Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2678Visninger
AA

17. Kapitel 16

Acos synsvinkel. Jeg kørte over rødt, kørte for stærkt, og bremsede bilen så hårdt at dækkene hvinede. I den gule blok jeg boede i, var der få jugoslavere, mest stille og ældre danskere, som nok ville få et hjertestop af de hvinene dæk. Men jeg er ligeglad. Da jeg låste mig ind i min ét værelses lejlighed, smed jeg mig ned i den udslåede sovesofa, og brølede ned i den lille pude, og græd ustyrligt. Hvorfor skulle alt det her ske for mig? Hvorfor mig som satte pris på skolen, mine få kærester, mine nu døde forældre. Hvorfor? Hvorfor ikke Irfan som gjorde det omvendte, respekterede intet, hvorfor ikke ham? Han sidder nok og lever livet, knepper den ene kvinde efter den anden, slår den ene uskyldige mand ned efter den anden, og griner af mig. Imens jeg lå og tudbrølede ned i en pude, var Zorica kommet ind. Hun stod og så på mig med blanke øjne, imens jeg skreg og græd. Jeg lagde først mærke til hende da hun lagde sig ned ved siden af mig og krummende sig ind til mig. Jeg vendte mig om og så på hende med tårer i hele ansigtet, og hun aede mit brændmærke med blanke øjne, og kyssede det. Jeg lod hende gøre det, og puttede mig ind til hende, og hun aede min hår. Vi lå sådan i et stykke tid før en af os sagde noget. "Så du dropper mig ikke?" spurgte jeg, og så på hende. Hun rystede på hovedet, og et lille smil kom frem på hendes læber. "Hvorfor skulle jeg droppe dig?" spurgte hun og viklede en hårtot omkring hendes finger. "Fordi jeg er grim, retarderet, lyver overfor dig og gør dig flov." svarede jeg og rødmede. Hun grinede lavt, og kyssede mit hår. "Du havde din grund til at lyve Aco, jeg ved hvor svært det er for dig at fortælle om krigen, men jeg blev bare chokeret, ikke andet. Men du er ikke retarderet, du er kun skadet efter krigen, og du er ikke grim. Du er den smukkeste haltende mand på jorden, med den smukkeste underlige gang i verden, kan du ikke forstå det? Jeg elsker dig for det du er, selvom du har gjort og været igennem en masse dårlige ting, så elsker jeg dig altså, og det sårer mig du snakke så grim om dig selv, og tror jeg skammer mig over dig" sagde hun grådkvalt, og jeg trykkede hende ind til mig. "Tak" hviskede jeg, og vuggede hende stille.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...