Novellesamling: Det blev vinter igen

En lille novellesamling jeg har skrevet. Om lidt af hvert.

0Likes
0Kommentarer
1135Visninger
AA

2. Hunden

 

Det blev vinter igen og sneen lagde sig i tykke dynger omkring husene, på gader og marker.

Laila kiggede ud af sit vindue ud på gaden, som i den tidelige morgenstund var ved at blive ryddet for sneen, og sukkede. Hun skulle ikke i skole, da der var ferie, men kunne alligevel ikke sove længe. Der var i det hele taget ikke meget at lave her ude på landet.

Hun havde haft en hund. Faktisk var det ikke så længe siden den forsvandt, ud i sneen. Måske et par dage siden, det var svært at sige, lyset forandrede sig ikke så meget her så det var svært at vurdere hvad klokken var, eller hvornår på dagen man faktisk lige befandt sig.

Der var heller ingen ure i huset, som gik ordenligt. Der var masser af ure, alle steder, men de var alle for svære at aflæse, som om tiden stod på et andet sprog. Som om tiden ikke kom hende ved.

Hun havde først ventet på den. Så gået ud for at lede, men desværre havde hun ikke kunne finde den.

Hunden var væk, sagde hendes far. Det ville være umuligt at finde den ude i sneen. Den lille plyssede hvide hund.

Hun kunne selvfølgelig også være i huset, men der havde hun ledt, over det hele. Så det var egentlig også ret usandsynligt.

Hun sukkede igen og sneen faldt. Hun sad på tagloftet, på en lettere beskidt madras, og kiggede opgivende ud af det ene af de to vinduer, deroppe. Dette vendte syd, så hun kunne se markerne. Det her var hendes ynglings sted at være, for der var altid så smukt derude, men lige nu var det bare hvidt. Det havde selvfølgelig også sin egen charme, men hun kunne bedre lide farverne. De lovede om bedre dage, og gladere humør.

Hun var overrasket over at hendes far ikke havde råbt efter hende endnu. Hun skulle egentlig have hjulpet han med nogle huslige pligter, men han skulle åbenbart ikke bruge hendes hjælp alligevel. Måske var det fordi hun stadig sørgede over hendes hund.

Hun kiggede ud af vinduet igen. Sneen faldt stadig, lagde sig stadig i tykke dynger.

Hun havde ikke forladt luftrummet siden hunden forsvandt, efter hun havde ledt. Hun havde nok at lave her oppe, masser af bøger. Dog var her så stille uden hunden. Hun sukkede igen. En dårlig vane hun havde taget til sig i sorgen.

Hendes far mente at hun skulle komme over det, men havde givet hende et par dage til det, for ikke at presse hende for meget.

Det havde altid været hendes hemmelige rum, heroppe på loftet. Den eneste hun nogensinde havde indviet hendes hule til var Hanna. Hendes elskede hund, som nu lå et eller andet sted ude i sneen og frøs. En enkel tåre trillede ned af hendes kind. Hvor hun dog hadede sneen, som havde taget hendes elskede hund.

Hun havde ellers altid elsket den som barn, men ikke længere.

Hun overvejede lidt om hun skulle gå ud i sneen igen og lede. Hun kunne ikke være komme langt, vel? Men det stormede og sneen fygede, og i det hele taget var der ikke meget i at gå udenfor, hund derude eller ej.

Hun sukkede igen og rullede om på ryggen. Alt havde følt så underlig siden Hanna blev væk. Som om der var noget der ikke var helt rigtigt. Laila var helt sikker på der var et eller andet rablende galt, men hvad vidste hun ikke. Og hun havde ikke den store intention om at undersøge det. Hun havde jo ledt efter hunden, det måtte være godt nok.

”Når der er du Hanna!” Laila vendte sig om, automatisk reagerende på navnet, på hendes hund.

Der i døren stod hun selv. Laila.

Skikkelsen kom nærmere indtil hun kom tæt nok på til at løfte Laila op fra gulvet, hvor hun havde ligget på en madras. Laila udstødte et forskrækket skrig, men det eneste der forlod hendes mund var et hyl. Den slags en hund laver.

Hun kiggede forskrækket ned af sig selv. En hundekrop var alt hun så forme sig under hendes blik. Hendes blik straks fløj tilbage til mennesket der holdt hende. Hendes krop holdt hende oppe! Hvordan var det her muligt?! Hun skimtede ud af øjenkrogen et smørret grin sprede sig over menneskets ansigt før hun råbte ned af trappen: ”Jeg fandt hende far!”

Hun sænkede blikket til hunden i hendes arme, Det smørrede grin forlod aldrig hendes træk.

”Jeg fandt hunden.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...