Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2643Visninger
AA

5. Kapitel 4

August 1995  Den lange vandring over bjerge og bakker var ikke lige det jeg og min hær ligefrem fortrak, men for at nå i mål, og få grillet lam, var der ingen der brokkede sig. Der er gået præcis 3 år og 7 måneder siden jeg kom ind i den serbiske hær, og 3 måneder siden jeg var blevet udnævnt som kommandant for min egen lille hær på 13 mand i alt, som var trænet og dygtige. Men det er ikke nemt at være kommandant, tværdigmod. At nedlægge og brænde muslimske landsbyer ned, var det nemmeste og mest ’clean’ job, men der er ingen krig uden mord, og heldigvis fik vi kun skudt få, kun mænd. Vraca, som var den dygtigste og mest kolde i min hær, kom luntende på min højre side. ”Boss, jeg vil spørge lidt ud omkring området her, hvorfor befinder vi os i sydvest? Kroaterne er jo der, og der er langt større og flere muslimske styrker her i sydvest området” sagde Vraca med sin sleske stemme, jeg smilede, og løftede den tunge maskinpistol om på venstre side, lortet vejede et ton. ”Ja det ved jeg, men jeg vil lige se min del af landet, der hvor jeg har levet, og der er en allerhelvedes masse lam i denne her omegn, hvis ikke de omskrående muslimske lus har ædt dem alle” svarede jeg i en tone som signalerede til at han skulle skride og lade mig være, men nej, det gjorde han ikke. ”Jamen hvis du tænker på Kalansko Selo, Camac, Svisko Selo nord for Bileca, så er byen jo en ruin, og selv serbiske familier er dø…” fablede han, og hadet og smerten kom rusene igennem mig, og jeg hamrede maskinpistolens skaft i maven på ham. ”SAGDE JEG IKKE NOGET? VI SKAL DEROVER, RUINER, DØDE SERBER, FUCK DET, VI SKAL DIT LATTERLIGE SVIN!” råbte jeg, og skubbede ham væk, og marcherede hurtigere op ad den græssede bakke, imens nogle fra hæren hjalp ham på benene. Jeg kom fra Kalansko Selo, den største landsby nord for Bileca, og næsten alle familier, katolikker, muslimer eller ortodokse var blevet dræbt. Min familie var en af de ortodokse som blev dræbt, og der meldte jeg mig til den serbiske ortodokse hær, jeg ville hævne mig. Den dag krigen startede, hvor jeg var ude og øve mig i det kyrilliske alfabet med min den gang ven, Irfan. Det startede med granat regn, hvor jeg blev ramt få steder af granat splinter, det samme med min dengang ven Irfan, af ren panik kunne jeg ikke røre mig, så Irfan fik mig slæbt ind i en lille hule inde i den tørre skov et par kilometer fra vores landsby. Imens vi lå der stille og bange, blev vores familier dræbt, jeg kunne have stoppet det, hvis det ikke var fordi det muslimske svin Irfan fik mig mast ind i en skide hule, som en tøs. Da granat regnen, og tanksene have kørt forbi, sneg vi os ud, og ind i mod landsbyen, som brændte. Mig og svinet boede to huse fra hinanden, og vi løb imod vores huse, hvor vores forældre og søskende lå døde, inde i mit hus. Da jeg så det kunne jeg ikke røre mig, og mit syn fæstnede sig specielt på Irfan’s storesøster Fatima, som lå med benene spredt, hendes lange sorte hår ud til alle sider. Jeg har altid været lidt forelsket i hende, og synet af hende med spredte ben og overkroppen fuldt med skud huller, fremkaldte billeder i mit hoved om hvordan de soldater måtte have dræbt hende, og min egen familie. Jeg kunne hører Irfan råbe og skrige efter hans forældre i hans eget hus, jeg kaldte ikke på ham da jeg fandt dem ovenpå sammen med min familie, det nyttede heller ikke noget, fordi de var godt i gang med at blive til aske. Jeg rystede hovedet og ville slippe fri for mindet om det, og trampede hårdere op ad bakken. Lugten af brændt kød og træ hang stadig tykt omkring, og jeg mærkede hvordan den klamme følelse fra da jeg fandt Irfan’s og min familie i mit hus, mine hænder blev klamme og jeg tørrede dem i der grove stof, som militær tøjet var lavet af. Igennem de 3 næsten 4 år jeg har været soldat, så har jeg set og gjort det som de fleste mennesker ikke kunne, uden at bryde sammen. Det er ikke fordi jeg ikke bryder sammen, jo, når jeg skulle gå en lang rute alene, så brød jeg sammen, intet menneske kan holde til det jeg har været igennem – som f.eks. slå mænd, og unge drenge på 12-16 år, med nakke skud og ned i massegrave. Og hvis den var helt gal, så var det at man skulle jage mindre drenge, til de mere professionelle (altså dem der både myrder kvinder og børn, rettere sagt alt der var muslimsk) soldater nord på – tæt på byerne Gorazde, Konjic og Sarajevo. Det værste var deres ansigter og skrig når man jagede dem, hvis de var for vilde så skulle man skyde dem – og der var der ingen kære mor, man SKULLE hvis de var skabagtige eller flygtede. Vi var nået op til den store flækkede asfaltvej, og de serbiske flag hang over alt, og de fire s’er (som står for samo sloga srbina spasava – kun sammenhold reder serberen). De fleste i hæren jublede og begyndte at synge serbiske cetniske sang, og slog sig ned der hvor der engang var vindrue marker, hvor landsbyernes drenge