Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2675Visninger
AA

14. Kapitel 13

Irfans synsvinkel - syv måneder efter.

" spil mig forhelvede Irfaaan!!!!" råbte Faruk til mig, men jeg løb som altid bare videre imod målet og fik scoret.
Faruk hader mig bogstavelig talt, og det gjorde det ikke meget bedre at jeg ikke spillede ham i fodbold. Men sådan er det med mig, jeg lever i min egen verden når det kommer til fodbold.
Faruk trampede ud af det store græsareal ved de røde blokke, os indvandrer boede i - især os Jugosalvere.
Halil, Zafir og Malik hylede af grin og løb over til mig, og begyndte som altid med at lave sjov mex Faruk.

Halil var den jeg var mest sammen med. Han er tyk og behåret, og elsker mad, hvilket giver sig selv.
Zafir var meget høj og slank, han lignede en slovener, men var fra Sarajevo - og han var den der altid lavede jokes og fik os alle i godt humør.
Malik var brunhåret og lille og meget stille, han fortrak at glo på en mur end at snakke med nogle, undtaget os - hvor han snakkede som et vandfald.

"hold da kæææft han er da en bette homo hva'" klukkede Zafir med sin pivede stemme.
"Lad ham bare gør som han gør, han får ikke en skid ud af at hade mig uden grund" svarede jeg og trak en pakke cigaretter ud, og delte dem med drengene.
Jeg havde faktisk ondt af Faruk, jeg havde hørt at han fik dræbt sin søster på elleve år for næsen af ham i krigen. Jeg var jo ikke bedre selv, jeg var blevet meget agressiv og voldsom siden jeg var kommet til Danmark.

Da vi kom over til vores blok, ville de andre over og drikke hos en fyr som hed Darko, som havde alt alkohol , cigaretter og stoffer. Jeg har kun drukket der et par gange, og røget lidt hash, men ellers ikke mere, fordi Azemina gik helt amok hvis jeg røg hash, bare i det hele taget var hos Darko. Han er ellers flink, men at hænge med ham er ikke det bedste valg, så jeg var der kun for at drikke få gange.


Jeg gik imod min opgang, som havde en rød dør med et blåt håndtag, som hang løst.
Der var kun fire lejligheder i opgangen, alle beboet af bosniere, men jeg snakkede ikke rigtig med dem, brød mig ikke om dem.
Men Azemina snakkede med alle sammen i alle blokker, så hvis vi gik tur, så skulle vi stoppe en helvedes masse gange, fordi hun lige skulle hilse og snakke, hvilket irriterede mig.

Vi boede på første sal, i en to værelses med et køkken og lille wc, hvilket passede os meget godt, i forhold til de store familier med en masse børn, som skulle bo i de små lejligheder.
Da jeg kom op til vores dør så jeg et par nye sko, som jeg syntes at jeg havde set et magen par til, for langtid siden - og ved siden af var der et par høj hælede støvler, som jeg ikke kendte til.
Før jeg åbnede døren, sukkede jeg tungt, fordi jeg ikke orkede gæster igen, fordi jeg var træt og ville bare være alene med Azemina.

Da jeg trådte ind i den lille gang, hvor vi havde en masse knager hvor der hang jakker, tasker og andet bras, ramte lugten af cigaretter, kaffe, kage og juice mig - og Azeminas bløde og hæse stemme.
Jeg trak min tynde vindjakke af, trak mine slidte converse af, som var grønne af græs, og tjekkede mig selv i spejlet, før jeg gik ind i stuen.

Jeg havde taget ni kilo på efter krigen, men manglede stadig de seks andre, før jeg fik min gamle vægt igen, men mit ansigt lignede ikke et skelet mere, og mine kinder var kommet tilbage. Mine tænder var blevet hvide igen, og mit hår klippet. Men gløden i øjnene mangle stadig, og det var det værste.

"Irfan!!!!! Kom ind! Se hvem der er kommet!" råbte Azemina glad, og jeg trådte roligt ind i stuen, som var til røget, og bandede indvendigt over at Azemina igen ikke havde åbnet vinduerne imens der blev kæderøget.

"Du behøver ikke at råbe, jeg kommer nu" svarede jeg irriteret, og kunne nu se at en kvinde på alder med Azemina sad og så glad på mig.
Hun var blond, med langt glat hår og fine træk, og vinkede, jeg var på vej til at vinke, da jeg så ordenligt på manden ved siden af hende.

Han var blond, meget slank, hans ene skulder hang underligt, og da han rejste sig med besvær på det ene ben, isnede alt inden i mig, og jeg mærkede hvordan kvalmen brasede op fra maven, op i halsen.

"Hej kume* længe siden, hva'?" hilste han og rakte sin ene hånd ud, og hans ene skulder så endnu mere underlig ud. Jeg kunne ikke sige noget, og så bare på ham.
Han smilede hjertlig og åbnede hans favn og gik humpende imod mig, jeg begyndte at ryste ualmindeligt meget, og da han lagde sine tynde arme omkring mig, og jeg kunne mærke hans knogler, kunne jeg sige noget.

"Aco..." peb jeg, omhandle begyndte at grine.

* kum - kume = bosnisk ord for forlover, og bliver tit brugt imellem bedstevenner.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...