Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13546Visninger
AA

21. Kapitel 21

"Det er lige meget... Du har ikke meget tid!"

Væsenet bøjer sig lidt forover, så den får et rovdyrlignende udseende. Den sorte røg strækker sig ud som fangarme og skygger for det lys der er. Dens hoved er skjult i røgen, men kommer til syne i små glimt. Og i de små glimt, kan jeg se væsenets grusomme jeg, der giver mig gåsehud over hele kroppen. Den tager et skridt frem og jeg vakler et skridt bagud, men falder over Jasons krop.

Fillip ser desperat på mig. Hans øjne er spærret op i rædsel og genkendelse af væsenet. 

"Anne..."

Jeg tør ikke se. I stedet fokuserer jeg på Jasons ansigt, der er blevet helt grålig.

"Jeg vælger..."

Min stemme er helt sprukken, og jeg må rømme mig én gang, inden jeg genoptager sætningen.

"... Jason. Jeg vælger Jason."

I det samme jeg har gjort op med mig selv, at jeg vil redde Jason, hører jeg væsenet hyle. Jeg vender mig rundt og ser over mod Fillip. Han står i vandkanten omgivet af et spøgelsesagtigt skær, det milde smil han sender mig, både forvirrer og giver mig en følelse af, at noget tungt er løftet fra mine skuldre. Han nikker en enkelt gang og vender sig så om mod væsenet. Jeg ser det ske, men når ikke at reagere. Skyggen trækker Fillips lille krop ind til sig og lader røgen dække dem begge.

Jeg ser ikke, hvad der sker med Fillip. For i det samme hører jeg Jason hive efter vejret. Hans ryg skyder opad i en bue, mens hans hoved vipper bagover, alt imens han kæmper for at få vejret. Han blinker febrilsk med øjnene og prøver at fokusere.

"Shh... Se på mig, se mig i øjnene."

Han genkender åbenbart min stemme, for han griber ud efter mig og holder godt fast i min arm. Jeg støtter hans hoved, så det er lettere for ham at trække vejret. Han åbner og lukker munden og suger alt den luft ind han kan. Efter nogle gisp bliver hans vejrtrækning mere normal.

Jeg drejer hovedet over mod Skyggen, der er i gang med at fortære Fillips sjæl - Eller hvad det nu er. Jason må ikke se det, så jeg rykker tættere på ham, så jeg dermed både skærmer hans krop og forhindrer ham i at se, hvad der sker med hans lillebrors sjæl. 

"Anne...?"

Der er noget galt, hans stemme er alt for lille og svag. Jeg drejer hovedet, så det ene øre vender mod ham, hvorefter jeg bøjer mig indover ham, så jeg bedre kan høre, hvad han siger. Han løfter den ene hånd og drejer mit hoved tilbage, så han i stedet kan se mig ind i øjnene.

"Shh... Du skal nok klare den. Vi skal nok klare den."

Jeg hvisker ordene, ikke fordi jeg er særlig sikker på, at de er sande, men mere for at berolige mig selv. Mit sind prøver at virke rolig, men min krop ryster og afslører, hvad jeg virkelig føler. Selv mine øjne kan jeg ikke kontrollere, små salte tårer dannes og triller ned ad mine kinder.

"Tak Anne... Men lige meget hvilket valg du har truffet, vil jeg dø..."

Jeg stirrer forvirret ind i hans øjne, der trækker mig med ned i dybet. De er så alvorlige, at jeg et øjeblik glemmer at trække vejret.

"Hvad er det du siger? Jeg har valgt at redde dig!"

Hans greb om min arm bliver fastere, og jeg kan høre en rallende lyd fra hans bryst. Jeg lægger min hånd oven på hans brystkasse og kan mærke hjertet, der langsomt bliver svagere.

Nej...

"Jason...Du må ikke dø! Hvordan skal jeg kunne klare mig uden dig på det her sted? Det er uretfærdigt!"

Han siger ikke noget, men ser mig bare ind i øjnene med de skinnende øjne, der for altid vil forfølge mig.

"Du har været her for mig! Du... Du må ikke forlade mig..."

Min stemme knækker over og jeg må trække mig lidt væk for at tørre øjnene, så jeg igen kan se noget.

"Jeg forlader dig heller ikke... Jeg sender dig hjem."

Uforstående ser jeg på ham, men han uddyber ikke sit svar. Et skingrende skrig flænser den tomme luft og jeg vender mig forskrækket rundt. Fillip er væk. I vandkanten står nu skyggen med blikket vendt mod Jason og mig. Alle nakkehårene rejser sig på mig, og jeg trækker mig automatisk lidt bagud.

Jason griber fat i min arm og trækker mig ned ved siden af ham. Først kæmper jeg imod, det er meningen vi skal væk herfra. Han holder mig ned og ruller oven på mig, så jeg et øjeblik slet ikke kan få vejret. Men det er kun et øjeblik, hvorefter han hæver sig op på albuerne, så der kun er en håndsbredde mellem vores kroppe. Jeg ser ham dybt i øjnene og ved ikke helt, hvad jeg leder efter.

Skyggen kommer tættere på, men det ser ikke ud til, at Jason er bange eller noget. Han ser bare på mig med et mildt udtryk skjult i de alvorlige øjne. Hans varme sødmefyldte ånde blandes med min, så jeg får en kildende fornemmelse i maven. 

"Anne... Lyt til mig. Luk dine øjne..."

Jeg lægger hovedet på skrå og ser forundret på ham, men gør det så. Min krop stivner, for jeg ved ikke, hvad jeg forventer. Derfor kan jeg ikke lade være med at smugkigge under øjenvipperne. Jasons hoved er drejet, så han ikke kan se mig. Jeg spærrer øjne vidt op. Lige bag ham og omkring ham, står skyggen. Der er så meget mørke, der bevæger sig, at jeg ikke kan kende forskel på skygge og tomhed.

Jason drejer hovedet og ser på mig. Hans øjne er fyldte med et trist skær, da han ser, jeg har åbnet øjnene. Han laver en smertefuld grimasse og bider tænderne samme med et støn. Hans øjne får et mat skær og jeg ser livet sive ud af ham. Jeg kan ikke lade være, mine øjne er så slørede af tåre og små hulk undslipper min sammenbidte kæbe. Et stærkt lys, stærkere end sollys eller noget andet, blænder mig, og jeg klemmer mine øjenlåg hårdt i. Jeg mærker noget tungt falde ovenpå mig, hvorefter jeg besvimer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...