Alle kan føle smerte - One Direction. *Slut*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2012
  • Opdateret: 3 jun. 2012
  • Status: Færdig
Stella Night er 18 årig skønhed med flot rødt hår og smukke blå øjne, og bor i London. Hun går ikke i skole, har ingen venner, og alle synes bare hun er en klam emo.. Hun hader hendes liv, og bliver mishandlet af hendes forældre. Hun er cutter og lever nærmest på gaden, med stoffer, rygning og druk. Hun har det svært og vil ikke stole på nogen. En dag bliver det nok for den unge Stella, hun er blevet udsat for noget så voldsomt som voldtrægt. Hun beslutter og gøre en ende på hendes liv, men hvad sker der når Harry Styles fra One Direction, stopper hende midt i det hele? For Stella føleser for Harry, eller er det bare som før. Er hun bare et hjerteløst menneske, og ikke vil stole på nogen? Måske kan drengene fra One Direction hjælpe hende på vej? Eller vil hun aldrig kunne ændre sig? Kommer der noget imellem drengene pga Stella. Vil Stella altid bare være, en loner. Er hun for dårlig til livet? Når alt går godt, går alt skidt for Stella.. Læs med hvordan Stella klare hendes liv..

127Likes
229Kommentarer
29085Visninger
AA

3. Kap 2.

                   „Love is like a war, easy to start, difficult to stop, and never to forget.“

 

"Jeg hedder Stella, det ved i. Jeg hader mit liv, så der er ikke så meget." Svarede jeg koldt, og ventede på deres svar.. Hvis de overhovedet havde et svar, gad vide om jeg var for kold? Jeg vidste det ikke rigtig. Jeg nåede ikke at tænke mere, da en af dem afbrød mine tanker. "Arh, der må da være mere? Hvad kan du lide at lave og sådan?" Jeg tænkte lidt over mit svar, hvad skulle jeg svare? 'Jaa, jeg kan lide at skærer i mig selv, tage stoffer og ryge, når ja og drikke mig fuld hver dag. Og ende med at ligge og græde mig selv i søvn hver dag.' Nej, det kunne man altså ikke sige - eller det kunne jeg jo godt, men så ville de få et forkert indtryk af mig. Nej vent nu lige lidt? Hvornår er jeg begyndt at tænke over, hvad andre tænker om mig? Hjælp? Nej ikke hjælp, forhelvede Stella, du er forandret. Jeg rystede på hovedet, og det lade en af dem mærke til. "Stella? Hvad tænker du på?" Spurgte en. "Hvad jeg skal svare på jeres spørgsmål," sagde jeg uden et smil. "Hm, så vent med at fortælle mere" mumlede Harry. "Men det der er Louis, Niall, Zayn & Liam", sagde han mens han pegede på dem en efter en. "Så ved jeg det," mumlede jeg lavt, men ham der Zayn hørte det. "Ja, det ved du jo så." Smilede han. Jeg gad ikke smile tilbage. Jeg ville ikke smile, aldrig. Jeg smiler kun når jeg drikker eller tager stoffer. Tsk. "Skal vi ikke ud og have noget at spise?" Spurgte ham der Niall. De andre nikkede og Harry sagde "skal du ikke med Stella?" Ville jeg ud og spise. Jeg var for tynd, vejede 10 kg for lidt, en jeg skulle altså. Jeg ville ikke spise, hvorfor skulle jeg? Jeg ville jo ikke, jeg ville jo bare dø? "Nej," sagde jeg koldt. De trak på skulderne.. "Jeg bliver," sagde ham der Louis pludselig. Nå, hvorfor? Det er altså ikke fordi jeg ikke kan passe på mig selv. Altså jeg er 18, giv mig nu bare lov til at dø! Nej, jeg skulle ikke dø, jeg skulle kæmpe.. Jeg ville have plads på mit liv, ville være lykkelig. Nej, nej, nej, nej. Jeg ville bare dø!! De andre forsvandt ud af døren, og jeg sukkede. "Jeg går op og pakker ud," mumlede jeg koldt, men højt nok til at se Louis nikke. Jeg gik op af trappen og ind på mit 'værelse'. Jeg pakkede ud og lagde mig i sengen. Jeg gav et lille suk fra mig, da jeg hørte det bankede på. "Må jeg komme ind, Stella?" Org, jeg gad faktisk ikke selskab lige nu, men det ville være ondt at sige 'nej'. Nej? Hvad er det jeg tænker? Nej. Nej, han må ikke komme her ind. Jeg prøvede at komme ud med et 'nej', men jeg kunne ikke få mig selv til det. "What ever," fik jeg istedet sagt. Han kom ind og jeg lavede min kolde facade. Han satte sig ved siden af mig. "Fortæl mig nu lidt, Stella. Du virker som en sød pige, inde bag den der kolde bange facade." Hvad? Han gennemskuede mig. Nej, vent for jeg var jo ikke glad, eller bange. Jeg ville jo bare dø. Ligge i min morfars arme, og græde også kunne han trøste mig. Tanken om min morfar fik en tåre til at trille ned af min kind. "Stella?" Udbrød Louis overrasket. "Ja, jeg har ligesom føleser." Sagde jeg stille. Han nikkede, "Det ved jeg godt" han smilede. Ad, et smil. Men det var nu et meget pænt smil han havde..? Nej. Du synes ikke noget om nogen af dem. "Jeg vil sove," mumlede jeg pludselig. "Klokken er kun 19:00?" Sagde Louis. "Og hvad så, jeg er træt.." Sagde jeg koldt, og han rejste sig stille og gik ud. Jeg fik ud på badeværelset og tog et bad, i badet tog jeg min kniv, og skar et lille streg i min overarm, det svide. Men jeg var jo efterhånden vand til det.. Jeg gik ud, tørre mit rødehår, og lod det hænge ned.. Det var blevet ret langt. Jeg kiggede i mine egne øjne. Også igen alle mine problemer. Det gjorde ondt, at se alle mine fejl igennem livet. Sådan var det hver aften.. Jeg gik med tårer i øjnene hen til sengen. Lagde mig under dynen, og græd mig selv i søvn.. Jeg tror jeg lå i 2 timer, og bare græd.. Men efter, faldt jeg dog i søvn.

