Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2662Visninger
AA

8. Kapitel 7

Irfans synsvinkel Jeg løb ned af den bombede gade, imod bådene ved den endnu mere bombede kaj. Jeg var skide syv minutter sent på den, og var ved at falde og hamre hovedet ned i murbrokker – op til flere gange. Mordet på Aco rørte mig ikke, for meget had til ham, var ligeglad med ham. Da jeg endelig nåede ned til kajen hvor flere soldater sad og ventede på skibet – som ikke var kommet endnu, vinkede et par soldater til mig, og jeg vinkede igen. Jeg gik ikke ned til dem, men gik tilbage imod nogle af de få huse som ikke var totalt sønderbombet. Der var et gult hus med ødelagt tag, som jeg først gik ind i. Stuen var urørt, der var kaffe kopper på bordet med størknet kaffe i, personerne som har boet i det her hus var ikke klar over at der var krig, i deres del af landet – de var blevet overrasket. Jeg gik imod en stor antik kommode, smed min posede rygsæk ned ved siden af mine fødder, og trak den første skuffe ud, og ragede rundt imellem ledninger og andet ragelse – som jeg ikke kunne bruge til noget. Først i tredje skuffe, fandt jeg en orange walkman med høretelefoner, og et par kassette bånd, og fem ekstra batterier, og smed det ned i min posede rygsæk. Jeg flænsede den antikke sofa op, med en dolk, og fandt som forventet flere tusinder af dinar, jeg var virkelig heldig i dag. Jeg gik ind i andre huse, og fik kun små gevinster i dem, kun få hundrede dinar og nogle gode kassette bånd, med bands som jeg kunne lide, og endnu flere batterier, og et par guld og sølv smykker – som jeg vil sælge. Jeg ville ind i andre huse, men havde ikke tid da jeg kunne hører soldaterne juble, og skibet var kommet, jeg løb igen ned til kajen, og masede mig igennem de mange soldater, og ventede ivrigt på at komme ind. Da skibet langt om længe var klar til at tage imod os, og vi blev placeret nede i et lukket rum, snakkede alle sammen i munden på hinanden, råbte i munden på hinanden, sloges, skreg, men jeg sad for mig selv i et hjørne, og knugede min posede rygsæk tæt indtil mig, og mærkede for første gang i lang tid usikkerheden herske over mig. Jeg var bange for fremtiden, og samme tid, kom oplevelserne langsomt sivende i billeder, oplevelser fra næsten fire år i helvede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...