Dødens favntag

Læs, hvordan den 21 årig Miriam flygter fra sin fjende Morgerth og hvordan hun redder resten af sin familie..

1Likes
1Kommentarer
904Visninger
AA

1. Dødens favntag

Miriam lå gispende med ansigtet presset ned imod den kolde jord. Mørket var ved at sænke sig over landskabet og hun gik ud fra, at hun nu kunne rejse sig, for at gå videre. Hun havde snart ligget i det høje græs i 5 timer og var godt øm i kroppen. Nogle havde været efter hende og hun havde i alt sin frygt kastet sig ned på jorden og håbet, at hun ville blive skjult på denne måde. Hendes fjende var overraskende nok gået videre og havde ikke lagt mærke til hende i græsset. Da Miriam rejste sig op, fik hun øje på et træ, som hun ikke havde set tidligere, men hun tænkte, at hun sikkert ikke havde lagt mærke til det, da hun flygtede fra sin fjende. Morgereth hed han; og alle på egnen her frygtede ham og hans vilde hunde. Det havde mor selv fortalt, da hun lå på sit dødsleje. "Og Morgereth mit barn, ham skal du tage dig i agt for," havde hun sagt. Miriam gik lettet hen til træet, der befandt sig ret tæt på hendes gemmested og støttede sig forsigtigt op af det. Det var rart at komme op af stå, og Miriams tanker blev ved med at snige sig tilbage til det uhyggelige øjeblik, hvor hendes moder lå på sit dødsleje. Det var nu godt 2 dage siden og det smertede Miriam at tænke på det. Faderen, Miriam og hendes 3 yngre søskende var samledes omkring moderens dødslege, hvor hun havde kæmpet for at trække vejret. Hun led af en forfærdelig sygdom, der blev kaldt "dødens favntag". Sygdommen overhalede langsomt sit offer, for her efter at snøre offerets luftrør sammen; dette kunne tage flere år, men man viste, at offeret en dag ville dø. Der havde derfor ingen hjælp været og moderen måtte dø langsomt og pinefuldt. Moderen havde bedt om at snakke med Miriam inden hun døde, og hun havde sagt at Miriam skulle tage sig i agt imod Morgereth. Hun mente, at det var ham, der havde smittet hende med denne forfærdelige sygdom. Da moderen var død stak Miriam af. Hun kunne ikke holde ud af at være sammen med familien. Sorgen havde tynget hendes følelser ned, og hun var ikke bevidst om sine handlinger. Da havde hun mødt Morgereth på sin færd igennem herredet. Hun havde flygtet fra ham og det var lykkedes hende, at gemme sig. Og nu var hun så her. Helt alene uden mad og drikke. Miriam gjorde sig fri af de dystre tanker, tog sin proviant og gik videre. Landskabet var mørkt - alt for mørkt, efter Miriams smag. Der plejede ikke at være så mørkt i herredet om natten. Måneskindet lå i en stribe over det lyse græs, og gav landskabet et underligt, men næsten hypnotiserende lys, der fik Miriam til at fatte mere mod. Hun gik stædigt videre, mens hun blev ved med at tænke på sin moder. 'Hvor var hun mon nu? Var hun i himlen, eller havde djævelen taget hende i sin favn?' Tankerne kunne ikke forlade hende. Miriam gik igennem et krat, hvorefter hun stod på en underlig stubmark, hvor nogle halmballer var placeret forude. Hun undrede sig over, hvorfor de ikke var blevet fjernet, men tænkte ikke nærmere over det. Hun kiggede pludselig op i luften og konstaterede, at vejret var ganske anderledes. En tung sort sky var på vej over himlen og en mørk dise havde langsomt sneget sig hen over marken og unaturligt mange sorte fugle svævede langsomt, men glidende over den mørke himmel, som om, at de iagttog hende. Miriam frygtede, at det ville begynde at regne. Men hun konstaterede, at skyen ikke var regn, det var noget, der var meget værre. Hun blev bange og frygtede, at det var