"Du kan ikke gøre noget rigtig Stella.!"  råbte han af mig. Jeg gad ikke dette en gang mere, det var nok, jeg kunne ikke mere nu. Jeg kunne bare ikke mere.. Hvad skulle jeg gøre?.. Jeg sukkede, hvilke gjorde ham mere sur. Han smed mig ind i væggen, av. Smerten i min krop blev stor. Jeg tog mig til hovedet, mine øjne blev udtydelige, men et spark stoppede det. Jeg ønskede så meget at dø. "Lad nu være far," sagde jeg bedene. Dette var 4 gang, på 2 dage. Jeg begyndte stille at græde. "Skal du altid tude.!" Endnu et spark ramte min mave. Og jeg skulle sådan kaste op, men kunne ikke rejse mig. "Hvorfor fødte du den grimme unge?!" Skreg han.. "Du bad mig om det, jeg ville ikke. Jeg sagde jo vi ikke kunne!" Skreg min mor af ham. Han slå hende men hun slå igen.. Jeg fattede ikke deres kærlighed. "SÅ LAD MIG DØ!" Skreg jeg pludselig. "Nej, aldrig." Svarede han koldt. "Du fortjener et lorte liv.", forsatte han, og sparkede mig. Denne gang besvimede jeg.. Jeg kunne ikke mere! Hjælp jeg kunne ikke vågne op igen!

Jeg satte mig hurtigt op, og mine læber skreg. Et højt og langt skrig. Jeg tror jeg var i chok, over ikke at vågne det samme sted som altid, altså efter denne drøm. Jeg kunne høre skridt, hurtige skridt. Døren åbnede sig hurtigt. "Hvad sker der?!" Skreg han.. "Ha...Ha...Harry..", fik jeg sagt. "Stella,?" Jeg gættede vel på jeg lignede sådan et lig.. Jeg havde ikke min kolde facade på, men et trist face. Han kom stille hen til mig, og jeg græd i hans bryst.. Jeg havde brug for det, jeg var ikke glad for at sige det, men jeg havde brug for omsorg..

              ____________________________

Ved det er et kort kap, men har ikke mere tid idag. Men der kommer mere på lørdag. (: Husk og like ik?;);) 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...