Det sidste rum

En klasseudflugt til ARoS udvikler sig til at være langt fra så kedelig som frygtet.
Han bliver jagtet af en eller flere mørkklædte mænd, der skyder for et godt ord. Kan Jonas stole på sin omgivelser? Hvilke alliancer afslører mørket og findes der en forræder?

Følg med på Jonas´ rejse i mørket på kunstmuseet i Århus.

84Likes
163Kommentarer
6566Visninger
AA

6. Glas

 

Mens jeg og Janne endnu stod og stirrede op på regnbuen over vores hoveder hørte vi igen skridt. Løbene skridt. Michael kastede et enkelt blik på dørhåndtaget på den dør, han netop havde låst. Jeg fulgte hans blik og så til med rædsel, da håndtaget langsomt blev trykket ned. Janne hulkede og jeg så tårer i hendes øjne da også hun indså, at vi nu var fanget på taget af den mere end 40 meter høje bygning. Jeg stirrede på dørhåndtaget som om jeg kunne forhindre i det at bevæge sig, hvis jeg bare troede nok på det.

Vi stod helt stille og lyttede efter den ene lyd, vi ikke ville høre. Michael havde vendt sig om og var på hen mod kanten af taget da han hørte det. Han stivnede og drejede om på hælene. Han stirrede på håndtaget, hørte lyden af et nøglebundt, der blev raslet og så håndtaget blive trykket ned.

"Løb!" Han havde ikke behøvedes at sige noget. Der var ikke en jordisk chance for, at jeg var blevet stående. Janne klemte min hånd og trak mig med, da hun begyndte at løbe.

Michael løb hen til kanten af taget og begyndte at råbe. Først forstod jeg ikke, hvad det var han sagde, eller hvad han forsøgte at opnå med det, men da jeg nåede op på siden af ham, fik jeg øje på de hundredvis af mennesker, der var forsamlet neden for bygningen.

Vi hoppede op og ned, baskede med arme og ben men lige meget hjalp det. Vinden tog vores stemmer og der var ikke nogen, der tænkte på at se op på taget. Vi var virkelig fanget.

 

Døren blev åbnet på klem men vinden tog den og smækkede den helt åben. Braget, da døren ramte væggen bagved sig med fuld styrke fik endnu engang mit hjerte til at slå for fuld styrke, og jeg mærkede, hvordan tårerne brød frem i mine øjne.

Jeg var fuldstændig låst fast, der på kanten af taget, ude af stand til at bevæge mig fordi jeg var så bange. Mit blik fandt Jannes og jeg kunne se, at også hun havde givet op. Jeg havde endnu engang glemt alt om Michael, der i hvert fald ikke manglede handlekraft. Han gav mig et puf i ryggen og greb fat i min trøje for at ruske i mig. Først hørte jeg ikke, hvad han råbte selvom han stod lige foran mig. ".. Regnbuen, løb. Der er en vej ned til museet igen." Han måtte gentage tre gange før jeg endelig forstod hvad det var han forsøgte at fortælle. Jeg kastede et sidste blik ned på menneskene, der var forsamlet ude foran museet 40 meter nedenfor mig, inden jeg trak Janne med mig op ad endnu en trappe.

Blæsten blev kraftigere da vi nåede endnu højere op på trappen. Jeg så mig tilbage, jeg så Michaels mund bevæge sig, men blæsten tog hans stemme og jeg hørte ingenting. Janne fumlede med låsen, og da hun ikke kunne få sine hænder til at holde inde med at ryste længe nok til, at hun kunne få nøglen i låsen, lagde hun sin skulder til døren og pressede. Det var slagsikkert glas, så jeg havde ingen anelse om, hvordan hun formåede at mase døren ind. Men ind det kom vi.

Jeg så mig igen tilbage men alle spor efter Michael var borte. Da jeg vendte mig om igen var også Janne ude af syne. Jeg var normalt ikke den type, der tyede til panik, men nu kunne jeg ikke holde følelsen tilbage. Jeg snurrede lynhurtigt en omgang om mig selv, og forsøgte at fokusere på trods af det farvede lys. Noget rørte ved mit bukseben og et skrig byggede sig op i min hals. Jeg så ned, og der sad Janne. Hun holdt hånden presset mod sin skulder. Først forstod jeg ikke. Det fordrejede udtryk i hendes ansigt og de sænkede skuldre. Men så så jeg det. Glasdøren. Der hvor hun havde presset skulderen imod var glasset knækket og en glasset var til dels farvet af bordouxrødt blod. Jeg lod forfærdet mit blik følge Jannes spor. "Det er kun et lille snit," sagde hun men hun kunne alligevel ikke holde et lille udbrud tilbage, da hun trak blusen til side, så jeg kunne se hendes skulder. Det var et lille snit, men det var stadig et snit. Jeg måtte kæmpe for ikke at få det dårligt, blod og åbne sår havde aldrig været min helt stærke side, og med viden om, at der gik en mand med et våben rundt nede på taget, sammen med Michael, var jeg i forvejen ikke den bedste situation til at lege med mine fobier.

