Novellesamling: Det blev vinter igen

En lille novellesamling jeg har skrevet. Om lidt af hvert.

0Likes
0Kommentarer
1141Visninger
AA

3. Udsigten

 

Og det blev vinter igen, og sneen faldt og lagde sig i tykke dynger og stilheden var alt.

Verden og tiden stod stille. Ikke en vind rørte sig. Om det så end var muligt.

Linnea nød udsigten. Den var smuk. Solen var lige ved at gå ned, og hun stod på toppen af skrænten og kiggede ud over vandet. Selv om der ingen vind var, skvulpede vandet under hende når de små bølger slog med den massive mur af jord og sten.

Hun tog to skridt tilbage og satte sig ned på bænken. Hun tænkte. På Bassin, mor og far. På veninderne og på den smukke udsigt og vandtes skvulpen. Så poetisk som det nok kunne blive tænkte hun på alt og intet.

Intet er alt og alt er intet.

Ingenting er alting og alting er ingenting.

Verden er stor og verden er lille.

Vinden er larmende og vinden er stille.

Jeg er værende men jeg er her ikke.

Intet er alt og alt er intet.

Hun sukkede. Det digt havde hun engang skrevet i skolen. Til hurtigskrivning. Det var nu snart længe siden.

Hun kiggede ned på jorden. Tidligere på året havde hun set myrer der, men de var væk nu. Hun flyttede alligevel på fødderne.

Der var ved at blive koldt og Linnea skuttede sig. Hun trak den lilla hættetrøje tættere om sig og vendte ansigtet væk fra pålandsvinden. Vent- Hvor kom den pludselige vind fra? Hun havde ingen anelse, det var som om hun lige var vågnet op fra en drøm. Væk fra sin lille eventyrs verden, hvor alt og alle var i sikre trygge rammer. Igen fare på færde. Men det her var anderledes. Forvrænget.

Træerne der omkransede hende havde alle mistet deres blade for længe siden, det eneste der stod tilbage var de nøgne grene. Linnea vidste ærlig talt ikke hvilke træer det var. Hun havde aldrig rigtig hørt efter når hendes morfar fortalte om naturen og dens egenskaber. Hun havde aldrig været interesseret.

Hun vendte hoved tilbage til udsigten, hun ville nyde den så længe hun kunne. Så længe øjeblikket varede.

Hun rejste sig op endnu en gang, gik rundt om bænken et par gange, hoppede lidt på stedet, for at få lidt varme tilbage i kroppen. Det hjalp ikke meget.

Hun tog en dyb indånding, mærkede den kølige luft passere gennem hendes luftrør. Tog et skridt frem, et til. Hun stod nu på kanten, satte sig ned og dinglede med fødderne ud over.

Gud hvor hun kedede sig. Det slog hende lige pludseligt. Her ude på landet var der ikke meget at lave.

Hun tog og puttede den ene hånd i hendes lomme og trak ud en halskæde med et hjerte i. Det havde Bassin givet hende på deres årsdag. Det var efterhånden flere måneder siden de havde slået op, men hun havde den stadig. Hun kiggede på den. På det lille søde hjerte der dinglede fra sølvkæden.

Hun tænkte på Bassin og knugede den i hånden til det føltes som om den ville gå gennem huden. Så gav hun slip. Trak hånden tilbage over hoved, og kastede kæden så langt hun kunne.

Det var nok det bedste hun kunne gøre, bare glemme ham.

Hun rejste sig op igen og begyndte at gå tilbage, stille og roligt. Så vendte hun sig pludseligt om. Som om der var noget hun havde glemt, eller hun havde skiftet mening, og traskede med hurtige skridt tilbage til kanten. Hun kiggede ned, tog en dyb indånding.

Og så sprang hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...