip får en lille rynke i panden, men han svarer ikke lige med det samme.

"Anne... Du er ikke helt rask endnu, selvom du er ved at få det bedre. Der skal ikke meget til, for at kaste dig tilbage i komaen igen. Du skal tage den med ro. Men bare rolig... du skal nok få dem at se snart."

Jeg spidser munden og skal til at sige noget mere, men jeg stopper op, da jeg ser datoen, han har skrevet i hjørnet på dagens journal. Min tunge føles tør og hævet, jeg kan ikke rigtig formulere mig, så jeg stirrer bare på datoen. Der er noget der slår klik inde i hovedet på mig, og jeg begynder at grine. Phillip ser forundret på mig.

"Du har skrevet forkert dato... Jeg troede læger havde styr på sådan noget."

Han ser forvirret på mig, men det går op for ham, at jeg har set datoen, der er skrevet i journalen. Det går op for mig, at han bare ser på mig, og jeg bliver grebet af en meget ubehagelig fornemmelse.

"Anne... Hvor gammel er du?"

Jeg drejer hovedet lidt og sender ham et skævt smil.

"Det burde du da vide... Jeg er 17."

Han lukker øjnene og sukker dybt. Jeg kan se, at han kæmper med et eller andet, men jeg vil ikke udspørge ham. Der er et eller andet der siger mig, at jeg vil få noget ubehageligt at vide. 

"Nej Anne. Du er 19 år."

Jeg ser på ham et øjeblik, men begynder så at fnise. Det føles så dejligt at fnise, det er som små bobler, der kilder i maven. Mit fnis forsvinder, da jeg ser hans alvorlige ansigt.

"Anne, det er ikke meningen, at jeg ville fortælle dig det nu, men du har brug for at vide det. Du har ligget i koma i to år, hvilket betyder, at du har ændret dig fysisk, men dit sind er som en 17 årig."

Automatisk, løfter jeg hånden til mit ansigt. Det er rigtig nok, at huden er blødere og mere naturlig end jeg husker. Jeg har jo også fået drop, så mon ikke det er derfor jeg har taget på? Men Phillips ansigtsudtryk gør mig usikker, hvis jeg kan finde et spejl, vil jeg selv kunne se, at jeg ikke har ændret mig og dermed bevise, at han tager fejl. Et nyt spørgsmål dukker op i mit hoved.

Tager han nu også fejl? For hvis han gør, vil det betyde at alle omkring mig tager fejl. Men... Det var så virkeligt.

"Er det normalt, at drømme, mens man er i koma? Og... på den måde leve videre?"

Phillip sender mig et lille smil og sætter sig ved siden af mig på sengen. Jeg føler mig meget lille ved siden af Phillip og det er mærkeligt, for Fillip, Jasons lillebror, er så lille sammenlignet med denne Phillip.

"Det er meget normalt... Drømmen kan virke som en form for forklaring på et eller andet. Hvis du vil, kan du jo fortælle mig det, og jeg kan prøve at hjælpe dig med at forstå."

 

Det tager lang tid for mig at forklare. Både fordi jeg flere gange ryster så meget af skræk ved minderne, at jeg ikke kan fortsætte med at tale, og andre gange fordi jeg bryder sammen i gråd. Phillip siger ikke noget, men lytter bare og lægger en trøstende hånd på min skulder, når jeg har brug for det. Jeg er endnu ikke sikker på, at det hele er en drøm. Jason kan ikke være en drøm. Nej, han er virkelig, det må han være. Nu græder jeg igen. Tårerne løber ned over mine kinder og gør den hæslige hospitals dragt våd.

Phillip sidder stille et øjeblik, mens han tænker over min fortælling. Det går op for mig, at det egentlig godt kan hænge sammen med en form for koma. Selvom jeg er ked af det, føler jeg mig også underligt lettet. Alt dette må betyde, at jeg ikke er blevet til et vrag og mine forældre, har ikke set mig skrumpe ind og blive til en zombie. 

"Det lyder som lidt af en drøm... Men jeg tror, jeg kan drage en parallel og forklare dig nogle af tingene. Jeg tror, skyggerne er en form for død, og at de konstant har prøvet trække dig dybere ned i komaen for til sidst at dø. Den Tomme Verden, må være en form for mellemstadie, altså der hvor du har muligheden for at komme ud af komaen. Du har besøgt stedet to gange, og hver gang har du på en eller anden måde været i kontakt med Fillip. På en eller anden måde tror jeg at denne Fillip er mig, men også en form for kontakt til denne verden. Fillip prøver at få dig til at vågne op."

Han stopper med at tale et øjeblik og læner sig forover, så han kan støtte albuerne på knæene.

"Der var et tidspunkt, hvor en ny læge ville prøve noget, en ny lægevidenskab, der skulle få komapatienter til at vågne op. Han prøvede det på dig, men det forværrede din situation. Dette kan måske hænge sammen med psykiateren Thomas, der prøver at hjælpe dig og giver dig Benzodiazepin, men du får det værre og bliver angrebet af skyggerne, der trækker dig med  til den Tomme Verden for første gang. Her er du tæt på at dø, men du er også tæt på at vågne. Jeg tror dine ar bliver synlige, fordi du er tæt på at vågne eller dø. Men du er en fighter, og derfor kan Fillip komme og hjælpe dig."