Janne så udtrykket i mine øjne, og på en eller anden måde så formåede hun at sende mig et overbærende smil. Hun trak sit store pakistanertørklæde af og viklede det om armen. Jeg bandt en knude på de løse ender og fik det fysisk dårligt ved at se Janne krympe sig. Vi fik dog ikke meget tid til at ømme os, for i det samme lød der råb. Eller i starten troede jeg at det var råb. Hverken Janne eller jeg turde kravle hen til vinduet for at kigge ned, men vi kunne høre i hvert fald to personer diskutere højlydt. Hvis jeg havde haft overskud til at tænke mig om, ville jeg måske have fattet mistanke allerede her, men jeg havde nok at gøre i at forsøge at trække vejret ved siden af den overvældende kvalme, jeg havde fået ved synet af Jannes blod. Tanken om, at Michael var nede på taget med de, i hvert fald to mænd, hjalp mig heller ikke ligefrem til at være rolig.

En af mændene på taget synes at blive mere og mere ophidsede og han råbte højere og højere. Efterhånden var hans toneleje så højt, at jeg på trods af blæsten kunne høre, hvad han sagde. Eller i hvert fald brudstykker af det, han sagde. Det var noget med et galleri, en udstilling. Måske et nyt rum i kælderen. Også var der noget med museumsdirektøren. Hvad end det så var med direktøren, så var manden aldeles rasende på ham, for da han omtalte ham blev hans stemme pludselig dybere og jeg kunne næsten forestille mig, hvordan hans ansigt fortrak sig i vrede. En af de andre personer forsøgte at berolige manden, og pludselig lød der et skud. Endnu et skud. Jeg dukkede automatisk hovedet og jeg hørte det bløde bump, der angav at også Janne havde smidt sig fladt ned på maven. Vi havde hele tiden antaget, at vi var skjult inde bag det farvede glas i regnbuen, men ved nærmere eftertanke, så vidste mændene jo, at v var løbet herop. Jeg huskede, hvad Michael havde sagt. Det var en vej tilbage ned museet fra regnbuen af, og det var meningen at vi skulle løbe den vej. Både Janne og jeg var blevet distraherede af mændenes ankomst og Jannes uheldige møde med glasdøren, men hvis vi skulle have en chance for at flygte uset, så var det måske ved at være tid.

 Efter skuddet var der endnu engang komplet stilhed. Jeg frygtede, at hvis jeg så ned, så ville jeg se en død eller såret Michael ligge på taget. Det var et syn, jeg ikke var sikker på, at jeg havde lyst til at huske, så da jeg forsigtigt rejste mig op på knæ, sørgede jeg for, ikke at se ud ad vinduerne. Jannes blik fandt mit. Vi nikkede en enkelt gang til hinanden, og så løb vi. Jeg forsøgte, at holde blikket fokuseret på gulvet foran mig, men da vi løb igennem de skiftende farver fra regnbuen, kunne jeg ikke afholde mig selv fra, at kaste et blik ud over byen. Det var ubeskriveligt. I mit hoved havde jeg forestillet mig regnbuen, jeg havde forstillet mig, hvordan jeg gå rundt i den og lade mig opsluge af tanker om verden. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg ville flygte gennem regnbuen mens jeg seriøst var i tvivl om, om jeg ville overleve. Janne løb direkte foran mig og da hun snublede og skreg af forskrækkelse over hendes eget fald, løb jeg lige ind i hende. Vi tumlede rundt på det hvide gulv mens vi forsøgte at få viklet arme og ben ud af hinanden, så vi kunne komme op at stå igen. Hvad vi ikke havde lagt mærke til, var at mændenes snak, der havde været brudt ud igen, nu var standset.

Jeg stillede mig op og så ud gennem det blå glas. Jeg stirrede direkte ind i øjnene på en mørkklædt mand med hat.

Janne havde endnu ikke fået rejst sig op, og jeg måtte nærmest slæbe hende hen over jorden, da jeg greb fat i hendes trøje og begyndte at løbe igen. Der var ingen tvivl om, at manden havde set os, og han var ikke glad.

Denne gang hørte jeg ikke skuddet, men jeg så glasset splintre ved siden af mig. Janne skreg, og jeg mærkede tårer af frygt løbe ned ad mit eget ansigt.

Jeg løb alt hvad jeg kunne, men jeg havde allerede kravlet op ad tre etagers trapper, og jeg var ingen hurtigløber. Al fascination af regnbuen var skubbet til side for den frygt, der lyste ud af mine øjne, da jeg fulgte glasset, der splintrede overalt omkring os, med øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...