Besættelse

Tro ikke Louise er god. Navnet lyder måske harmløst, men har ingen betydning i sig selv. Det vigtige er sjælen. I denne historie deler kroppen sit hylster med både Louises sjæl og en blodtørstig dæmon. Den er Louises eneste følgesven... men ikke ligefrem en god rollemodel.
Hvorfor ikke begynde med starten? Tjo, fordi den ikke er pænt børnevenlig. Men historien skal jo finde sted på et tidspunkt, og jeg tror på at I kan klare at høre det.
I korte stikord, var livet rædsomt og dæmonen redde hende. Hun kender ikke til kærlighed, kun til den gode fornemmelse af hævn når Dianna, hendes dæmon, overtager hende og fører hendes skumle planer ud i virkelighed.
Men, hvad nu hvis Louise faktisk møder en rigtig ven? Og en rigtig fyr?
Hvordan stopper man en dæmon, hvis den først beslutter sig for at besætte én... for evigt?

21Likes
20Kommentarer
3040Visninger
AA

8. Derek

"Vågn nu op Sara! Du har sovet over dig med to timer!"

Groggy blinkede jeg og så lige op i Dereks øjne. Med et sæt gik det op for mig, at de både var tiltrækende og flot...

Du vover lige på at tænke den tanke til ende, advarede Dianna som pludselig udskiftede Dereks øjne med sine egne - hvilket var langt mindre tiltrækkende.

"Undskyld," mumlede jeg til dem begge og rullede ud af sengen.

Gabende trak jeg min T-shirt over hovedet, uden omtanke for Derek. Det gik først op for mig hvad jeg lavede, da jeg hørte Dianna fnise og irriteret så op. Hun stod ved siden af Derek, der med blussende kinder så væk.

Nå da, da, drillede Dianna med et bredt ulvegrin. Hvad sker der lige her?

Aner det ikke, tænkte jeg og trak hurtigt en bluse ned over hovedet.

"Skal vi hen til svømmehalen igen?" spurgte jeg roligt, selv om min mave og hjerne var i oprør.

"Øh, jo, ja det var det vi sku... øhm, jeg venter udenfor døren."

Med de ord spænede han nærmest ud, hvilket fik mig til at trække på smilebåndet.

Stakkels fyr. Hvis bare han vidste hvor meget han leger med ilden.

En knude samlede sig i min mave. Jeg ønskede ikke at han legede med ilden, men det var jo sandt. Jeg var farlig - eller - Dianna var det. Og hun var jo forbundet til mig.

Surt show for ham, grinede min dæmon og strakte sig som en veltilpas kat.

I stedet for at svare vendte jeg ryggen til hende, og forlod rummet med stive skridt.

Derek så op i loftet - han gjorde det ret tit syntes jeg - og mumlede. Da han så mig standsede han.

"Hvad laver du?" spurgte jeg.

"Det er bare en lille ting jeg har," sagde han med et stort grin. "Snakker med mig selv."

Jeg var glad for at den underlige stemning var forbi, og han bare var sig selv igen.

"Ved du hvad? Det kender jeg alt til."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...