Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13558Visninger
AA

2. Kapitel 2

En blid hånd klemmer min ene arm. Chokket over at det faktisk lykkedes mig at sove - godt nok midt under en kedelig historie film - gjorde at min hånd under hagen glider, og jeg sætter mig ret op med et lille udbrud. Pia, vores historielærer, sender mig et gennemborende blik. 

Jeg er for træt til at tage mig af det, i stedet ser jeg mod min sidemand. Niels sender mig et undskyldende smil. Jeg gider ikke være sur på ham, han ville sikkert bare sørge for, at jeg fulgte med. Jeg sukker, trætheden er stadigvæk overvældende. Det værste er ikke, at jeg ser træt ud - jeg ligner nærmere et omvandrende lig - men, at alt min livsglæde er sivet ud af mig. Jeg har altid været en glad pige, med masser af spilopper på hjernen og ikke bange for, at vise sig. Nu, orker jeg ikke noget.

Mine forældre er bekymrede, men jeg har bildt dem ind, at det bare er en fase. Jeg er usikker på, hvor længe jeg kan holde den kørende. Det er lykkedes dem én gang, at knuse en sovepille i min mad. Det har bare resulteret i, at jeg laver min egen mad fra nu af. De forstår ikke, at jeg er bange for at sove. 

Måske jeg skal søge hjælp? Nej, den ene gang jeg søgte hjælp, har ikke hjulpet mig det store. Anden gang jeg prøvede, at forklare det til min eneste og bedsteveninde, virkede det ikke, som om hun troede på mig, så jeg gav op. Mit forhold til Andrea er begyndt at halte på det seneste, og det smerter i mit hjerte. Vi har altid været venner, men min frygt og insomnia har gjort, at vi er gledet fra hinanden. Jeg massere huden lige over hjertet, det gør så ondt.

 

Slæbende og med tunge skridt går jeg hen til mig arbejde. Min cykel er punkteret, så jeg må bruge mine tynde ben. For at lukke verden ude, sætter jeg mine høretelefoner i ørerne og skruer op for musikken. Musik... Det er det eneste middel, der får mig til at slappe lidt af og glemme min frygt. Men kun for en kort stund.

Jeg klæder om til bukserne med de mange lommer og den sorte T-shirt. Vejret udenfor er varmt, så det er dobbelt så varmt inde på lageret. Jeg passerer forbi pakkestationerne og hilser stille på de andre. Henne ved computeren er der printet nogle ordre ud. Jeg samler bunken og går hen til elbilen. Det her er nok det jeg elsker allermest ved arbejdet. Fornemmelsen af, at trykke håndtaget i bund og fræse gennem de forskellige haller. 

Der er flere etager; kælder, stue og 1. etage. Alle etager er forbundet med to elevatorer, på den måde kan elbilerne blive transporteret til de forskellige etager. Den første ordre sender mig ned i kælderen. Elevatoren skramler og hviner. Man kan tydeligt se de mange buler fra de gange, folk er kørt ind i siderne. Jeg kører ud.

Nu forestiller de fleste sig, at kælderen er dyster og mørk. Men her er den fuldt oplyst og musikken kører for fulde drøn. Heldigvis. Hurtigt og med håndtaget i bund kører jeg ned af en af gangene og drejer af det rigtige sted. Jeg kvæler en gaben og begynder i stedet at lede efter lokationen. 

Jeg bukker mig ned for at samle varen op. Ud af den ene øjenkrog kan jeg se en flimrende skygge. Først ignorer jeg den. Det er ikke let, men det klogeste. Jeg klemmer øjenlågene i og rejser mig op med varen mellem hænderne. Skyggen har flyttet sig. Den er stadigvæk kun lige synlig og det kun når jeg prøver, at lade være med at se på den.

Tårerne presser på. Dagen igennem har jeg ikke rigtig set dem, men nu er de her igen. Hvorfor? Hvorfor er de her? Hvad vil de? Hvorfor stirrer de hele tiden? 

Opfør dig normalt.

Jeg placerer varen på elbilen og træder op på den. Med håndtaget i bund og kun meget korte stop, færdiggør jeg ordren. 

Min mave er i kaos, isklumpen er tilbage. Sveden i håndfladerne gør det svært at håndtere håndtaget optimalt. Koncentrationen slipper op. De er der. Hver gang jeg diskret kigger mig over skulderen, ser jeg en skygge der løber hen over gangen. Løber? Det er ikke det rigtige ord, men det eneste jeg kan beskrive det med. 

Lettet hamrer jeg på knappen til stueetagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...