Det sidste rum

En klasseudflugt til ARoS udvikler sig til at være langt fra så kedelig som frygtet.
Han bliver jagtet af en eller flere mørkklædte mænd, der skyder for et godt ord. Kan Jonas stole på sin omgivelser? Hvilke alliancer afslører mørket og findes der en forræder?

Følg med på Jonas´ rejse i mørket på kunstmuseet i Århus.

84Likes
163Kommentarer
6629Visninger
AA

3. Uventet

 

"Jonas." Jeg havde nær sprunget lige i vejret, da Janne pludselig stod ved siden af mig. Hun måtte havde set frygten i mine øjne, for hendes smil blegnede. Hun så sig over skulderen og lob blikket glide hen over de andre grupper, der var begyndt at samles i den smalle gang.

Hun synes at bedømme afstanden til dem inden hun lænede sig tættere ind mod mig, og hendes blik lod der ikke være tvivl om, at hun forlangede at blive sat ind i situationen. Jeg trak vejret dybt mens jeg lynhurtigt overvejede, om der overhoved var noget at fortælle. Jeg rystede let på hovedet og sendte hende et smil, inden jeg så op for at forsøge at lokalisere resten af vores gruppe. At dømme på de andres opførsel, havde vi åbenbart fået besked på at gå ud i grupperne.

Et lilla kopiark tætskrevet med spørgsmål og opgaver blev delt rundt, og mens jeg skimmede hen over restens af dagens aktiviteter samledes resten af min gruppe omkring mig. Janne, Lo og Tine stod alle med et af de lille ark i hånden. Janne så opgivende ned over siden og sendte mig så et undskyldende smil. Tine og Lo havde allerede pakket papiret væk og stod og fnisede over noget på Los telefon. Endnu engang var det mig, der ville være den ansvarlige for at opgaverne blev løst. Jeg så op i det samme som Michael kom gående med bøjet hoved og hastige skridt rundt om hjørnet, hvor jeg netop selv var kommet fra. Han så ikke op da han nåede resten af gruppen. Han stillede sig bare et stykke bag Tine og Lo, der nu fnisede højere og på kanten til det hysteriske.

Den første opgave gik ud på at beskrive den store drengefigur med det simple, og en lille smule intetsigende navn "boy." Jeg ledte vej op ad trapperne og min gruppe fulgte efter. Deres lavmælte snak og Tines til tider høje latter smeltede sammen til en irriterende summen bag i min hjerne . Det ville blive en lang dag.

 

Vi var nået til niveau 6 og var netop trådt ind i Art City, da et skrig lød. Jeg så op fra papiret, som jeg efterhånden havde overfyldt med bitte små noter i margenerne og mellem linjerne. Janne, der havde set mig over skulderen, så op samme tid som mig. For bare et minut siden havde rummet summet af liv og engageret snak. Nu var der dødstille.

Det virkede som om alle holdt vejret. Lyden af en dør der blev smækket åben lød som et drøn gennem den stille sal. Skriget lød igen, men denne gang var det mere som et råb, der blev efterfulgt af lyden af løbende fodtrin. Tine og Lo havde endelig taget sig sammen og set op fra Tines telefon og det, der havde underholdt dem den sidste halvanden time.

Vi så alle sammen op, selv Michael var vågnet op af sin døs og så en lille smule nervøs ud, mens vi ventede i den evighed, det tog før fodtrinene kom nærmere.

Inden vi nåede at se, hvem der bar de løbende sko lød en uhyggelig høj og skurrende lyd højt over vores hoveder. Den høje tone, der kom i stød og mindede uhyggelig meget om luftalarmerne fortsatte, og de gik op for mig, at det var brandalarmen.

Jeg greb Jannes hånd og ville trække hende med hen imod udgangen. Jeg var overbevist om, at brandalarmen var gået af ved en fejl, men noget sagde mig alligevel alligevel, at vi skulle skynde os ud.  Jeg trak let i Jannes hånd og da hun ikke umiddelbart reagerede, vendte jeg mig om for at se på hende. Hendes udtryk var skræmt, men hun kiggede ikke mod mængden af mennesker, der hastigt var på vej mod de store glasdøre. Hendes blik var fæstnet ved et punkt længere inde i lokalet. Jeg fulgte hendes blik og nåede lige at se et glimt af Michaels ryg, inden han forsvandt bag en af de tynde vægge. Jeg var splittet. Først og fremmest var jeg i tvivl om, om jeg havde en eller anden form for hallucination, eller om jeg skulle tro på det jeg så.  Stod jeg på 6 etage af ARoS og lyttede til brandalarmen mens jeg så min kammerat styrte for fuld fart i modsat retning af alle andre. Allerede inden jeg havde besluttet mig, for om jeg hallucinerede eller ej, var jeg i bevægelse. Jeg blinkede og forsøgte at fokusere på gulvet foran mig. Det gik op for mig, at Janne hev mig afsted i min arm i samme retning, som Michael netop var forvundet i. Lokalet var allerede helt tømt for mennesker, og man kunne ikke høre andet end vores løbende trin og Michaels sko mod gulvet et stykke foran os.

Min logiske sans var endnu ikke helt med på, hvad det var jeg foretog mig, men jeg slap Jannes hånd og satte farten op, for at komme op på siden af hende. Vi løb igennem en dør, der hvis den havde været lukket var næsten usynlig mod den hvide væg. Vi stod i en lang trappeopgang og den tætte, varme luft synes at gøre det svært at trække vejret. Jeg kunne ikke længere høje Michaels fodtrin og jeg anstrengte min hørelse for at lytte efter spor.

Janne gispede på samme tid som jeg. En lav mumlen af stemmer blev ført med den varme luft og synes at klæbe mod vores hud. Selve luften synes at advare os mod at være her, og råde os til at vende om. Men Michael.

Et sted længere nede i trappeopgangen smækkede en dør og jeg glemte et øjeblik den uhyggelige stemning og luftens ildevarslende besked. Jeg og Janne satte af ned af trappen på samme tid, men vores trin blev brat standset da et dæmpet plop af en eller anden mystisk grund gav genlød i opgangen. Jeg så på Janne, der stirrede ned ad trappen og synes at være bange for at fortsætte. Selv havde jeg en underlig følelse i maven. Jeg havde set amerikanske actionfilm og krimier nok til at vide, hvordan en pistol med lyddæmper lød, når den blev affyret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...