Alle kan føle smerte - One Direction. *Slut*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 jun. 2012
  • Status: Færdig
Stella Night er 18 årig skønhed med flot rødt hår og smukke blå øjne, og bor i London. Hun går ikke i skole, har ingen venner, og alle synes bare hun er en klam emo.. Hun hader hendes liv, og bliver mishandlet af hendes forældre. Hun er cutter og lever nærmest på gaden, med stoffer, rygning og druk. Hun har det svært og vil ikke stole på nogen. En dag bliver det nok for den unge Stella, hun er blevet udsat for noget så voldsomt som voldtrægt. Hun beslutter og gøre en ende på hendes liv, men hvad sker der når Harry Styles fra One Direction, stopper hende midt i det hele? For Stella føleser for Harry, eller er det bare som før. Er hun bare et hjerteløst menneske, og ikke vil stole på nogen? Måske kan drengene fra One Direction hjælpe hende på vej? Eller vil hun aldrig kunne ændre sig? Kommer der noget imellem drengene pga Stella. Vil Stella altid bare være, en loner. Er hun for dårlig til livet? Når alt går godt, går alt skidt for Stella.. Læs med hvordan Stella klare hendes liv..

127Likes
229Kommentarer
29084Visninger
AA

6. Kap 5.

 

De andre gik, Harry havde sikkert sendt dem et 'skal,tale,med,hende,alene' blik... Men hvad ved jeg.. Jeg kiggede op, et par grønne øjne fangede mine tanker. Han var smuk, inde bag de grønne øjne, gemte sig en lille dreng. En lille dreng, der var bange, en lille dreng der elskede, en lille dreng der altid ville være i dens store drengs øjne. Harry var anderledes. Meget faktisk. Han gav et lille smil fra sig, jeg kunne ikke holde facaden mere.. Jeg smilede, for første gang i lang tid smilede jeg til en, som ikke var mig selv. "Du smiler," Harrys grin, var fuld af glæde. "Ha, ja." Jeg kunne ikke lade vær med at le. "Det er din skyld.." Sagde jeg stille. Han lænede sig ned over mig.. Jeg mærkede hans ansigt, hans ånde. Den duftede.. Nej vent.. Jeg ville ikke kysse ham, det dur ikke.. Jeg ville dø..Jeg ville jo op til min mofa... Han stoppede mine tanker. Hans bløde læber ramte mine og han kyssede mig blidt. Sådan blev vi ved i noget tid. Jeg udtrykkede ikke mine føleser, gennem mine tanker, nej denne gang var det igennem mig, mig som ydre. Jeg trak mig fra Harry, og han kiggede med de fantasiske grønne øjne. Harrys øjne.. 

Døren gik op lige som jeg var i himlen. Ja, jeg sagde himlen. Jeg tror ikke på alt det der, men jeg sagde himlen, eller tænkte. Tsk.. "Stella, der er telefon," Liams stemme var trist. Jeg kiggede undrene og gik så ud i køkkenet. Jeg tog telefonen op til øret..

Det Stella," Sagde jeg undene..

Hej Stella, dine forældre er blevet udskrevet,  du kan flytte tilbage.. Eller retter sagt det skal du." Sagde 'Stemmen.'.

Nej det kunne ikke passe, nej.. Jeg ville ikke tilbage.. Røret faldt ud af min hånd, og jeg faldt selv sammen på gulvet.. "Stella!" Det var Niall, de var alle 5 henne ved mig på mindre end 1 sek. Jeg lagde mig i fosterstilling. Jeg rystede over hele kroppen.. "Jeg vil ikke tilbage, jeg vil ikke!" Skreg jeg, jeg skreg af frygt. Jeg græd, tårene trillede ned af mine kinder. Jeg ville ikke. "Rolig, roolig Stella," De prøvede alle sammen at berolige mig.. Det gik ikke.. Mit liv faldt sammen igen.. Jeg ville bare ikke tilbage. Men ingen kunne gøre noget.. Ingen...

 

                                                                                            ***

Det var 2 måneder siden.. 2 måneder siden jeg forlod dem.. Jeg måtte ikke have kontakt med dem.. Selvom jeg prøvede. Jeg sad på mit værelse og græd. Jeg hørte trin på trappen og dør sprang op.. "Hvorfor græder du?" Min far var igen fuld.. Og jeg vidste, at lige om lidt gik det galt.. "Svar mig!" Råbte han.. Jeg ville ikke, lad mig dø.. Alle mine vaner var tilbage.. Og drengene kæmpede ikke engang for at få mig tilbage.

Jeg sagde det jo, jeg vidste det. Han, de, havde leget med mit liv.. Ligesom alle andre mennesker. De var ikke anderledes. Jeg tager mine ord i mig igen.. Det var som altid..  Mit liv vil aldrig blive godt.. Ingen kan hjælpe mig. Jeg er en fejl, det var en fejl at jeg overhovedet skulle leve. Ja, det var det. Det siger min far jo selv. Når jo, min far. Jeg vendte hovedet stille om, og så på ham. Han så ud, som om han kunne vælte på 0 komma 5.. Ligesom når jeg var fuld. Alkohol, når ja selvfølgelig. Jeg skal bare ud i byen..Jeg rejste mig, løb hurtigt forbi min far, ned i gangen, og ud på gaden. Jeg løb ind til centrum. På vejen kom mit li frem. Jeg så, så mange ting.. Men det meste af det hele var blodet, kysset med Harry, og den nat jeg blev voldtaget. 

Der var vidst gået en time, eller to? Jeg vidste det ikke, jeg var også ret fuld.. Jeg var ligeglad med alting når jeg var fuld. Jeg var på vej ned af gaden. Forbi gyden, hvor det hele skete første gang.. Jeg husker det. 

