Paradiset du og jeg deler.

Historien handler om de to bedstevenner Aleksandar (Aco) og Irfan.
Før krigen brød ud, var de ligeglade med hvilken religion de havde, det samme var hele Jugoslavien - ligeglade med hvad de troede på, og deres kulturer.
De alle respekterede hinanden indtil 1991 hvor Sloveninen først løsrev sig, så Kroatien samme år, og så 1992 - Bosnien - Hercegovina - hvor Aco og Irfan bor.
Men vil de begge blive ved med at respektere hinanden? Hvad forgår der, når ens naboer bliver dine væreste fjender? Er et ufattelig tæt venskab stærkt nok til at kunne holde respekten imellem Irfan den "ligeglade" muslim og Aco den troende ortodox?


Og datoen på hvornår krigen begynder passer ikke, den begyndte rigtigt den 6. April 1992 :)
JEG HAR PRØVET AT LAVE AFSNIT I ALLE SAMMEN, MEN LAYOUTET GEMMER DE IKKE!!!! -.-

15Likes
20Kommentarer
2677Visninger
AA

21. Epilog

16 år senere - Aco's synsvinkel.

Jeg drejede til højre fra hovedvejen i Stolac, som førte til Bileca.
Der var gået 16 - 18 år siden jeg sidst var her "hjemme" og havde kun været i Serbien - Pancevo hvor min kone Zorica kom fra.

For at være ærlig har jeg først nu fået mod til at rejse hertil efter krigen med Zorica og børnene.
Jeg er ikke sikker på hvad der enligt holdte mig væk fra mit eget land, men det er lidt ligemeget nu når jeg var 2 timer væk.

Mladen min søn på ti år, sad og så fascineret ud af vinduet på det tørre landskab med si e nysgerrige blå øjne, imens han lyttede til sin IPod.
Jelena min datter på fem år sad i sin autostol og sov, imens savlen gled ned i stride strømme nedad hendes røde og runde kinder.
Zorica, min kone sad og så lige så fascinerende på landskabet som vores søn Mladen.

" Hold da kæft et landskab landet har! Bosnien er frodig og skovrig, imens Hercegovina er tør"
Udbrød hun og jeg kunne mærke en snert af stolthed, og glædede mig til at se landsbyen, selvom mit hus ikke var genopbygget som alle andres. Jeg kunne ikke få mig selv til at genopbygge det, grunden kendte jeg heller ikke rigtig til. Sådan var det bare.

De hurtigte 2 timer til Bileca følg afsted, og da jeg lige havde kørt igennem den lille by, og kørte imod landsbyen som lå 5 km fra byen. Min mave krummende sig sammen af glæde, frygt og længsel samtidigt.

Hele vejen til landsbyen var næsten alt bygget og renoveret igen, vejen som var ødelagt af granater for næsten 20 år siden, så uberørt ud, og dækkede det uhyggelige og skrækkelige.
Det samme med husene omkring som var sort af sod, var kridhvide med orange tage, nye træer var skudt op fra den orange røde tørre jord.

Da jeg drejede til højre efter skiltet med pile som førte til imod Kalansko og Svisko Selo.
Da jeg kunne skimte de nyopbyggede huse, de mange vindrue, appelsin og citron plantager, og den lille bakke midt i min landsby, hvor Lence Zlatanovski engang boede, og mit ruinerede hus, fik jeg en klump i halsen - af glæde, savn og sorg. Jeg havde savnet det så forfærdeligt meget, men været så bange for at vende tilbage.

Jeg kørte forbi Irfan's onkel's kiosk som ar genopbygget, hvor en del børn kom strømmende ud med is , poser og andet for deres mødre, løb imod deres cykler - det gav mig korte flashbacks fra min barndom her, og klumpen i halsen blev en smule større. Zorica bed mærke i det, og lagde hendes hånd over min, og klemte den. Hun kender mig så godt.

Hele min krop rystede da jeg drejede ind på grusvejen med de ældgamle, rustne metal skilt som havde stået der i flere årtier - KALANSKO SELO.

Zerina's, Goran's, Lence's, Samir's og næsten alle huse var genopbygget, og i garagerne var der parkeret biler med danske, svenske, tyske og norske nummerplader.
Jeg havde mødt en del fra landsbyen, og kom godt ud af det med dem, de havde sagt at hvis jeg en dag kom forbi, så skulle jeg komme og drikke kaffe med dem, hvilket jeg måske gør med nogle, det var sommerferie og jeg skyndte mig ikke nogle steder.

Længere henne og en smule opad grusvejen lå mit hus i ruiner som jeg husker det for næsten 20 år siden, og parkerede min bil, hvor min far engang plejede at parkere sin Yugo 45.
Vi steg alle ud af bilen, og Mladen løb ind i ruinerne med det samme med Jelena, og ledte efter spændene rester. Zorica og jeg kiggede på.

