Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2663Visninger
AA

18. Kapitel 17

Irfans synsvinkel

" Kume! Hvorfor så underlig? Du skal være glad, det er vi alle sammen! Smil!" råbte han glædeligt, og klappede mig på skulderen.

Jeg var svimmel, og bange. Virkelig.
Azemina og hende den blonde kvinde sad tæt og snakkede, og røg, imens Aco klappede mig på skulderen.

"Jeg er bare lidt træt ikke andet" sagde jeg hæst, og så på hans magre ansigt, som så glad ud.
På hans ene kind var der et tydeligt brændmærke, som jeg lavede med en cigaret - jeg rystede stadig.
Hvordan kunne han være i live? Tjah, et godt spørgsmål.

"Nånå, du spiller meget fodbold har jeg hørt, det gjorde du også før, kunne du måske vise mig den bane, og gå en tur?" spurgte han og så lidt alvorlig ud.
Jeg rystede bare på hovedet, som et ja.

Jeg gik ud i den lille gang hvor sko og jakker var, og trak med besvær min sko på, og Aco kom haltende ud, og trak sin jakke af en af de mange knager, og gik ud og tog sko med meget besvær på.
Hans ene skulder fungerede virkelig ikke, så jeg hjalp ham.

Det værste var når han gik ned af trapperne.
Det lignede at han var ved at falde, men det gjorde ondt på ham.
Men det var min skyld.

Jeg var så bange, hvilket er underligt, jeg var bare så ufattelig bange.
Vi gik ud af opgangen, og jeg frygtede at nogle af alle Azemina's bekendte kom forbi, men med alt held kom der ikke én forbi. Det var også ved at blive mørkt.

"Såå, du har slået dig ned med én kvinde? Ikke femogtyve på samme tid, haha" sagde Aco ironisk, og jeg krympede mig.
Jeg håbede af hele mit hjerte han ikke havde sladret om min fortid, fordi jeg ikke havde sagt noget om det til Azemina - fordi hun ikke kunne bærer det, og flere problemer om mig, selvom det er fleres siden.

"Mhhhhhm, hun er noget specielt" svarede jeg, og satte farten lidt ned, så Aco kunne følge med.
Han begyndte at grine, og hostede kraftigt efter, så jeg blev bange igen. Det lød som om han var ved at dø, men efter smilede han bare.

"Vant til det, det normalt efter et skud i min mave. Men er hun lige så speciel som Lence?" spurgte han spydigt, og så koldt på mig.
Jeg krympede mig, og så væk.

"Mere end det" svarede jeg, og følte vreden komme frem.

"Åååh Lence Lence, Lence! Kan du huske da du var ved at falde død om af liderlighed, da du så hende i bikini, nede ved åen? Hahahaha" spurgte han, og jeg kom selv til at grine.

"Dig og Milanka, var som kaniner, i knaldede kraftedeme hele tiden, bol mig her bol mig der" gav jeg igen, og Aco grinede/hostede højt.

"Dig og hende der den rødhårede fra Svisko Selo, du mistede din mødom på en bænk, i parken.
Du var fandeme femten da du knaldede hende, og snakkede kun om hendes patter i over en måned, selvom du kun så hende den dag, i knaldede" hostede han, og stoppede op.

Vi stod ved den store å, som hed noget med Lim eller klister.
Vandet var klart og køligt.

Vi stod nu stille og så på det, og jeg kunne mærke min halskede med månen og stjernen - det muslimske tegn.
Mørket var faldet på, og der var ikke en sjæl.

"Tror du på Gud?" spurgte Aco stille, og lod sin hånd fingerere ved sin hals.
Jeg svarede først efter noget tid.

" Måske, jeg ved det ikke, hvad med dig?" svarede jeg og lod en hånd glide igennem mit hår.
Jeg ved det faktisk ikke, men jeg fiser rundt med månen og stjernen, men sådan er det bare blevet.

"Næh, men jeg går med krucifiks - vi var jo Kalansko Selo's blasfemister, haha." svarede han med stemmen fuld af sarkasme, og et lille smil spredte sig på min læber.

"Og min farfar var muslimsk præst, og jeg drak og var pishamrende ligeglad med tro og religion. Se, nu går jeg med månen og stjernen - tror heller ikke på Gud, sådan alvorligt, men han findes vel." svarede jeg stille, og så på Aco.

Han svarede ikke, og så ned i jorden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og satte mig ned på den fugtige jord, ned til åen.

" Irfan, jeg både hader dig ubeskriveligt, og elsker dig - men det der er sket, bliver aldrig glemt.
Du har gjort mig til en rettere sagt - handicappet mand, som ikke kan bruges til noget, og hvis jeg en dag får børn, Irfan - så kan jeg ikke løbe og spille fodbold med dem. Ved du godt det? Jeg kan måske ikke løfte dem som en hver far kan, og de ville skamme sig over mig når de bliver ældre, på grund af min haltende og retarderede gang. Du ved hvor tit jeg har snakket om børn, ikke? At jeg vil lege med dem, og smide dem i luften, gribe dem igen, og beskytte dem som vores fædre gjorde med os - men det kan jeg ikke Irfan" sagde han med en stemme blandede med følelser, og gråd.

Jeg fik en klump i halsen, og blev flov.
Aco havde tit snakket om børn og hvordan han ville lege med dem, og løfte dem, beskytte dem, være et forbillede. Jeg kunne jo ikke gøre noget ved det nu, vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...