Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13463Visninger
AA

20. Kapitel 20

Jeg knytter mine hænder og stirrer lamslået på Fillip.

Hvad mener han? Skal jeg vælge mellem mit eget liv og Jasons? Det kan jeg da ikke, det er umuligt!

Fillip ser på det lille ur endnu engang, som om, det han lige havde sagt ikke gjaldt, at hans egen bror måske skulle dø. Jeg har lyst til at råbe ad ham, hvad for en slags bror er han? ingen vil lade sit eget kød og blod i fare, så hvorfor denne neutrale nærmest ligeglade holdning? 

"Det behøver jeg ikke engang tænke over... Jason skal leve, så må jeg bare leve med konsekvenserne."

Jeg bukker mig ind over Jasons krop, så mit ansigt er lige ude for hans. Panden er fugtig og klam, men læberne er blålige og hans øjne lukkede. Jeg bider mig i læben og prøver at ruske lidt i ham, men der er ingen reaktion.

"Det ser ikke ud til, at du har hjertet med i det."

Fillips stemme er monoton og har fået en fjern klang. Jeg ser over mod ham og har lyst til at vrisse efter ham, men Fillips udtryk rører ved noget dybt inde i mig. 

"Jeg sagde du skulle finde en stærk person, og at han skulle være mærket..."

Et overrasket udbrud kommer ud af min mund, da det går op for mig, at stemmen fra efter mit første besøg i Den Tomme Verden, tilhører Fillip. Det er underligt, at det først går op for mig nu, men igen, så er mit liv meget mærkeligt. Jeg kan ikke rigtig fatte, at Fillip, Jasons lillebror, hele tiden har været hos mig. 

"Du var så langt nede på det tidspunkt, at du aldrig ville være nået hertil uden Jason. Det med at han skulle være mærket... Ja, det har du selv regnet ud, han skulle være psykisk mærket. Det er faktisk mere vigtigt end du tror, men tiden er ikke inde til forklaring. Du skal foretage dit valg."

Jeg ser på Jasons blege ansigt og tilbage på Fillip.

"Hvad er det præcist, du vil have, at jeg skal vælge?"

Han ser på det lille ur med en bekymret mine, for derefter at løfte blikket mod mig. 

"Hvis du vil redde Jason, vil du aldrig komme tilbage, hvilket han heller ikke ville. I vil begge være fanget her og blive pint af skyggerne for til sidst at forsvinde... Blive trukket med ned i mørket for aldrig at vågne igen."

Han tager en dyb unødvendig indånding og fastholder mit blik.

"Hvis du lader Jason dø, vil du kunne komme tilbage..."

Jeg bliver vred og kan ikke lade være med at råbe.

"TILBAGE? tilbage til hvad? Et liv fyldt med skyldfølelse? Jeg vil ikke kunne efterlade ham her, ikke for noget i verden..."

"Heller ikke for Tobias?"

Jeg slikker mine tørre læber og stirrer vantro på ham.

"Hvad har Tobias med det her at gøre? Jason er ved at dø, og du taler om Tobias... Tobias er her ikke, han er væk! Jason har været her for mig, hjulpet mig - Det har Tobias ikke!"

Vreden i min stemme er tydelig og jeg føler en boblende vrede indeni. Mit hoved koger og syder ,som når man hælder vand på en tændt kogeplade. Det er så mærkeligt, for jeg er slet ikke vant til det. Normalt er mit væsen blidt og smilende. Denne side af mig, denne følelse af afmagt og noget andet, åbner op for tanker og følelser, jeg aldrig rigtig har været i kontakt med.

Alt luften jeg har suget ned i lungerne, puster jeg ud efterfulgt af et gisp.

"Vent... Er Tobias i fare?"

Jeg bliver grebet af en anden form for frygt, den frygt man bliver ramt af, når en man elsker meget højt er i fare. Det bånd der er mellem Tobias og mig, vores bror og søster bånd, føles pludselig meget skrøbeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg vil gøre, hvis der sker noget med Tobias.

Tobias er her ikke... Han er væk...

Hvordan kan han være i fare? Han er her jo netop ikke. Forvirret og fuldstændig afmagtet løfter jeg begge hænder op for at skjule mit ansigt. Jeg mærker tårerne trille ned i mine håndflader og mærker, hvordan mit hjerte gennembores af sylespidse grene. Min krop gennemrystes af små chok, der føles som elektriske stød.  Jeg er så træt. Jeg vil hjem. Lægge det hele bag mig og glemme det. Glemme skyggerne og deres ondskab. 

Fillips lyse silhuet skinner gennem mine håndflader, og jeg mærker hans små hænder tage fat om mine. Mine tårevædet øjne, der har gjort mit ansigt vådt og fugtig, fanger hans blik. 

Jeg er overrasket over den smerte, der er i hans øjne. De himmelblå øjne - der er meget lig Jasons - er mørkere og fyldt med bekymring. Den samme bekymring jeg har for Tobias, men også for Jason.

"Giv slip Anne... Vend hjem."

"Jeg kan ikke efterlade ham..."

"Det bliver du nødt til... Tobias har brug for dig..."

"Stop! ... Jeg vil ikke! Jason er min ven! Han er din bror, hvordan kan du gøre det mod ham?"

"Hvis du efterlader ham, vil du forstå."

"Men... Hvorfor? Hvorfor kan vi ikke begge tage hjem?"

"Det..."

Han bliver afbrudt af et hyldende væsen, der braser ud gennem den mørke skov og vader ud i vandet. Skyggen er rasende og har kurs mod Fillip,  mig og Jasons næsten livløse krop. Jeg mærker kulden og den gennemborende ondskab, der syder ud fra væsenet.

Fillip rejser sig op, og med et ligblegt ansigt ser han på det lille ur.

"Anne! Træf dit valg nu!"

Endnu et skrig gennemborer tomheden, og jeg må tage mig til hovedet for at lukke den skrækkelig lyd ude.

"Jeg kan ikke..."

Mine øjne fæstnes på Jasons ansigt.

"Jo du kan. Du må ikke sætte dig i et hjørne og gemme dig, gå ud og vis verden, hvem du er!"

I et ryk er jeg på benene og stirrer på Fillip. Lige præcis den sætning, den ene sætning. Jeg er målløs.

"Det siger Tobias altid..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...