Ude

"Psykologisk thriller" er det jeg tænker på, når jeg skal beskrive denne novelle. Historien handler om en ung dreng, der lider af en uforklarlig sygdom, der gør ham fremmed for sine medmennesker. Læs om ham og hans bedste vens rejse på flugt fra dem der jager.

4Likes
6Kommentarer
943Visninger

1. Ude

 

Det vrimlede med mennesker i lufthavnen, klokken var kun 8 om morgenen men alligevel var her allerede pakket tæt af menneskekroppe. Luften ligefrem vibrerede af stemmer, men det var ikke muligt at skille dem fra hinanden. Jeg ledte, lyttede.  Jeg strakte mine sanser for at finde en bestemt eksistens. Jeg vidste at han skulle være her. Joham. Han var altid med mig, støttede mig altid i svære situationer, han var aldrig vanskelig at finde. For det meste vidste jeg instinktivt hvor han var, han var næsten som en del af mig selv.

Damen ved skranken spurgte, på engelsk, efter mit pas, hun havde en underlig accent. Hun kom i hvert fald ikke her fra landet. Men det gjorde mig ikke noget, udlændinge var ikke en rød plet på min radar, som de var på mange andres. De behandlede mig fint, de hilste mig med et næsten overbærende smil, præcis ligesom alle andre. De var flinke.

Igennem paskontrollen, den udenlandske dame med den underlige accent havde ikke engang løftet et øjenbryn da hun havde nærstuderet passet. Det plejede de ellers at gøre. Dem der så mine papirer. I deres øjne var jeg underlig. Et forvirret barn, sindssyg måske oven i købet.” Misfoster” stod der med store bogstaver i deres øjne når de kiggede efter mig på gaden. Men jeg var vant til det. De gjorde mig ikke noget, og desuden havde jeg Joham. Han vidste hvem jeg var, han tvivlede aldrig på mig. Han løftede aldrig et øjenbryn af mig, selv ikke når jeg fik mig selv rodet ud i problemer, selv ikke når de kom igen, selv ikke når de holdt mig fast og bandt mig fast til deres evindelige båre. Nej selv ikke der bebrejdede han mig. Han vidste at han også ville blive undersøgt, han ville skulle sidde stille i flere timer og snakke med en af dem, men han var ligeglad, han gjorde det for mig.

Nu var han her igen, sorte tennissko, blå, slidte cowboy bukser og ternet skovmandsskjorte. Joham. Lige ved siden af mig. Jeg vendte mig om og smilede til ham, jeg havde været helt bekymret for om han ville nå flyet. Men nu var han her, så kunne jeg være rolig igen. Jeg var hel.

Jeg skyndte mig de sidste par skridt hen til døren ind til flyet, jeg trådte indenfor og en sød og smilende stewardesse lukkede den store tunge jerndør bag mig. De ventede kun på mig, og Joham selvfølgelig, jeg havde bestilt en plads til ham også. Vi skulle sidde på B4 og B5, økonomiklasse, det var det eneste jeg havde råd til. Der var ikke meget arbejde at finde, og derfor heller ikke mange penge. Men de gjorde det heller ikke nemmere. Hele tiden fandt de mig, mig og ikke Joham. Jeg havde tit undret mig over det. Det var altid mig de fandt, som om jeg var den værste. Joham lavede da ligeså mange dumme ting som jeg gjorde. Men det så de ikke, blinde som de var. De kom, i deres dumme røde biler med deres dumme båre, alle menneskerne spredtes for at danne plads til dem. De holdt mig, stak en kanyle i min arm, og bandt mig fast til båren. Det samme hver gang, for mig. Joham var ikke nogen steder at finde, forsvundet som i den blå luft. Jeg havde forsøgt at være sur på ham, hvorfor stak han altid af? Men jeg kunne ikke, han var min ven. Desuden vidste jeg jo heller ikke om de også havde fanget ham, det de gav mig i kanylen fik mig hurtigt til at besvime. Jeg nåede aldrig helt at se hvor Joham blev af. Men trods de manglende beviser, var jeg ret sikker på at han ikke var blevet fanget. De sad og så underlige ud mens de spurgte deres underlige spørgsmål, og de så endnu mere underlige ud når jeg svarede dem. De havde aldrig hørt om Joham. De havde aldrig set ham. Men jeg vidste at han var der. Helt ærligt, selvfølgelig var han der. Han var jo lige her, han sad i sædet ved siden af mig, sorte sko, blå bukser og rød ternet skjorte. Alle kunne se ham. Det var dem der skulle undersøges. Hele tiden kom de og forstyrrede mit liv, hev mig med hele vejen til Birkgaard. Stillede de samme dumme spørgsmål, og lod mig så gå igen. Det var det samme hver gang, de fik de samme svar, men de var aldrig tilfredse. De blev ved, forfulgte mig, både om dagen, men også om natten. Joham holdt vagt, det gjorde han altid. Han beskyttede mig.