Jeg lå bare helt stille. Jeg rystede dog lidt, jeg kunne mærke smerten igennem min krop. Jeg var ikke længere jomfru, ad. Jeg var blevet tvunget til det, af de klamme 2 drenge. Jeg ville ikke mere. Jeg kan ikke bare ligge her, jeg tog mig sammen og rejste mig stille. Der var ingen larm, jeg var i en gyde. Jeg trak stille mine bukser på igen, og begyndte at gå stille. Jeg kunne ikke gå hurtig. Mine ben blødte og gjorde ondt. Hvorfor behøvede jeg overhovedet at leve, ingen kommer alligevel til at savne mig, hvis jeg ikke er her mere. Tankerne fløj rundt i mit hoved.. Jeg sukkede højt. Nu kunne det være nok, jeg satte i løb, jeg ville hjem. Ikke hjem i sikkerhed, men hjem for at tage tilbage her til igen. Smerten i min ben, sprang ud i hele min krop, for hvert skridt jeg tog. Jeg drejede ud af gyden og hen af gaden. Det var nat, kun et par biler kørte på gaden. Nogle halv fulde unge og gamle mennesker, gik på gaden. Jeg havde løbet lidt og stod nu foran, det gamle hus. Huset havde være min morfors, men min mor nægtede at bo her. Hun var ligeglad med hvordan det ser ud.. Det er kun fordi min far tvinger hende til at bo her. Da han ikke vil bo på gaden.. Jeg trak stille ned i håndtaget, jeg håber på de sover. "Stella, er det dig?!" Min fars stemme fik skrigene i min hjerne til at komme frem. "Stella!" Min mor sukkede, "hvordan er det du ser ud." Min far kom med tunge skridt ud i gangen, hvor min mor og jeg stod. "Hvorfor larmer i så meget, kællinger!" Skreg min far, og smed den flaske øl han stod med. Nogle få glasskår ramte min ben, og jeg skreg af smerte, "så hold dog kræft!" Skreg min far og gav mig en lussing. Jeg mærkede igen smerten i min krop, jeg var lige ved at græde men holdte i stedet min stum-face oppe. "Skrid," råbte min mor og skubbede mig i ryggen. Jeg løb ind i køkkenet og tak en stor kødkniv op af skuffen og løb tilbage på gaden. Jeg løb hen i gyden og lagde stille kniven på min plusåre.. Jeg begyndte at trykke kniven stille ned mens jeg skreg højlyt. Det var i dette øjeblik, min hjerte prøvede Jeg at slå, det ville ikke, men jeg ville. Jeg ville bare dø, jeg kom til at tænke på min forfærdigelige fortid. Med forældre der aldrig nogensinde havde elsket mig, ingen havde nogen sinde elsket mig.. Ingen aldrig.. Min øjne lukkede sig i og jeg gik mod lyset. Jeg så min morfor på den anden side. Nårh jo, jeg løj for. Min morfor havde altid elsket mig, og havde været hos mig, indtil for 8 år siden. Hvor han valgte at tage bort, mod det lys, jeg nu gik imod. Min morfar stod og smilede, hans smil var dejligt. Jeg følte han elskede mig..!

Også var det der, det hele gik galt. Jeg vågnede igen.. Jeg mødte dem, jeg skulle bo hos dem, og jeg blev forelsket i en af dem!  Jeg drejede til højre og lige ind i gyden. Jeg ledte efter et eller andet at gøre det af med mig selv med? Altså, noget skarpt. I ved en kniv eller glasskår eller noget - jeg fandt det ikke, så besluttede mig for at gå ned i parken. Jeg gad ikke have noget at drikke. - Eller jo, men jeg havde ingen penge.

Jeg satte mig på en bænk foran søen. Jeg sukkede og kiggede ud over søen. Denne sø, tog min morfar mig altid ned til. Og vi sad her, lige på denne bænk. Altid..

"Morfar?" Smilede jeg. "Ja, Stella?" Smilede han. Jeg elskede hans smil, han fik mig til at være glad. "Mor og far ikke?" Jeg sukkede og kiggede trist ned. "De holder snart op, ikke - Morfar?"  Fik jeg afsluttet. Min morfar tøvede men svarede lidt efter. "Du skal selv tro på det, Stella musen." Han trak mig ind i et kram. "Men de stopper ikke?" Spurgte jeg igen. "Det ved jeg ikke Stella." Sukkede han. Jeg græd, ind i hans bryst. Mærkede han elskede mig. Som altid. 

Morfar og jeg, elskede hinanden. Sådan havde det altid været. Han var som den far jeg aldrig fik, - eller for. Jeg sukkede for mig selv. Jeg kunne høre noget larm. Jeg kiggede til siden, der stod en folk drenge med hættetrøjer og solbriller. 5, var de vidst. Og 2 piger? Sjovt. Jeg smilede lidt for mig selv. En af dem kiggede her hen, jeg kunne ikke se hans ansigt, da det var dækket til. Jeg kiggede væk, han skulle ikke tro noget. Lige pludselig satte en sig ved siden af mig. 

"Hej Stella." sagde en hæs stemme. Jeg kiggede til siden, lige ind i et par grønne øjne.. Det var Harrys grønne øjne. Kunne det passe? Sad Harry lige ved siden af mig? "Haarry?" fik jeg sagt.... 

________________________-------

Undskyld det dårlige kap, men er nede med noget træls. Så jeg kan ikke rigtig skrive. Men jeg elsker at i elsker den. Så tak for det. Det kan godt være jeg skriver mere - imorgen, tirsdag eller onsdag. Men skal jo som sagt noget familie noget. Uden en computer, men jeg har en iPod. Så det kan være i for mere.

//Vandged. <3. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...