Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2665Visninger
AA

2. Kapitel 1

Februar 1992. ”For helvede Aco, du skal jo bare tegne en halv kasse, og en hel oven på, det er sgu da for fanden ikke så skide svært vel? Du er 18 og du kan ikke engang lave et fucking D på kyrillisk. Det er sgu da vores andet alfabet!” bandede Irfan, min bedsteven. Han bander værre end en havnearbejder, og tegnede endnu et D på kyrillisk meget aggressivt med det tykke blå kridt, på den knækkede asfalt. Jeg kiggede opgivende på de blå kyrilliske D’er, og pustede luft ud, som kom ud som en tåge. Det er februar og pis hamrende koldt, og jeg bliver undervist udenfor af min depressive ven, som var ved at smadre kridtet for hvert D han lavede. Han så sjov og gal ud, med en cigaret hængende ud af venstre mundvig, dybe irritations rynker på panden og næsen, og en sur mumlen. En gysen gik igennem mig, og jeg tog det snart flækkede blå kridt ud af hånden af Irfan, og tegnede langsomt en halv kasse, som så lidt skæv ud, og en hel kasse ovenpå, og ta daa! Et kyrillisk D! Irfan sprang op og dansede, jeg smilede glad, og puttede det blå kridt i lommen på min læderjakke, studerede stolt mit flotte D, og skubbede Irfan imod et par buske for sjov. ”Bwaa hvad fanden skulle det til for blondie, jeg hjalp dig, og nu skal du smutte ind og købe en flaske vodka for mig, du ved jo jeg ikke kan komme brasende ind i min onkels kiosk og købe diverse forbudte ting” sagde han og børstede sin mørkegrå uldjakke, og rakte mig et par hundrede dinar. ”Altså han ved jo du drikker som et svin, og ryger som en skorsten, så hvorfor ikke selv gå ind og købe det?” spurgte jeg irriteret, og foldede de par hundrede dinar i en lille rulle. Han blev vred og rev pengene ud af hænderne på mig, og gik imod den lille kiosk hans onkel ejede længere nede af den flækkede asfaltvej. Jeg begyndte at grine, og løb efter ham, han var simpelthen så barnlig nogle gange. Men for at gøre det helt klart, Irfan er barnebarn af den kendte og respekterede muslimske præst Hamidja Seherbegovic, og han er blevet forbudt rygning og alkohol, men han er bare ikke den type som gider bede. Han elsker at drikke, ryge og feste, især elsker han at skifte kæreste hver uge, hans rekord er 3 uger, hvilket han slet ikke syntes er pinligt. Jo flere jo bedre, ikke? Plejede han at sige kækt. Jeg syntes det var ret pinligt at slæbe rundt på ham når han var fuld, eller skulle ud og score, han kunne bare være så skide pinlig nogle gange. Da jeg nåede op på siden af ham, kiggede han dovent på mig med sine mørkebrune øjne, og vendte hovedet igen. Sur skal han jo være hverdag. ”Hallo man, gider du lige? De ved jo du drikker, ryger osv.” begyndte jeg, og han stoppede op, og pressede hans hånd op foran mit ansigt. ”Nej,nej ikke den der tale igen, de ved ikke jeg gør det, og du er min ven, og du skal jo ligesom hjælpe mig, som jeg hjælper dig” sagde han koldt og sparkede til en sten. Jeg sukkede og orkede bare ikke det skide drama show endnu en gang. ”Jamen for fanden Irfan, de tror jeg er alkoholiker og storryger, og gud ved hvad!” vrissede jeg, og han stoppede endelig op. Jeg kiggede forventningsfuldt på ham, men han kiggede bare ligeud, og pustede små skyer af røg ud i den kolde luft. Der skete intet i de næste 10 minutter, så jeg begyndte at gå imod kiosken som var 5 meter fra os nu, og han blev stående og gloede ud i luften. Jeg rystede på hovedet, og luntede de sidste meter imod kiosken, og så mig tilbage hvor Irfan stadig stod og gloede som en eller anden spade. Fint, lad ham glo, han får ikke en skid ud af det alligevel, kun at se de nøgne stenbjerge med lidt sne på, og en slidt og flækket asfalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...