Mine følelser kunne ikke beskrives, og Zorica holdte om mig uden at sige et ord, stod vi og så på hvordan vores børn fes rundt i ruinerne. Minderne drønede frem og tilbage, gode og dårlige, lykkelige og ulykkelige - som sagt intet kunne beskrive det jeg følte.

Bagved eller fra siden af mit hus, var der en sti som førte op til et lille bjerg som jeg tit var oppe på med vennerne, og der var en helvedes masse urter deroppe, og lige da jeg skulle til at pege over imod den, og vise Zorica vejen, som jeg tit havde snakket om, kom en meget solbrun, ung høj dreng på ca. 16-17 år med kulsort hår - daskende dovent ned af stien med hånden fuld af frisk plukkene urter. Jeg var ved at få et chok da drengen kom gående forbi med et hilsene smil.
Hold kæft han lignede Irfan, den muskuløse bare overkrop, det markerede ansigt og charmen som flød ud af ham - i det hele taget næsten Irfan.

*****

Han gik forbi somsagt med et hilsene smil, og lidt længere hen ad vejen. Jeg vendte mig om efter drengen som gik dovent imod det nyopbyggede Seherbegovic hus som lignede sig selv - Irfan havde nok bygget det op igen som det havde set ud før.

Ligefor drengen gik ind af den røde metal dør, og fik taget sine flip- flapper af, brølede en velkendt hæs stemme, som kunne høres i hele landsbyen "EMIIIIIIIIIR KOM SÅ HJEM"
Drengen så imod os og himlede med øjnene, og jeg sendte ham et grin.
"Ja ja far, er lige her, rolig nu" svarede Emir, Irfan's søn træt, og gik ind i huset, som jeg engang kendte så godt som mit eget hus.

Jeg stod nok og så dum ud, indtil min søn kom løbende med en over klisteret træstump, med Cunga - Lunga tyggegummi klistermærker. Denne lille stump havde været en del af mit klædeskab, som jeg havde klisteret til med Irfan da vi var små.

"Se! Der må have været mange på" sagde Mladen ivrigt, og jeg nikkede med et smil.

" Det var der også, din farmor blev stiktosset da hun så det, mig og min bedsteven Irfan klistrede det til. Han var, eller boede nede ved det næste hus" fortalte jeg, og Mladen's øjne skinnede af glæde, som altid når man fortalte om de gode gamle dage. Han tog sykket i venstre hånd og løb imod ruinerne, for at finde mere med Jelena. Mig og Zorica så på Irfan's hus, og satte os på det der engang var den østlige del af huset mur.

" Tror du han er flyttet hertil eller?" Spurgte Zorica, og jeg anede det ikke. Kun at jeg havde hørt fra de andre at han ikke kunne holde Danmark ud.

" det ved jeg ikke, måske" svarede jeg, og forsvandt i minderne som strømmede ind i mit hoved.

Det var sommer, før krigen, mig og Irfan kørte rundt på Irfan's knallert/ motorcykel som han havde bygget på i hele vinteren.

Irfan var slået op med Lence for to måneder siden på det tidspunkt, og var meget såret, hvilket han viste med had, vrede og en masse kvinder, istedet for.

Vi kørte ind til byen på vores lokale Caffe,og fik os en kaffe og et par smøger. Vi snakkede om vores plan om at køre til Trebinje - en by inærheden, som var tæt på en masse strande, hvor vi ville være i et par dage. Da vi var begyndt at aftale penge og hotel og benzin, kom Lence gående med Zlatko fra bryggeriet, hånd i hånd. Ikke fordi jeg ikke havde Set dem sammen før, men det havde Irfan ikke, og den smerte som skar igennem Irfan, var forfærdelig. Jeg selv fik det dårligt, fordi jeg vidste at han havde søvnproblemer osv. Over hende, og fordi jeg vidste hvor ondt han havde. Men før jeg kunne nå at tælle til tre, fór Irfan op fra bordet, og stod ansigt til ansigt med Lence. Hun så bange ud, hun kendte ham godt med hans vrede.

"du er en luder Lence, det er hvad du er, en fucking luder" sagde han hæst, med vrede og smerte i stemmen.

Lence så på ham med frygt og grådkvalt, og trak Zlatko med sig, langt væk og hurtigst muligt væk fra os. Irfan blev stående rystende af vrede og smerte. Jeg vidste ikke havde jeg skulle gøre.
Men en ting rystede mig var at Zlatko ikke engang beskyttede hende.

Turen til Trebinje var fin nok, men Irfan var ødelagt og såret, og drak sig hamrende stiv hver aften, og knaldede en masse piger, imens jeg fik set den gamle og charmerende by igennem. Det var typisk at vi var så forskellige, men vi elskede hinanden alt for meget til at undværer hinanden, ligemeget hvad.

