Alle kan føle smerte - One Direction. *Slut*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 jun. 2012
  • Status: Færdig
Stella Night er 18 årig skønhed med flot rødt hår og smukke blå øjne, og bor i London. Hun går ikke i skole, har ingen venner, og alle synes bare hun er en klam emo.. Hun hader hendes liv, og bliver mishandlet af hendes forældre. Hun er cutter og lever nærmest på gaden, med stoffer, rygning og druk. Hun har det svært og vil ikke stole på nogen. En dag bliver det nok for den unge Stella, hun er blevet udsat for noget så voldsomt som voldtrægt. Hun beslutter og gøre en ende på hendes liv, men hvad sker der når Harry Styles fra One Direction, stopper hende midt i det hele? For Stella føleser for Harry, eller er det bare som før. Er hun bare et hjerteløst menneske, og ikke vil stole på nogen? Måske kan drengene fra One Direction hjælpe hende på vej? Eller vil hun aldrig kunne ændre sig? Kommer der noget imellem drengene pga Stella. Vil Stella altid bare være, en loner. Er hun for dårlig til livet? Når alt går godt, går alt skidt for Stella.. Læs med hvordan Stella klare hendes liv..

127Likes
229Kommentarer
28832Visninger
AA

8. Kap 7.

"Du SMILER!" Skreg han højt. Jeg kunne ikke lade være med at bryde ud med et lille grin. Jeg gemte mig i Harrys bryst. Han grinede svagt.. "Gå Louis..!" sagde jeg inde i Harrys bryst. Louis grinede.. Det var egentlig lidt mærkeligt, hvordan drengene havde forandret mig.. Jeg elskede dem, ja det gjorde jeg faktisk. Jeg mærkede Harrys læber blidt på min panden. Jeg smilede.. Bare for mig selv. Jeg var virkelig forelsket.. Jeg havde aldrig troet, at jeg sådan skulle binde mig til nogen. Men altså, jeg stolede jo heller ikke helt på dem endnu. "Hvad ville du egentlig Louis?" Harrys stemme var stadig noget hæs, jeg elskede det. Nej hvad er det jeg siger. Okay jeg indrømmer det. Jeg kunne ikke tænke den tanke med, at jeg ville dø, mere.. "Det var bare fordi, jeg ville sige vi kører om en time." Savede Louis, og afbrød mine tanker. Hey, vent nu lige lidt? Hvad skal de om en time? Hvor kører de hen? "Hvor hen?" Spurgte jeg hurtigt. Måske lidt for hurtigt. For Louis så chokeret på mig. "Harry? Har du ikke fortalt hende det?" Sukkede Louis, vent lidt fortalt mig hvad? Harry sukkede, og det fik Louis til at gå ud..? Jeg kiggede på Harry, jeg ventede på, at få et svar. "Vi skal til Norge.." Sukkede han. Der skete det, alt min glæde, faldt sammen. Hvad? Norge? Hvor ligger det overhovedet henne. Jaer, jeg havde aldrig haft geografi. Jeg gad ikke. Se, alle mine dårlige sider kommer op igen. Jeg sukkede, af mig selv, og af Harry. Jeg ville ikke være sur. Jeg rejste mig bare stille op, og begyndte at tage mig tøj på. Harry sukkede en gang imellem, som om han overvejede noget. Jeg var på vej over mod døren.. Da han stoppede mig. Han hev mig tilbage i sengen. "Du skal da med!" Grinede han. HVAD? "Mener du det?" Sagde jeg alvorligt. "Ja!" Grinede han. Jeg smilede over hele ansigtet. Jeg sprang i armene på ham. Han kyssede igen min pande, org... Jeg smelte jo nærmest væk..