Nu sad han og kiggede ud ad vinduet, hans øjne var matte. Jeg vidste at han ikke så skyerne der fløj forbi, dunhvide og bløde som de var. Nej, han drømte, eller slappede af, han var træt. Vi havde også været oppe hele natten, jeg var også træt. Jeg lænede mig tilbage i det bløde sæde og lod mit hoved falde tilbage på nakkestøtten. Mine øjenlåg faldt i, jeg kæmpede ikke imod trætheden, jeg vidste at den ville vinde på et tidspunkt, selv hvis jeg havde kæmpet imod. Stemmerne blev langsomt mere og mere utydelige, den svage summen fra den lille aircondition lige over mit hoved, forsvandt også længere og længere væk. Joham sov, jeg kunne mærke det. De fleste syntes at sove var sjovt, hyggeligt eller bare afslappende. Jeg syntes det var uhyggeligt. Jeg hadede det. Jeg så til, som fra en anden verden, mens de små lyskegler fra lamperne lige over mit hoved blev svagere. Jeg sank længere og længere ind i bevidstløsheden og det eneste jeg kunne gøre var at se til mens mørket slugte de små spæde lys.

Mørke. Skrig. Rædsel. Mest af alt var det mørke, det kunne man se. Føle. Og smage, det smagte blødt, næsten ligesom en god flødeis fra den lokale iskiosk. Blødt, men varmt, smeltet varme. Det fyldte hele ens mund, ens næse og ens lunger. Man kunne ikke trække vejret, man kunne kun se og smage mørket. Det var derfor jeg hadede at sove. Det var mørkt. Mørkere end almindeligt mørke. En overskyet måneløs nat var mørk, men det var ingenting i forhold til dette her. Jeg elskede nætterne, jeg elskede det almindelige mørke. Jeg elskede at ligge på jorden, føle græsset i min nakke, føle hele jordens styrke ligefrem vibrere under min hud. Jeg elskede at ligge og bare kigge op på himlen, kigge op på månen og stjernerne. Men dette her var ikke sådan, dette her var ikke nogen hyggelig nat med stjerner der lyste for én. Nej dette her det var noget andet. Dette her var Mørke.

En kølig hånd på min skulder. I mørket var det svært at reagere, man følte sig som bundet af tusinde af usynlige, men stærke tråde, tråde spundet udelukkende af ondskab. De var ikke ligefrem villige til at give slip på mig. Men endnu engang var de tvunget til det, jeg mærkede hvordan mørket langsomt veg, jeg fik mine lunger tilbage og jeg tog en dyb gispende indånding. Sammen med den friske luft kom lyset. Mørket var væk, overvundet for denne gang, men jeg vidste at det lurede. Jeg kunne mærke det som en evig trykkende smerte i brystet.

Jeg slog øjnene op, ignorerede Mørkets advarsel om at en dag ville det sejre, og mødte Johams blik. På en gang roligt og bekymret. Han var bekymret for mig, han vidste hvordan mørket føltes, jeg havde fortalt ham det, og han havde forstået mig. Forstået mig som ingen anden. Ikke et menneske jeg havde mødt havde nogensinde forstået hvad jeg talte om, ikke engang dem, de skulle ellers værre så kloge, vide alting. Men de kunne ikke fortælle mig hvad der var galt. De kunne ikke fortælle mig hvad den trykkende smerte i hjertet var, eller hvordan jeg kunne slippe for den. De troede ikke på et ord af hvad jeg sagde. Jeg sagde at det gjorde ondt, de gjorde ingenting, de gav mig bare noget mere medicin, og jeg blev endnu mere forvirret og omtåget, men det tog ikke smerten. Jeg fortalte dem om Joham, men de troede mig ikke. De sagde at Joham var et produkt af min fortvivlelse og fantasi, de sagde at jeg var sindssyg. Maniodepressiv. Som om, jeg havde det jo fint nok, bortset fra den evige frygt for mørket og dets hold om mit hjerte.

Kun Joham forstod. Hans øjne var de eneste jeg kunne se ind i, og finde trøst i. Nu så jeg igen ind i hans dybe blå øjne. Han havde nogle spørgsmål han gerne ville have svar på, men han ville ikke stille dem nu, han vidste at det bare ville sætte mig i et dårligt lys. Jeg forstod det ikke, men respekterede hans beslutning. Alle andre mennesker sad og snakkede med deres venner eller familie i flyet, hvorfor kunne jeg ikke tale med Joham. Jeg kiggede rundt, lige meget hvor jeg kiggede hen mødte jeg nysgerrige, men dømmende, blikke. Jeg rettede ryggen og ignorerede deres blikke. De gættede bare, de vidste ingenting. Selv hvis jeg forklarede dem det, ville de ikke forstå. Det var som om vi ikke var samme slags, vi talte ikke samme sprog, eller de forstod i hvert fald ikke mit.

