Det sidste rum

En klasseudflugt til ARoS udvikler sig til at være langt fra så kedelig som frygtet.
Han bliver jagtet af en eller flere mørkklædte mænd, der skyder for et godt ord. Kan Jonas stole på sin omgivelser? Hvilke alliancer afslører mørket og findes der en forræder?

Følg med på Jonas´ rejse i mørket på kunstmuseet i Århus.

84Likes
163Kommentarer
6622Visninger
AA

7. Fanget for alvor

 

Vi løb gennem regnbuen i evigheder, lyset skiftede omkring os, og hvor end vi så hen, var der revnet og splintret glas. På mirakuløs vis blev ingen af os ramt.

Døren, der førte ud ad regnbuen igen var låst, men inden vi begge nåede at gå i panik, opdagede jeg, at låsen sad på indersiden.

Vi styrtede ned ad trappen, og i min egen iver snublede jeg over mine egne fødder og væltede det sidste stykke ned ad trappen.  Jeg landede med et bump på taget. Alle mine sanser var på vagt men alligevel hverken hørte eller følte jeg noget.

"Hvis!" En dyb mandestemme lød bag mig, og Janne kom med et dæmpet gisp. Tiden stod fuldstændig stille. Jeg drejede hoved så meget som jeg turde og fik et enkelt glimt af en høj, tynd mand, der holdt en pistol mod Jannes hoved. Jeg så igen ned på mine hænder, der, på trods af at jeg ingenting havde mærket, var mærkede efter mødet med det asfaltlignende tag. Jeg mærkede afmagtelsens tårer løbe koldt og ufølende ned ad mine kinder og jeg så op på regnbuen. Regnbuen der havde været så smuk i mere end en forstand var nu ødelagt. De farvede glas, der når man så igennem dem, havde givet omgivelserne og byen et helt nyt, næsten poetisk udtryk, var nu splintrede. De få af dem der stadig stod formåede ikke andet end at få ødelæggelserne til at se endnu mere katastrofale ud.

 

"Hvis du så meget som prøver på at flygte" fortsatte manden og selvom jeg havde følelsen af, at flere minutter var passeret indså jeg, at kun få sekunder af dette mareridt var forbi.

Janne kunne ikke holde en hulken tilbage og pludselig virkede alting så fjernt. Alting omkring mig virkede så uvirkeligt og et øjeblik havde jeg svært ved at huske, hvordan dagen var startet, og hvordan jeg var havnet på taget af ARoS midt i en bunke af farvede glasskår.

 Jeg drejede hovedet for at finde Jannes blik. En skygge bevægede sig i udkanten af mit synsfelt og jeg var sikker på, at det var endnu en kriminel. Den sortklædte figur, der fløj gennem luften og landede på ryggen af den våbenføre kriminelle og de væltede begge om på jorden. "Michael," Min stemme var svag og bar tydeligt præg af den lettelse, jeg følte ved at se den unge dreng i live.

Michael og manden tumlede rundt på jorden endnu og jeg trådte hen for at hive Michael på benene. Knap havde Michael fået kroppen i lodret stilling for han igen var på vej. Det krævede ikke meget opfordring før at også Janne og jeg fik benene på nakken og så var vi på vej. Jeg så mig tilbage over skulderen og så at manden var forsvundet. Jeg nåede ikke engang at se mig om, eller overveje, hvor han kunne være blevet af, før han stod foran mig. Jeg gispede og i det næste sekund holdt han sin hånd hen over min mund. Jeg var den, der havde løbet bagerst og i farten havde ingen af de andre opdaget, at jeg ikke længere agerede bagtrop.

 

Jeg så de andre forsvinde gennem en dør og ned ad endnu en trappe. Jeg sagde ikke et ord, selv hvis jeg havde kunnet råbe eller skrige, er jeg ikke sikker på, hvor meget det ville have nyttet. Vi stod på taget i et par minutter efter at Janne og Michael var forsvundet. Lyden af deres fodspor var for længst forsvundet.

Manden, der nu havde sluppet sit tag om min mund, men kneb sine fingre ind i min skulder med sådan en styrke, at jeg troede at han ville standse blodomløbet til min arm. Han trak mig med hen over taget og ud gennem den samme dør, som vi alle var kommet fra. Jeg sagde ikke et ord, og det gjorde manden heller ikke.

Han trak mig med ned ad trappen, og jeg undrede mig kort over, hvor de andre mænd var blevet af. Da tanken slog mig ville jeg være gået i stå, hvis ikke det havde været for mandens skarpe greb i min skulder. Havde de andre mænd fanget Janne og Michael?

Vi gik ned ad trapperne i fuldstændig stilhed. Den højeste lyd, der hørtes var lyden af mine sidelæns trin ned ad trappen.

Jeg havde ingen ide om, hvilken etage vi befandt os på da manden pludselig drejede af. Jeg var nær væltet ned ad trappen, da han pludselig drejede om og gik ind gennem en af de hvide døre.

Jeg forsøgte at dæmpe mit eget hjerteslag, der var hastigt og næsten gav genlyd for mine øre. Jeg koncentrerede mig om at lukke lyden af hjertebanken uden og fokusere på andre lyde på museet. Vi stod i guldaldergalleriet, hvilket var, efter min bedste overbevisning, var på niveau otte. Jeg vidste godt, at chancen for, at jeg skulle kunne høre mine venner gennem flere vægge og etageadskillelser var lille. Men jeg fokuserede alligevel min hørelse og lyttede efter lyde, bare små tegn, der antydede, at der var andre fritløbende mennesker på museet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...