***

En time senere, sad jeg i bilen.. Med Louis, Harry, Niall, Liam og Zayn. Jeg kiggede lidt efter de to piger.. "Eleanor er min, og Danielle er Liams'" Sagde Louis, stolt. Jeg nikkede, "hvor er de?" Spurgte jeg lidt efter. "Vi skal mødes med dem, der oppe." Smilede Liam. Jeg nikkede igen. Vi skulle hjem forbi mig først. Jeg skulle jo nå at pakke. Bussen stoppede, og jeg begyndte at stige ud. Louis ville vidst med. - "Jeg klarer det selv." Sagde jeg til Louis, mens jeg blidt skubbede ham væk. Han smilede skævt, og jeg gik op til hoveddøren. Jeg skulle til Norge. Det var dejligt. Men jeg skulle væk, fra dette hus. - Morfars hus.. Jeg sukkede, og gik ind. Mor og far sov, for der var helt stille. God start. Jeg gik ovenpå og begyndte at pakke. Da jeg hørte en lyd, men far kom ind. "Hvor skal du hen?" Sagde han stille. Måske var han ikke fuld. Yes. "Til Norge," mumlede jeg. "NEJ! DET SKAL DU IKKE!" Råbte han. "Du bestemmer ikke en skid, over mig!" Skreg jeg. Han gik mod mig, jeg stod helt stille, hvorfor ved jeg ikke. Han tog fat i min arm, og kastede mig ind i muren. Jeg havde pakket alt, jeg skulle bare ud til bussen. Nej, vent jeg kunne tage vinduet, men eftersom jeg boede på 1 sal, var det lidt svært. Jeg løb over mod min mobil, og fik fat i den. Jeg trykkede 'Hjælp' jeg tror jeg sendte den til Harry. Min far kastede mobilen ud af min hånd, og hev mig ind på badeværelset. Jeg skreg, men han låste bare døren. "Så," mumlede han. Lige pludselig kunne jeg høre en masse stemme, råbene. De var drengene, de holdte min far nede, det var let og høre. "Niall find hende!" Skreg Liam.. Jeg kunne ikke sige en lyd, men kunne høre døren blive låst op. Jeg sprang i armene på Niall, og han tog mig op i hans arme. Han bar mig ud, Zayn stod med kufferten. Louis, Liam og Harry holdte min far nede, jeg fik ondt af ham. Nej det gjorde jeg ikke. Jeg gemte mit hoved i Nialls bryst.. 

Vi sad nu alle sammen i bussen. - Altså drengene og jeg. Jeg lå på Harrys skød.. Jeg lå bare der, og tænkte.. Drengene snakkede, jeg orkede ikke høre efter. Jeg var bange, faktisk meget bange.. Bange for det ville gå galt. Jeg var jo lidt syg i hovedet. Det skulle nok gå galt. For lige nu går det godt. Og når alt går godt, vender det, så alt går skidt. Jeg kan huskede alle de gange hvor der er sket det.. Jeg sukkede.. "Stella?" Harrys hæse stemme, skar igennem mine tanker. Jeg åbnede øjnene, og kiggede op i hans. Hans grønne øjne, org de var dejlige.. Jeg smilede inde i mig selv, og det gjorde jeg åbenbart også udenpå.. For Harry begyndte at grine. "Vi er her nu." Smilede han. 

**

Nu sad vi i flyveren. Jeg havde aldrig siddet i en flyver før. Jeg havde aldrig været i andre lande, end England. Komisk ikke? Lidt måske. Jeg trak på skulderne. Vi havde lige lettet, og jeg kunne mærke søvnen, jeg gabte.. "Er du træt?" Det var Harrys stemme, jeg nikkede. Han trak mig ind til sig, og jeg faldt stille hen i hans arme..

Mørke omkring mig, også alligevel ikke. Der var også flammer. Huset var i brand. Jeg sad i et hjørne, omringet af flammer. Mange faktisk. Huset var ved at nå døden. Morfars hus, det måtte ikke ske. Mit hjem. Morfars hjem. Tårene kom ud, jeg græd. Græd med flammer omkring mig. Jeg hørte stemmer i huset, men ikke nogen jeg kendte.. Ånder løb rundt, som om det var deres hjem. Jeg kiggede overrasket rundt på ånderne. En af dem, så bekendt ud. Det var morfar. Han holdte en lille pige i hånden. Hendes røde hår, svingede i luften og hun smilede. Det var mig, hendes krystal blå øjne lyste, i mørket. Jeg rejste mig, og ville hen til hende.. Jeg ville hen til mig selv, og morfar. Flammerne foran mig, blev større da jeg flyttede mig. "HJÆLP!" Skreg jeg. "Ha! Hvem vil nogensinde hjælpe dig? Du ville jo dø ikke?" Jeg kiggede rundt. Der stod en ånd foran mig, en jeg kendte.. Morfar. "Du ville dø, Stella? Du giver bare sådan op! Hvad er der blevet af min Stella? Den Stella, der altid kæmpede. Mit barnebarn. Der havde det så svært i livet, men klarede hver eneste dag. Lige indtil jeg døde, og hun også ville dø. Du skal leve dit liv, mit barn. Dit liv, skal nok blive godt. Men nu vil du jo dø.. Så værsgo, se døden i øjnene - Stella Night. Se døden i øjnene." Han forsvandt, væk var han. Og flammerne omkring mig samlede sig? Var det nu slut..? Flammerne kom tættere på, og overfaldt mig. Dette var 'the end of the story.' .......

____________________________

Undskyld, jeg ikke har skrevet så meget.. men i får mere, fredag. Tror jeg. I får ikke mere idag. Men husk og like ikke? :-) Skriv gerne en kommentar også.:)

//Vandged.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...