Klokken nærmede sig 11, vi ville snart være i Birkerød. Vi ville snart være hjemme. Vi ville tage en taxa fra lufthavnen og ud til den lille skovsø. Uden at tænke spurgte jeg Joham om han havde husket pengene, ”dem har du” var hans korte, dæmpede svar. Hans korte svar og hårde tone overraskede mig og jeg følte straks behov for at forsvare mig selv. Jeg hævede stemmen ” nej, du tog dem, du ved. De lå på…” Jeg stoppede min talestrøm. Al snak i kabinen var forstummet. ALLE stirrede på mig. Hvad? Havde jeg ikke ret til at tale, åbenbart ikke. Jeg lukkede min mund, der hang åben af overraskelse, og dukkede mig. Helt ærligt, de havde alle sammen gloet på mig som om jeg var en eller anden fisk der pludselig begyndte at synge opera. ”Lad dig ikke gå på af det, de forstår ikke, de er bare ikke klogere,” blev jeg ved med at sige til mig selv, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at føle mig såret.

Igennem det sidste stykke tid havde jeg følt hvordan jeg var blevet svagere. I takt med at Mørkets tag om mit hjerte tog til, mistede jeg mere og mere af mig selv. Jeg blev svagere både fysisk og psykisk. Jeg kunne ikke løbe så langt eller så hurtigt længere, Joham var altid nødt til at vente på mig når vi skulle noget. Men også indeni følte jeg mig svagere. Som fx nu, alle passagererne havde stirret på mig, før ville jeg ikke have ladet mig mærke af det, nu var det nok til at få mig til at tude. Jeg kunne se hvordan jeg langsomt visnede bort, blev mere og mere en skygge af mig selv. Joham kunne også se det. Jeg havde set hvordan han havde kigget efter mig. Han var bekymret, han vidste at jeg ikke kunne holde kampen ud meget længere. Udadtil var der måske ikke noget der var ændret, men de skulle bare vide.

 

Over højtalerne bad piloten os alle om ”venligst at vende tilbage til vores sæder og spænde vores sikkerhedsbælter” eftersom at vi ”ville lande om få minutter.” jeg spændte mig sikkerhedsbælte og tjekkede låsen en ekstra gang inden jeg sad mig tilbage i sædet. Ved siden af mig lænede Joham sig også tilbage og tog et fast tag i stolens armlæn, han kunne ikke lide at flyve, og da slet ikke at lette eller lande. Jeg smilede opmuntrende til ham, men fik hurtigt travlt med at holde mig selv fast i sædet da flyet pludselig vendte næsen nedad.

Med begge ben på jorden igen kunne jeg ånde lettet ud, vi var snart hjemme. Vi skulle bare lige igennem den propfyldte ankomsthal. Det kom til at tage sin tid, men endelig kunne jeg træde ud i den friske luft foran den store lufthavnsbygning. Joham var kun et enkelt skridt bag mig, og han var hurtigt til at få øje på en ledig taxa. Vi havde ingen bagage, så vi var hurtige til at komme afsted.

 

Taxachaufføren sagde ikke noget under hele turen og jeg brugte tiden på at se ud ad vinduet. Byen susede forbi udenfor, solen skinnede og folk gik rundt i shorts og T-shirt. Jeg så endda en gruppe jogger, der løb parallelt med taxaen et stykke vej, mændene havde kun shorts på, de tre damer der var med løb i shorts og tætsiddende sportsBh. Jeg så flere unge mennesker vende sig rundt for at kigge efter dem. Jeg så intet interessant ved dem, de forstod ikke mig, og jeg forstod ikke dem. Jeg vidste at hvis jeg havde gået på gaden ville de alle sammen have vendt sig om for at se efter mig. For dem var jeg næsten som alien, de gloede så man skulle tro at de aldrig havde set en dreng på 17 gå igennem byen før. Og det var ikke af samme grund som de kiggede efter joggerne, de kiggede efter mig. Man kunne tydeligt se det, de gjorde ingenting for at skjule deres nysgerrighed, foragt eller væmmelse.

Jeg sendte et kort blik over på Joham der sad i den anden side af taxaen, han kiggede også fraværende ud af vinduet. Jeg vidste at han så det samme som jeg. Mennesker, dyr, Homo sapiens. De betød ingenting for os, vi betød ingenting for dem. Et sted så jeg en hund, en lille hund. Den humpede rundt på tre ben mellem mylderet på fortovet. Måske ville den forstå hvordan jeg havde det. Der skulle ikke meget fantasi til for at forestille sig hvordan den så verden gennem sine øjne. Byen var tom, der var ingen der betød noget for den, heller ingen den betød noget for. Ingen kærlig varme den kunne ligge op ad om aftenen ingen kærlige stærke arme der ville løfte den op og bære den når dens små ben ikke længere selv ville bære den. Der var ingen.

