Novellesamling: Det blev vinter igen

En lille novellesamling jeg har skrevet. Om lidt af hvert.

0Likes
0Kommentarer
1142Visninger
AA

4. Det' indviklet

 

Clara satte sig op i sengen. Hun kunne ikke leve længere. Ikke at der ikke var gode grunde til det. Der var i det hele taget mange. Men det hele var bare så uoverskueligt. Hvordan kunne det ske? Det var nu sommer, men det hele skete da det blev vinter. Hun kunne ikke tro sine egne tanker. Det var bare forkert, på så mange måder.

Hendes fødder blev slæbt hen over linoleumsgulvet. Deres lejlighed var ikke særlig fancy. Det havde den i det hele taget heller aldrig været. Hun satte sig ned på stolen, den knirkede under hende, og kiggede ud af vinduet.

Udenfor var solen kun lige ved at stå op. Så der spredte sig et orange lys over det nederste af himlen. Clara syntes det så smukt ud, men dvælede ikke ved det længe, hun havde alt for meget andet at se til. Alt for meget på hjertet. Som hun bare ikke kunne få ud.

Hun rejste sig op igen for at få sig noget morgenmad. Tog en pose havregryn og noget mælk fra køleskabet, og satte sig ned igen. Hun hældte langsomt maden op. Kold mælk ramte tørt havregryn.

Det var morgen rutine. Og som en hver anden morgen var hendes mor ikke hjemme. Hun kunne heller ikke være mere ligeglad, eller det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv.

Hun skulle snart mødes med en veninde neden for blokken. De skulle hjem til en anden pige, bare fordi de kedede sig. Men Clara var ikke klar til at være sammen med andre. Men hun ville slevfølgelig rigtig gerne hen til den anden pige, af grunde hun ikke kunne røbe.

Tilbage til dilemmaet ved hånden. Åh nej! Hvad skulle hun dog gøre! Hun ville gerne hen til veninden, men hun kunne bare ikke overskue det hele. Det var bare for indviklet. Først denne dreng, og nu veninden? Kunne det blive værre? Måske. Men det var nu svært at sige, som landet lå.

Hun rejste sig brat op og væltede næsten bordet. Hun havde aftalt at komme til drengens koncert i morgen! Det havde hun da helt smidt ud! Hvordan kunne hun glemme noget så vigtigt? Men hun kunne jo ikke komme. Hun kunne ikke få sig selv til det. Der var for meget i hovedet. For meget om lige præcis den dreng. Og selvfølgelig også pigen, men hun kunne ikke komme, hun kunne bare ikke. Det var-

Det bankede kort på døren og Clara blev hylet helt ud af sine tanker. Hvem kunne det dog være? Åh, bare det ikke var den anden veninde!

Clara småløb over til døren, og åbnede den op på klem. Da hun så hvem det var lukkede hun hurtigt for at åbne døren helt. Hendes hjerte var sunket helt ned i maven på hende: Det var veninden.

”Du ser anspændt ud”

”Det er jeg også” Hun rørte sig ikke ud af stedet.

”Skal vi gå?”

Hun tøvede ”okay.. Lad min lige gøre mig klar!”

”Jeg venter bare her.”

Clara løb ind i lejligheden igen. Hun smed noget rent tøj på og det mest nødvendige make-up i en fart der kun kunne præsteres af en rigtig pige. På ingen tid var hun ude i gangen igen, men en taske slynget over skulderen.

De gik sammen ned af trappen i opgangen, hånd i hånd. Ud af blokken og hen mod venindens hus.

”Hvad er der?”

”Ikke noget” De nærmede sig vejen.

”Jeg ved der må være noget, du er jo helt nede.”

”Okay så. Mit dilemma er-” Hun noget aldrig at færdigøre sætningen, fordi en rød bil kom kørende over for rød, og ramte hende lige i siden.

Alt blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...