Shadow People

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
Anne bor alene sammen med sine forældre, da hendes bror Tobias er rejst syd på. Efter Tobias er rejst, begynder Anne at se underlige skygger. Hun er fuldstændig paralyseret af frygt og aner ikke hvad hun skal gøre. Følg Anne's kamp med skyggevæsenerne fra "Den tomme Verden", der forfølger hende nat og dag.

109Likes
1088Kommentarer
13551Visninger
AA

13. Kapitel 13

Jeg sidder i Jasons sofa og a'er hans kat, der sjovt nok hedder Sparta. Jason selv, sidder med sin bærbar på skødet og søger på nettet. Ideen havde virket så indlysende, at jeg et sekund var blevet helt paf. Jason havde forslået, at søge på nettet og se om, der er andre end mig. 

Sparta slikker på min hånd. Jeg kan ikke lade være med at smile. Min hud føles strammere og stiv, som om jeg bærer en gips maske, men smilet føles til sidst naturligt. Spartas nærværelse føles behagelig og jeg føler mig på sin vis tryg. Inde i lejligheden er det ikke nogen skygge væsener - hvilket er mærkeligt. Min hånd kører gennem Spartas pels.

"Hmm... Jeg tror jeg har fundet noget." 

Jeg trækker Sparta med mig og rykker tættere på Jason. På skærmen er der et skræmmende billede af noget, der nok skulle forestille en skygge. Overskriften er tydelig nok, med fede bogstaver står der: "Shadow People". Jason scroller siden ned og klikker ind på nogle af de historier, som andre har skrevet. Jeg stopper ham, da jeg ser noget interessant. 

...De holder sig væk, når min hund eller kat er i samme rum. 

Jeg ser ned på Sparta og det går op for mig, hvorfor jeg ikke har set dem. Det giver i hvert fald mere mening. Der må være et eller andet ved dyr, som de ikke kan lide - Gad vide hvad.

"Der står noget om, at hvis du beder en bøn, så forsvinder de."

Jeg ser skeptisk på ham. Nok er jeg ikke særlig religiøs, men vil det virkelig virke? Jeg har prøvet at fortælle dem, at de skal forsvinde, men det har ikke hjulpet. Han ser mit blik og fortsætter sin søgen. 

"Der er en, der skriver, at de har forskellige former og farver. Personen skriver, at nogle af dem er meget mørke, mens andre er mere grå og nogle er nærmest hvide."

Det kan godt passe. Jeg tænker tilbage på den blide stemme, der hjalp mig. Det glimt, jeg havde haft inden jeg besvimede og endte i det tomme land, var af en hvid skikkelse. 

"Måske, det har noget at gøre med, om de er gode eller onde?"

Det er ikke stillet som et spørgsmål, men han svarer alligevel.

"Måske, eller også har det noget at gøre med, hvor gamle de er. Forestil dig, at de mørke er vrede "ånder", der er fanget her og dermed terroriserer mennesker som dig. Hvor de grå og hvide er nyere og endnu ikke er blevet forpestet af de negative følelser, denne verden er fuld af."

Han kan have ret, men jeg er ikke overbevist.

"Hvis de er ånder... Hvorfor vil de så suge sjælen ud af mig? Hvad vil de med den? Vil de gøre mig til en af dem? Det giver ingen mening."

Jeg er lettere irriteret. Ikke på Jason, men på skyggerne. Det er ikke så smart, at min frygt er ved at blive til irritation og ligegyldighed. Det er aldrig godt! Frygten er i det mindste med til at holde mit hoved koldt. Mine tanker bliver afbrudt af min telefon. Det er mor.

"Anne, hvor er du henne? Far og jeg er ved at være bekymret..."

Jeg afbryder hende utålmodigt, "Jeg er hos Jason. Tiden er løbet fra mig, jeg skal nok tage hjem nu."

Min mor ånder lettet op, "Det lyder godt skat... Vent, hvem er Jason?"

"Det er en ven mor, men jeg er på vej hjem nu."

"Okay, det er godt. Vi ses lige om lidt. Ring efter en taxa, det er alt for mørkt til at gå hjem nu... Er det en ny ven? Jeg har aldrig hørt om ham."

Jeg sukker højlydt, "vi ses om lidt mor."

Jason smiler til mig og blinker med det ene øje, "mødre, altid så bekymrede."

Min hud strammes og jeg mærker smilet der åbenbarer sig på mit ansigt. Følelsen er behagelig og savnet.

"Har du en computer?"

Jeg nikker.