Morgereth, der var på spil. Hun forestillede sig i alt sin angst, at hun red på en mørkebrun hest, der galoperede hen over marken, med jorden sprøjtende om hovene. Hendes ben trykkede sig ind imod hesten, der næsten lå ned, fordi den løb så hurtigt. med markens baggrund som billede, men sådan var det naturligvis ikke. Hun gik bare hurtigere, og havde ingen hest, til at hjælpe sig. For enden af marken satte hun sig ned med benene bøjet ind mod kroppen. Dagens begivenheder havde udmattet hende, og hun kunne ikke undlade, at tænke tilbage på sin moders død. Smerten havde taget på hendes kræfter, og hun kunne knapt nok holde hovedet oppe. Da hun var ved at døse hen lagde en kold hånd sig om hendes nakke og hun blev så forskrækket, at hun vente sig om, for at se, hvad det var. Foran hende stod en mand klædt i en sort frakke og med et frydefuldt smil på læben. Og hvilken mand? Det var selveste Morgereth. Miriams ansigt var præget af rædsel og hun skulle lige til at skrige, da Morgereths hånd lagde sig på hendes mund. Hun så med rædsel på, hvordan han spredte hendes arme og gav hende det favntag, som hun havde ventet på. "Hvordan kan du gøre dette imod mig?" spurgte Miriam med ængstelse i stemmen. Morgereth holdt hende ud i strakt arm og kiggede bitterligt på hende. "Mennesker må miste deres liv, for at få andre til verden," sagde han koldt. Miriam forstod ikke logikken i det han havde sagt, og skulle lige til at spørge, hvad han havde ment, da han afbrød hende og sagde: "Du forstår sikkert ikke.. og jeg ved, at det kan være svært. Men smerten når et menneske dør, kan være ulidelig. Og jeg har mistet mit barn. På det groveste. Hele min familie døde, fordi en snigmorder sneg sig ind på dem og dræbte dem en efter en. Jeg så det hele og ventede kun på, at det ville blive min egen tur, men den kom aldrig. Nu vil jeg have hævn." Hans stemme afspejlede smerte og man kunne høre, at han ikke fortrød det han havde gjort imod hundredevis af mennesker. Miriam blev slap i hans arme. Hun kunne pludselig se, hvad han havde ment. Hun havde også mistet. Bare ikke så meget som han, men hun havde mistet sin moder og det var også nok, til at kunne beskrive den følelse af hævn, der nu fyldte hendes hoved. "Jeg forstår Morgereth," sagde hun. "Jeg forstår det desværre alt, alt for godt og jeg vil nu bede dig om noget, som ingen aldrig før har gjort. Vil du love mig, at gøre det? Hvad end det er?" Morgereth så desorienteret på hende og nikkede. Miriam smilede svagt. "Du skal slå mig ihjel og det skal være nu! Du må love mig, at dette må være din sidste færd." Morgereths ansigt blev rødt af vrede, og han skulle lige til at sige hende imod, da hun løftede hånden. "Du lovede.. og gør det så." Morgereth var en pålidelig mand og holdt altid det, han havde lovet andre og det ville gå imod hans principper, hvis han ikke slog den unge kvinde her ihjel. Men han var aldrig blevet opfordret til at dræbe og dette var underligt for ham. Pigen her forekom ham ret interessant og han ville gerne stifte nærmere bekendtskab med hende. "Men Miriam, dette kan jeg jo ikke gøre.. Hvad med din familie?" Miriam så på Morgereth. "Du har jo allerede slået min moder ihjel og resten må tage smerten som den kommer. Og du må love mig, at fortælle dem om min tapperhed. Om hvordan jeg ofrede mig, for at få andre til at leve." Hendes øjne fyldtes af tåre og hun kunne ikke holde gråden tilbage. Morgereth strammede stille sit greb om hendes skuldre og hun faldt ind imod hans bryst. Døden omfavnede hende, og hun var nu væk.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...