******

Der gik et par dage hvor vi boede på hotel i Bileca, og jeg fik planlagt at få huset genopbygget, og fik besøgt en triliard venner. Men Irfan var ingen steder at se, hverken i byen eller rundt omkring i landsbyen. Nogle sagde at han var på stranden hele dagen med hans kone Azemina og deres tre børn. Jeg ville se ham, der var gået en del år siden besøget i Danmark og vores had var skrumpet ind, livet går videre.

En morgen for 14 år siden, efter mit bryllup fik jeg en meget tyk kuvert fra en adresse i Doboj.
Der lå næsten 800.000 kr i den, og et brev med sjusket Irfan skrif, hvor der stod undskyld, du skal være en god far, det skal du nok blive - og en adresse på en masse kirurger rundt omkring i
Danmark. Jeg fik en masse operationer, og nu halter jeg meget lidt i mit ben, resten er super, jeg kunne løfte mine børn op i luften og andet nu.

Et par dage før vi skulle hjem til Danmark, og jeg gik tur med mine børn og Zorica oppe på bjerget med urterne, så jeg Irfan's søn ligge og kysse med en pige, og de så meget optaget ud, så jeg tog en anden vej, med et smil. Æblet falder sgu ikke langt fra stammen. Vi fik plukket en masse urter vi kunne tage med hjem til Danmark, og da vi kom ned til mit hus, som skulle genopbygges i løbetvaf det her år, stod Irfan med en lille, lille, lille baby i armene og så op på bjerget.

Han lignede sig selv, bortset fra de små grå stænk i håret og ældre ansigt, vi var jo oppe i 40'erne nu. Mit hjerte slog et par slag hurtigere og jeg kunne mærke hvor nervøs jeg blev.
Da han med et suk så ned fra bjerget, og så på os, gloede han det der Irfan-bambi glo på os, og et af hans fantastiske smil spillede op på hans læber.

"Aco, jamen er du her? Du har børn, Hej Zorica!" Hilste han og flyttede lidt på babyen, så vi kunne hilse på hinanden.

Der gik ikke særlig langtid inden han fik os ind i hans hus, til kaffe og kage osv. Typisk ham.
Huset lignede sig selv som før krigen, bortset fra indretningen. Og jeg stod stille i gangen og så på huset, blev igen overvældet af minder, af alle de gange jeg var i det her hus, alt.

Azemina lignede også sig selv bortset fra et par små ekstra kilo efter fødslen af deres lille datter for 3 måneder siden. Deres ældste søn Emir var 17 år, og deres mellemste datter Aldijana på 15 år var i byen med nogle veninder, og babyen på 3 måneder hed Maida.

Vi fik snakket hele dagen og aften. Irfan var flyttet for 6 år siden, og nogle år inden boede de i Doboj, hos Azemina's familie, indtil huset blev bygget færdig. Da Zorica og Azemina var gået ud med børnene for en lille tur, sad mig og Irfan tilbage.
Vi snakkede lidt om hans ældste søn, og han var nærmest en kopi af Irfan, var ude med hans bedsteven Ismir hele tiden, rendte med piger osv. Som ham selv.

Vi fik snakket om mit liv osv, om hans, han var meget glad for at være hjemme igen.
Pengene han havde sendt var noget han havde tjent igennem hæleri og sortarbejde, han kunne ikke bærer over med at jeg var endt invalid, han fortrød, og vidste at der intet mere var efter krigen imellem os. Det gjorde ondt på os begge, men sådan var det. Vi ville aldrig stoppede med at bekymre os om hinanden, tænke og snakke med hinanden, sådan var det bare imellem os.
Når jeg en dag fik bygget huset op, og kom på ferie her, var han velkommen, det samme var jeg hos ham. Jeg ved ikke hvordan det skal gå imellem os, virkelig, men vi har for meget sammen til at holde os væk fra hinanden.

Vi har delt smerten omkring kærlighed, kærester, familieproblemer (mest Irfan), ulykkelighed, lykke, druk, stoffer (rolig nu, kun lidt), cigaretter, tanker, alt.
Han vil altid være en uhyggelig stor del af mig, om så krigen har fucked det op, det meste er gjort godt igen. Jeg droppede mit krusifix efter mit besøg hos ham, kunne ikke bærer det mere. For hvis Gud virkelig fandtes, hvorfor fik han Jugoslavien ødelagt? Hvorfor gjorde han det imod mig og Irfan? Hvorfor?
Jeg har grædt af savn, had og kærlighed efter ham, og jeg ved at han også har, noget indeni sig selv, han råer typen som holder kæft, og lider indeni.

Men hver tanke og minde fra før krigen er fyldt med ham, også krigen selvfølgelig, men når min søn og datter spørger om før krigen og krigen, vil jeg kun snakke godt om ham, fordi det er han, om så krigen fik det ødelagt. Irfan var Irfan min bedsteven, min bror.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...