Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13540Visninger
AA

15. Kapitel 15

Jason kører hånden gennem den viltre manke og klapper låget på computeren ned. Jeg sidder i skrædderstilling på gulvet og kæler med Sparta. Vi er begge trætte og den intense søgning på nettet har givet hovedpine. Vi har søgt på alt muligt: 'Shadow People', dæmoner, spøgelser, ånder og så videre. Men der er ikke nogen der kan fortælle helt præcist, hvad det er de vil. Jason gaber, hvilket selvfølgelig gør, at min mund også vrider sig af led i et gab.

"Jeg tror vi er ved at være smadret af alt den søgning på nettet."

Jeg kan ikke høre på den lettere spøgfulde stemme, at han inderst inde er knust over tabet af sin lillebror. I løbet af dagen, har jeg studeret ham og alle hans bevægelser. Jeg har set ham flere gange sidde og stirre på skærmen uden at læse, hvad der står. Han fik det der stirrende udtryk man nogle gange får, men hans udtryk ændrede sig fra stirrende og udtryksløst til en smertefuld grimasse og blanke øjne.

Jeg smiler, "måske vi skal holde en pause?"

Jeg har kun siddet ved computeren i meget lidt tid i forhold til Jason. For det viser sig, at Jason ejer en Macbook, og jeg forstår simpelthen ikke det indviklede styresystem. Så efter noget tid måtte jeg give op og lade ham overtage søgningen. 

"Jeg har ikke noget mad i køleskabet, måske vi skal tage ud og få noget at spise?"

Den følelse af tryghed jeg har, når jeg er her i Jasons lejlighed, bliver pludselig til en sommerfugl, der er fanget mellem mine hænder. Den er så smuk og enestående, at jeg er bange for at give slip. Jeg ryster let på hovedet.

"Betyder det, at du ikke vil?"

Jeg ser sommerfuglen dø mellem mine hænder og den dybe sorg over tabet. Hvis jeg lukker mig inde i Jasons lejlighed, kan jeg lige så godt tage mit eget liv. Jeg vil ende med at leve i et fængsel, lukket inde mellem et par hænder, hvor jeg vil visne og dø. Jeg bliver nødt til at tage ud og kæmpe. 

"Nej... Øhm... Jeg mener jo, jo det lyder som en god idé."

Han griner og rejser sig fra stolen. Sparta springer ned fra mit skød og løber hen til ham med et genkendeligt "mijav". 

"Ja, du vil vel også have mad... Du må desværre klare dig med tun, men det har du vel heller ikke noget imod vel?"

Jeg holder hånden op for munden for at skjule mit grin - Sådan en behagelig fornemmelse. 

"Hvad er det der er så sjovt?"

Jeg ryster på hovedet, men kan ikke lade være med at grine. Måden han taler til Sparta på er så speciel, og man kan virkelig mærke kærligheden til dyret i stemmen. Det er sådan noget mennesker med dyr gør, og jeg misunder dem. Men billedet af Jason om 50 år med en masse katte ligesom en eller anden skør kattedame, gør at jeg ikke kan lade være med at grine.

Jason fnyser og går ud i køkkenet for at hælde tun op til Sparta. I mellemtiden gør jeg mig klar til at gå uden for lejligheden. I dag har jeg håret hængende og endelig taget mig sammen til, at se på det tøj jeg har taget på. Jeg har et par lange mørkeblå slim-jeans og en sort T-shirt på, som overtøj bærer jeg en sort jakke - simpelt og casual. 

 

Vi går ned til den lille café, der ligger overfor biblioteket. Det er århundrede siden jeg sidst har været et sted som dette og omgivet af så mange mennesker. Jason er klar over dette, så vi får et bord i et hjørne der er lidt afskåret fra de mange mennesker. En sød, lyshåret servitrice spørger, hvad vi kunne tænke os, og vi bestiller. Da maden er kommet, begynder vi at spise i tavshed og jeg bruger tiden på at se mig omkring.

Der er så mange mennesker, at jeg er i tvivl om, hvilke skygger der er naturlige, og hvilke der ikke er. Jeg fokuserer på maden og prøver at ignorere de unaturlige skygger, der samles i de mørkere afkroge. 

"Er det nogen af dem her?" Hvisker Jason diskret til mig.

Jeg tager en slurk af cola'en og nikker så. Automatisk vender han sig ud mod lokalet og gransker hver en krog, men uden at se dem. Selvfølgelig kan han ikke se dem, kun når de er tæt på mig. Jeg lægger bestikket fra mig og opgiver at spise, selvom jeg faktisk er sulten. Det føles som om de stirrer på mig, holder øje med hver eneste bevægelse. 

Jason, der for længst har spist sin mad, ser på mig. 

"Skal vi gå?"

Jeg bryder mig ikke om, at skyggerne er inde på caféen og så tæt på andre mennesker. Der er ikke nogen af dem, der 'hopper' ind i nogen, men det er stadigvæk ubehageligt, så jeg nikker.

 

Da vi er kommet udenfor opløses skyggerne og forsvinder. Jeg stirrer længe ind gennem glasruden, men ser kun mit eget spejlbillede. Jeg gisper og vender mig hurtigt om. Opdagelsen af hvordan jeg ser ud, i forhold til den pige jeg engang var, giver mig en kold klump i maven. Jeg mærker den tristhed, der må overgå enhver, der er blevet arret i ansigtet og derfor må leve med det resten af livet. Mit ansigt er ikke arret, men jeg ligner et omvandrende skelet, en zombie med sorte rander under øjnene og udestående kindben. 

"Hey... Hvad er der galt?" 

Jason stiller sig foran mig med de bekymrede himmelblå øjne. Jeg løfter hænderne op til ansigtet og ryster på hovedet.

"Du skal ikke se på mig..." 

"Hvorfor? Hvad er der galt?"

"Jeg... Jeg er hæslig..."

Jasons hænder tager forsigtigt fat i mine og trækker dem væk fra mit ansigt. 

"Du er ikke grim ... Men du kunne godt trænge til noget fedt på kroppen." Det sidste bliver sagt på en måde, som jeg kun kan forestille mig Jason sige det.

Han smiler opmuntrende til mig, og hvordan kan jeg ikke lade være med at smile tilbage.

"Det kan vi altid få gjort noget ved." 

Jeg nikker og føler mig lidt bedre tilpas. Vi skal til at gå, da Jason stopper op, "måske vi skal gå ind på biblioteket og se om de har nogle bøger omkring 'Shadow people'?"

Jeg ser over mod den store bygning. Det lyder meget logisk, måske vi vil få mere ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...