"Her, så kan du skrive til mig, hvis der er noget." Han rækker mig et stykke papir med en E-mail adresse på.

 

Derhjemme tænder jeg straks alt lyset på værelset og skruer radiatoren på fuld skrue. Jeg tager nattøj på og slæber min bærbare med over i sengen. Det er noget tid siden, jeg har haft den tændt. Tastaturet er støvet og fyldt med skidt. Jeg åbner Messenger og tilføjer Jason som kontaktperson. 

Han er ikke online. Jeg sidder et øjeblik og trommer med fingeren, inden jeg søger på "Shadow People". Der er mange historier. Ikke alle omhandler skygge mennesker, men de er alligevel hårrejsende. En kvinde var vågnet op med et skyggevæsen stående lænet ind over sig. Sveden begynder at træde frem på min blege pande. En mand havde set et skygge væsen sidde oppe under loftet ved dørkarmen. En sitren, som starter fra brystet, skyder gennem min krop. En pige havde siddet på legepladsen en sen sommeraften og havde set nogle skygger betragte hende fra afstand. Jeg slikker mine tørrer læber og bøjer de stive fingrer, inden jeg læser videre.

Selvom lyset er tændt i værelset og mit blik er fæstnet på computerskærmen, ser jeg bevægelsen ud af øjenkrogen. Henne ved skrivebordet. Jeg prøver at ignorere det, men jo mere fokuseret jeg er på computerskærmen, jo tydeligere bliver bevægelsen. 

Computeren skubber jeg til side og lader blikket afsøge rummet. Der er ikke noget henne ved skrivebordet. Det er både betryggende men også mærkeligt. Er de pludselig blevet sky? 

Jeg sætter mig op i skrædderstilling med computeren på skødet og prøver at koncentrere mig om teksten. Mit blik svømmer ud og jeg stirrer bare på skærmen. Jeg føler, at der er noget jeg bør lægge mærke til. Jeg prøver at læse teksten, men det er ikke det. Jeg kører hånden over armen og skæver til radiatoren. 

Blikket glider igen henover computerskærmen. Jeg stivner med det samme og mine øjne udvides af skræk. Ude i siden, derude hvor skærmen er lidt mørkere, kan jeg se mig selv. Bag mig få centimeter fra at røre mig, sidder det trekant hovedet væsen fra Tobias' værelse. Jeg stirrer på billedet i skærmen og den eneste lyd, der slipper ud gennem mine læber, er et lille gisp.

Væsenet læner sig tættere ind mod mig. Klumpen i maven føles som sten, og jeg kan mærke at arrene er begyndt at svie. Vejrtrækningen bliver hurtigere og hivende. Da jeg ud af øjenkrogen ser en af de sorte tentakler komme nærmere, smider jeg computeren til side og lader mig falde ud over sengekanten. 

Væsenet hvæser. Jeg lander på maven og får mig kæmpet op på alle fire og er nu i gang med at kravle rundt om sengen. Jeg drejer hovedet og ser under sengen i det jeg runder hjørnet af sengen. Min seng er høj og giver frit udsyn til der, hvor jeg lige var landet for få sekunder siden. Mit ansigt mister alt farve, da jeg ser væsenet der med sine lange klør kravler efter mig. mine bare fødder sætter af, men jeg kan ikke komme op af frygt for at falde. I stedet kravler jeg videre. Væsenet har fundet ud af, at det er lettere at kravle under sengen.

Computeren der ligger på gulvet, stadigvæk tændt, oplyser væsenet nedefra og giver det et uhyggeligt skær. Jeg sætter farten yderligere op og lader mig blive styret af adrenalinen.  

"Gå nu væk... Forsvind... Lad mig være..." Jeg hulker og støder ordene frem mellem mine skælvende læber. 

Døren er lige foran mig. Jeg ser mig over skulderen. Den er lige bag mig. Tentaklerne flyver fremad mod mig og er lige ved at få fat i mig. Jeg er ved at hyperventilere. I de sekunder jeg kæmper mig op at stå, for at åbne døren, er væsenet kommet så tæt på, at ondskaben lukker sig om mig som et tæppe. 

Mine læber er blevet følelsesløse og blålige, "Forsvind..."

Jeg får åbnet døren, men det føles som en evighed. Døren skal uheldigvis åbnes indad, så jeg bevæger mig sidelæns for at klemme mig igennem sprækken. Væsenet ser det, men jeg trækker hurtigt døren i med en kraftig bevægelse. Underligt nok trænger væsenet ikke igennem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...