og mig plukkede vindruer om efteråret, og nu var marken sortsvedet af brand. Jeg så ned af den lange flækkede asfaltvej, hvor der engang var små landsbyer på højre og venstre side af vejen, som typisk her syd på var kridhvide med orange tag, mit hus var en af de største i landsbyen, og min mor som var meget glad for farver, fik min far tvunget til at male døren som var brun – knald blå. Hun fik ham til at male vores værelse i varme og eksotiske farver – det var så vi ikke skulle have et kedeligt værelse mente hun. Min mor var en af de kvinder som der var meget liv i, og hun elskede at gå lange ture eller cykle med nogle af mine kammeraters mødre, eller hjælpe os med at bygge huler da vi børn i landsbyen var mindre. Det var hende jeg havde arvet mit blonde hår og grønne øjne af, og mit smil. Jeg lagde mærke til at jeg stod i foran Irfan’s onkels nedbrændte kiosk, med tårer i øjnene. Dagen hvor krigen og granatregnen brød ud, havde jeg købt vodka og smøger for Irfan, som jeg havde gjort så mange gang før, selvom hele hans familie vidste at han drak og røg. Et smil bredte sig ved tanken om Irfan’s totalt overbevisende tale om at ingen vidste en skid omkring hans forbrug af smøger, og jeg tvang det væk – Irfan er et muslimsk svin, en landsforræder. Soldaternes skrål og sang hørtes stadig da jeg nåede ind i landsbyen, som nærmest var brændt til jorden. Men jeg kan stadig huske vejene og husene, selv om de er brændt ned – men jeg så det ikke som det så ud nu, men som dengang alt var godt, før krigen. Da den sandede grussti startede i dengang min ende af landsbyen, glemte jeg alt om krig, had og hævn – jeg var nu 18 år igen, og min landsby var fuld af liv som dengang, og duften af blomster og tørt græs – nærmest bød mig velkommen. Zorana som stod på hendes terrasse og røg en masse cigaretter sammen med nogle mødre, hun var en man hurtigt fald i snak med, og enhver nød hendes selskab. Goran den gamle mand som elskede at fortælle os historier om Tito og hans tid som partisaner under 2. verdenskrig, som sad på en af de store sten under kirsebær træernes skygge, og alle de mindre børn som løb rundt på markerne – og blev jaget væk af Zerina, den skrappe dame i landsbyen – som har jaget flere generationer af børn væk fra markerne, inklusiv mig. Da jeg rundede den lille samling af bærbuske, og gik til højre imod mit hus, så jeg Irfan sparke til en bold op ad den kridhvide hus mur, imens hans mor sad på trapperne og fodrede katte, og bad Irfan stoppe med at skyde – men han hørte hende ikke, som altid fordi han var optaget af hans fantasiverden. Jeg stoppede op, da Irfan’s bold trillede imod mig, og jeg så op på hans smilende ansigt. ”Kom, spil mig” han gik stille imod mig, og jeg så jo tættere han kom, at han ikke lignede sig selv. Hans ellers flotte ansigt var beskidt og et par sår sad hist og her, hans kridhvide tænder havde fået et gulligt skær, hans altid redte sorte hår var i uorden og fedtet, hans fyldige ansigt var skrumpet en anelse, han stoppede 5 meter fra mig, og smilede et lusket smil. Min mund var blevet tør, og jeg kunne ikke få en lyd ud, hadet som altid kom strømmende når jeg tænkte på ham, var forsvundet, det samme var min drømmeverden – og duften af blomster og tørt græs blev erstattet af brændt kød og død. Noget inde i mig sagde at jeg ikke skulle kigge ned på bolden som hvilede ved siden af min venstre fod. ”Længe siden hva? Du har taget nogle venner med kan jeg se, de nyder godt nok vodkaen fra russerne” smilede han stadig, og gik lidt tættere på. Min mave føltes mærkelig, og maskinpistolen syntes nærmest at blive tungere og mine ben rystede, det kunne ikke være sandt – jeg havde fået at vide af generalen at en bosnisk flok på 10 mand var blevet dræbt, og imellem dem var Irfan. Jeg husker tydeligt den syge glæde ved nyheden, og tjekkede selv - og nu chokket. ”D-D-Du er jo..” fremstammede jeg, og sakkede langsomt og usikkert et par skridt bagud. ”Død? Jamen søde Aco dog, du tjekkede jo selv ikke? Hold kæft et ringe tjek af en kommandant! Det må jeg altså indrømme, fordi du jo har altid været så sikker og grundig med arbejde og sådan ikke Aco?” spurgte han hånligt, og jeg tog mig lidt sammen, og fik mod. ”Ja dårligt arbejde af mig, men hvad laver du her alene? Åh, det burde ikke undre mig, du har altid leget med ilden” svarede jeg spydigt, og hankede op i mit maskingevær. Han slog en kort latter op, bukkede sig hurtigt ned og samlede noget op, ved siden af min fod. Jeg kunne allerede fra da han skød den hen til mig mærke noget forkert, og det var der også fordi da han samlede den op, skete der to ting. Jeg kunne hører en granat eksplodere på en af markerne, og jeg hørte skrig – senere skud hvor skrigende stoppede, og jeg var klar over at det var mine mænd der skreg. Anden ting var at ’bolden’ som Irfan havde skudt over til mig, var et afhugget hoved af general Klicko, Irfan smilede og jeg besvimede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...