 

Søens vand glitrede og genspejlede solens klare lys. Jeg lå på ryggen i græsset, som jeg så mange gange før, havde gjort. Joham lå ved siden af mig, jeg kunne mærke hvordan hans krop udstrålede varme, varme og tryghed. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at slappe af, jeg koncentrerede mig om følelsen af græsset og jorden under min krop. Jeg lod mig synke. Følelsen af jorden, stor, rolig, men stærk var betryggende. Jeg vidste at jeg ville være i sikkerhed. Jeg lod mig selv overvælde af følelsen, duften af græsset, men mest af alt følelsen af jordens styrke under min ryg.

Joham satte sig op, han vendte sig så han kiggede direkte på mig. Jeg havde stadig lukkede øjne, men jeg vidste at han så på mig. Jorden groede stærkere under mig. Jeg åbnede øjnene og kigge på Joham. Rolig og bekymret, som så mange gange før. Han vidste lige så vel som jeg, at det ikke var jorden der blev stærkere men mig der blev svagere. Vi havde ventet, frygtet dette øjeblik. Sommetider havde vi endda været i tvivl. Men inderst inde havde jeg altid vidst det, de havde haft ret, men det havde jeg også, Mørket ville sejre. Jeg hørte dem, eller også troede jeg bare at jeg hørte dem, sirenerne. De havde ledt efter mig, de havde sporet mig hertil. De kunne se at jeg havde bestilt en flybillet. De vidste hvor jeg var. Og jeg vidste at de havde ret. Jeg var ikke som alle andre, jeg var ikke normal, jeg var sindssyg. Men de havde overset noget. Mørket. Det mørke der lige nu borede i mit hjerte og lammede mine bevægelser. Det var ikke opdigtet, de havde bare overset det.

Joham sad og så på mig, han vidste hvad der var ved at ske.

Solen stod på sit højeste, inde i byen stoppede folk op for at købe en is eller sidde et minut i skyggen. Ude ved skovsøen i Birkerød falmede solen. Mine øjne stod vidt åbne men alligevel kunne jeg ikke fastholde lyset. Mørket måtte kæmpe, men til sidst vandt det, det ville altid vinde, selv over solen, selv når den stod på sit højeste på en varm juli-dag. Jeg forsøgte ikke længere at kæmpe. Smerten i mit hjerte var for stor, for voldsom, for altopslugende. Mine øjne gled i, Mørket havde mig igen.

Sirener, lys, stemmer og folk der hev i mig. Jeg vidste det, men jeg var for langt væk til at reagere. En mand pressede gentagne gange hårdt på min brystkasse og jeg følte hvordan mørket blev presset ud af mine lunger i det jeg blev tvunget til at tage en indånding. Den friske luft sved og brændte, ikke som det normalt ville gøre. Nej, mørket havde mig, og det kæmpede for at beholde mig. Det forvandlede det eneste der holdt mig i live, til brændende ild i mine lunger. Jeg havde lyst til at skrige, råbe, slå. De skulle holde op, det gjorde for ondt. Der var intet de kunne gøre.

Den brændende varme i mine lunger begyndte pludselig at ændre sig. Varmen blev blødere og bredere, den bredte sig ud i mine arme og ned til mine fingre. Ned i min mave og videre ned i mine ben. Der hvor varmen var gjorde det ikke ondt længere. Langsomt, næsten drillende langsomt, kravlede varmen op ad min hals og bredte sig til mit ansigt. Jeg kendte godt historierne om det hvide lys, lyset der frelste en fra evig smerte, men aldrig. Aldrig i mine sødeste drømme have jeg forestillet mig det sådan. Blødt og hårdt, varmt og koldt. Perfekt, sådan som alting skulle være. Sådan var det. Lyset.

Jeg åbnede mine øjne, jeg så ingenting men jeg hørte dem ”Thor! Thor, kan du høre mig” sagde en stemme, det var en kvinde, bag hende sagde en anden ”Thor, bliv hos mig” Det var Joham, jeg kunne tydeligt høre at det var ham, også selvom jeg aldrig havde hørt hans stemme så grødet og rystet som nu. Ved lyden af hans stemme havde jeg lyst til at springe op og trøste ham, men jeg kunne ikke. Jeg vidste at vi en dag ville kunne fortsætte, men lige nu kunne jeg ikke overskue at udholde mørket længere. Lyset var så perfekt. Jeg vidste at hvis jeg nogensinde ville kunne finde en ven, en der forstod mig ville det være her. Hvis jeg nogensinde skulle finde et sted jeg kunne kalde hjemme, så var det her. Det var slut med at værre fremmed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...