Novellesamling: Det blev vinter igen

En lille novellesamling jeg har skrevet. Om lidt af hvert.

0Likes
0Kommentarer
1088Visninger
AA

1. Det blev vinter igen

 

Det var blevet vinter igen og ude over sletten ruller skyggerne, skyer fulde af mørke, kulde og død, imod hende. Hun står bare og stirrer, venter, på det uundgåelige. Verden plejer at være fredsfyldt om natten, et behageligt mørke, men dette er noget andet, noget der ikke kan sammenlignes med andet end død. Hun står så fin og rank og venter. Sommer og efterår er for længst svundet og det kolde mørke vinter har taget over.

Der er snart gået en uge, en uge der føles som år, og hun har stadig intet hørt. Intet hørt fra den mand hun elsker. Hun har ikke rørt sig siden den dag han skulle være kommet hjem. Hvor han skulle have vendt tilbage fra krigen. Hendes smukke ansigt bliver lyst op af månens blege skær, men der er noget anderledes over det, det er ikke det glade ansigt som plejede at le og smile. Der er ikke den mindste anelse af et smil, og hendes latter vil være hul og følelsesforladt.

Det er snart tid, hun kan mærke det. Hun vil snart kunne se dem komme, dem han lovede at sende for at passe på hende, hvis han ikke selv kunne. Det kan ikke være andet, ellers ville han selv være kommet for længst. Der er intet håb tilbage. Og dog, for hvorfor vil hun ellers stå i vinduet og vente? Vil hun stå og vente hvis alt håb er væk? Det er muligt at der intet håb er, men hun vil ikke indse det.

Det bliver mørkere idet en af de kolde mørke skygge-skyer glider foran månen. Hun står i totalt mørke, hendes smukke ansigt er gemt i skyggerne, og de hvide hænder på karmen ser næsten sorte ud. Skygge-skyerne glider lydløst over tårnet, og indhyller det i det mørkeste mørke. De bringer lugten af død med sig, hun ved hvor det kommer fra, men hun vil ikke tænke på det.

Hun har knap blinket i al den tid hun har stået i vinduet og ventet, og hun har slet ikke spist, drukket eller sovet. Går der meget længere tid vil hun besvime af væskemangel, men hun mærker det ikke. Hun er på en måde ikke tilstede i sin krop, men lever kun i håbet om at se sin mand igen. 

Skyerne glider langsomt forbi og maler verden sort. Hun kan bedst lide natten, solen gør ondt i hendes øjne og verdenen udenfor er for munter. Men til gengæld er det svært for hende at holde sig vågen om natten.

Hun kan kun tænke på én ting, alle andre tanker bliver skudt væk. Hun vender og drejer situationen i hovedet. Nu må de da snar komme, hun kan mærke at det er snart, men præcis hvornår ved hun ikke. Hun ved kun at de er på vej.

Hvordan skal det hele gå uden hendes elskede mand? Hvorfor skulle han absolut i krig? Hvorfor? Hun prøver selv at besvare nogle af sine spørgsmål, men de fleste kan hun ikke finde et svar på, og andre vil hun slet ikke tænke over.

 

Det bliver koldere, hver nat bliver det koldere, hver nat bliver det mørkere, hver nat kommer hun tættere på skæbnen.

Hun vil ikke indse det, hun vil vente og håbe. Håbe på det hun godt, inderst inde, ved ikke vil ske. Han vil ikke komme tilbage, men tanken bliver skubbet væk hver gang den kommer til hende.

Hun må tro, må håbe. Det er det eneste hun har tilbage. At tro og håbe på at hendes kærlighed vender tilbage.

 

For første gang siden hun stillede sig i vinduet, ser hun. Hun ser verdenen omkring sig og ikke kun horisonten, hvor det hun venter på vil vise sig. hun ser de vejrbidte træer der udgør skovbrynet, hun ser sletten og mørket. Mørket der næsten er uigennemtrængelig.

Det må være snart, ellers ville hun ikke være i stand til at se. Hun vender sig igen, både spændt og bange, mod horisonten over sletten. Og så i det fjerne ser hun en plet, en lillebitte plet oplyst af en fakkel. Hun spærrer øjnene op og løfter sin ene lysende hånd op, og tørrer en tåre af sin smukke kind. Nu kan hun også bevæge sig.

Hun kigger nærmere på pletten, den bevæger sig hurtigt, så personen må være til hest. Men hun kan ikke se det, mørke opsluger næsten alt. Hun læner sig ud af vinduet, for bedre at kunne se, men der er cirka en meter fra kammeret og til udenfor. Hun vil vide det, så hun hiver sig op i karmen, og kravler hen til kanten, over de kolde mørke sten.

Personen er tæt på nu. Hun har en hård knude i maven, hun ville vide det allerede nu, hvis det ikke var for mørket!

Hun læner sig længere ud, men en af de yderste sten, som har ligget der i alt slags vejr, er glat og hun glider. Med hovedet først falder hun ud af vinduet, og ned mod den mørke kolde jord under sig.

Hun når ikke at se sin elskede mand trænge igennem mørket på en hest og med en fakkel i hånden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...