Det sidste rum

En klasseudflugt til ARoS udvikler sig til at være langt fra så kedelig som frygtet.
Han bliver jagtet af en eller flere mørkklædte mænd, der skyder for et godt ord. Kan Jonas stole på sin omgivelser? Hvilke alliancer afslører mørket og findes der en forræder?

Følg med på Jonas´ rejse i mørket på kunstmuseet i Århus.

84Likes
163Kommentarer
6559Visninger
AA

11. Det er forbi ?

 

Museumsdirektøren. Det var hans ansigt jeg så, da jeg slog øjnene op. Jeg så mig forvirret rundt. Billeder af den drøm, jeg kun vagt kunne huske, flagrede rundt i mit hoved og synes at beholde min opmærksomhed.

Den mørkhårede mand i det fine jakkesæt lignede sin søn utrolig meget. Eller man skulle måske sige, at Michael lignede sin far, det var trods alt ham der kom først.

Jeg så mig om, for at forsøge at finde ud af, hvor jeg var. Jeg måtte blinke et par gange for at få de uhyggelige drømmebilleder væk fra min nethinde. Men så genkendte jeg også straks det hvide rum. Hvidt og kedeligt, og på samme tid så dramatisk. Hospitalet.

Jeg flyttede mig uroligt på min stol. Jeg havde siddet ned i flere timer, og min ryg var godt træt efter at have siddet ned i så længe. For ikke t tale om min røv, der havde været specielt belastet de sidste dage.

 

Jeg så mig rundt i lokalet og blev først rigtig vågen, da jeg fik øje på Michael. Han sad op i sengen og var ved at knappe sin skjorte. Han havde et stort plaster på den ene side af kinden, og jeg krympede mig.

Et uheldigt slag fra en albue havde brækket hans kæbe og han have været på operationsbordet i mere end en time, for at få den sat sammen igen.

Jeg var ham taknemmelig. Hvor meget jeg end var imod det, så havde jeg Michael at takke for, at jeg var i live.

Det lød så dramatisk, selv når jeg bare tænkte det. Jeg mærkede et lille smil på mine læber.

Michael så mit smil, og troede det var ham jeg smilede af. Hans blik udtrykte udmærket hans følelser, og han undlod dog også at ændre sit udtryk. Han havde ikke sagt noget i tre dage, og den ene gang han var kommet til at smile, var tårerne straks brudt frem i hans øjne.

 

Jeg fulgtes med Michael og hans far ned til hospitalets forhal. Min mor hentede os, og kørte os til politistationen. I modsætning til hospitalets forhal, var der ikke nogen påtrængende og irriterende journalister på politigården. Det lille røde murstenshus, der lignede noget, der var glemt efter krigen, virke ikke særligt indbydende. Men den sidste uge havde jeg besøgt det så mange gange, at jeg ikke længere tænkte over dets uhyggelige lighed med en tysk bunker.

Janne mødte os i døren og vi gik alle tre ind i det røde hus.

Vi blev ført ind på et kontor, hvor en lille, svagt udseende mand sad bag et skrivebord og ventede på os.

 

Det var i dag den endelige rapport blev frigivet, og det var åbenbart procedure, at de involverede fik sagen genfortalt. Som om vi ikke kendte detaljerne i forvejen.

Jeg havde syntes, at det var åndssvagt. Men da jeg en time senere trådte ud i den tyste skumring kunne jeg med et smil lægge det hele bag mig.

Politirapporten gav på ingen måde et realistisk syn på, hvordan det havde været, at være fanget på museet. Men den gav alligevel et overblik.

 

Kriminalbetjenten, der havde fremlagt sagen for os, lagde specielt vægt på hvad gerningsmandens diagnose var. Skizofreni. Det var en skummel sygdom, der kunne føre til de underligste reaktioner.

Jeg havde læst om skizofreni både før og efter. Og lige meget, hvor meget betjentene og psykologerne så var enige, så tvivlede jeg.

 

Jeg kunne huske udtrykket.

Jeg havde set hans øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...