Det går op for mig, at jeg ikke trækker vejret, så jeg tager en dyb indånding. Jeg er slet ikke klar over, hvor meget det hele kan betyde. Men han har ikke svaret på det vigtigste.

"Hvad er Jasons og Tobias' rolle?"

Han drejer hovedet mod mig, og ser mig dybt i øjnene. Jeg er klar over, at han tager det fuldstændig seriøst og på ingen måde gør grin med mig. Det er en lettelse.

"Jeg er meget i tvivl omkring det. De to har vigtige roller, men det er også meget indviklet. Der er en ting du skal vide, inden jeg fortsætter..."

Han holder en pause, men fortsætter så.

"Da du endte i koma, blev Tobias knust. Jeg så ham bryde sammen, så hvordan sorgen og samvittigheden brændte ham op indvendigt. Han kørte bilen, derfor mente han, hvilket han nok stadigvæk gør, at det var hans skyld, og at det var ham, der burde være i koma. Han kunne ikke bære det, hvilket har resulteret i, at han ikke har besøgt dig i de to år der er gået..."

Mine tårevædet øjne, begynder at blinke og jeg løfter hånden op til munden. Jeg ved ikke, hvilken følelse der er stærkest. Tobias' smerte eller det at han ikke har besøgt mig.

"Derfor tror jeg, at Tobias aldrig er dukket op i din drøm. Simpelthen fordi han ikke har besøgt dig... Jason er mere kompliceret. Han har flere funktioner, og jeg tror det er umuligt at forklare dem alle. En af de tydelige er at han hjælper dig. Han er der for dig. Jeg tror du har skabt ham, fordi du har været ensom, og haft brug for en ældre person, du kan stole på. Du er blevet svigtet så mange gange... Både af dine venner men også af dine nærmeste. Men Jason er en del af din fantasi, din drøm. Derfor trækker han dig også længere ind i komaen. Det er din egen trang til at finde en løsning, der gør, at du kan sætte dig selv fri."

Han gnider sine øjne, men ser ikke ud til at stoppe sin talestrøm.

"Jeg tror, at grunden til, at du skal vælge, er fordi du ikke rigtig kan give slip på Jason og drømmen. Det er også derfor Jason dør. Han dør, så du kan vågne. Jason gør det, som du forventer en ven skal gøre. Han redder dig. Man kan sige at han på en måde fungerer som din underbevidsthed. Han ved, at hvis du vælger at blive, vil du aldrig vågne og med tiden dø. Han ved at det var din eneste chance for at vågne og derfor ofrede han sig. Fordi du inderst inde gerne vil have ham til det."

Jeg trækker knæene op under hagen og vugger frem og tilbage. Det Phillip siger giver mening, men jeg vil nok aldrig forstå den fulde sammenhæng. Noget inde i mig kan stadigvæk ikke slippe tanken om den verden - eller drøm. Der er dog noget, som jeg ikke kan få til at hænge sammen.

"Men... Hvordan kunne det være, at jeg vidste, hvornår Tobias kom tilbage, og hvorfor blev jeg ikke ældre?" 

Phillip rejser sig op og går over til vinduet, hvor solen for længst er gået ned.

"Jeg tror egentlig, at det var tilfældigt, at du vidste det var to måneder. Men jeg tror, at det hele tiden ville være to måneder. Det hænger også sammen med, at du aldrig blev ældre. Du var fastlåst i tiden og ville ikke kunne udvikle dig. Selvom du sultede, tror jeg ikke, at det hænger sammen med tiden. Det, at du var udhungret hænger nok mere sammen med, at du manglede nærvær. Selvom dine forældre har besøgt dig, må du have følt dig ensom og derfor længtes efter nærvær."

Han tager en dyb indånding og vender sig så om mod mig.

"Jeg tror,du selv skal finde ud af, hvordan resten hænger sammen. Selvfølgelig vil jeg prøve at hjælpe, men du må selv tage de store skridt frem mod forståelsen."

Jeg nikker tænksomt. Phillip skal til og gå, men jeg har et sidste spørgsmål.

"Hvem var i rummet, da jeg vågnede?"

Tanken har længe været i mit hoved. Hvem var den person, der lagde sin hånd på min kind? Jeg har på fornemmelsen, at det er vigtigt.

"Det var Tobias..."

"Men du sagde..."

"De ville slukke respiratoren... De var ved at opgive håbet Anne, men Tobias dukkede op og skældte dem ud. Det var første gang han var her, og han var rasende. Jeg tror hans tilstedeværelse, gav dig et lille skub. For da han begyndte at råbe op... Vi så det alle. Du græd Anne. Da Tobias lagde sin hånd på din kind... Vågnede du."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...