Besættelse

Tro ikke Louise er god. Navnet lyder måske harmløst, men har ingen betydning i sig selv. Det vigtige er sjælen. I denne historie deler kroppen sit hylster med både Louises sjæl og en blodtørstig dæmon. Den er Louises eneste følgesven... men ikke ligefrem en god rollemodel.
Hvorfor ikke begynde med starten? Tjo, fordi den ikke er pænt børnevenlig. Men historien skal jo finde sted på et tidspunkt, og jeg tror på at I kan klare at høre det.
I korte stikord, var livet rædsomt og dæmonen redde hende. Hun kender ikke til kærlighed, kun til den gode fornemmelse af hævn når Dianna, hendes dæmon, overtager hende og fører hendes skumle planer ud i virkelighed.
Men, hvad nu hvis Louise faktisk møder en rigtig ven? Og en rigtig fyr?
Hvordan stopper man en dæmon, hvis den først beslutter sig for at besætte én... for evigt?

21Likes
20Kommentarer
3059Visninger
AA

9. Dæmonens Tanker

Hun vågede over Louise, hendes livskilde. Uden pigen ville hun dø. Der var gået en hel uge nu, siden den dag de ankom til børnehjemmet. Hun følte sig udsultet og træt, frustret og vred. De måtte se at komme væk fra børnehjemmet i en vis fart. Louise nægtede stadig at slå nogle ihjel, selv om Dianna blev mere og mere svag. Kun én gang havde de slået nogle ihjel, og det var ude på et gammelt wc i svømmehallen. Men det var længe siden og der ville ikke gå lang tid før Dianna ville miste sit greb i Louise, og forsvinde tilbage til helvedet. Hun var heldig dengang for så mange år siden, da hun tilfældigvis faldt over en lille pige med knust sjæl, som lige kunne rumme en passager. Der havde dog været kamp til stregen om hende, for en flok engle var selvfølgelig allerede ankommet. Desværre - for dem - havde pigen ikke lyst til trøst og kærlighed, men til at få stillet sin tørst af hævn. Derfor kunne Dianna så let som ingenting skubbe de andre væk og tage plads i den lille Louises krop. De delte den, på en måde. Selvfølgelig havde Louise den største del, men i takt med at hun dræbte folk og blev opslugt af had, fik Dianna mere og mere magten. Det var også gået fint frem i den sidste tid. 

Ja, indtil nu, tænkte Dianna og skar tænder.

Problemets navn var ganske enkelt, Derek. Louise, det fjollede pigebarn, var ved at forelske sig, hvilket var den største katastrofe lige nu. Denne nye følelse styrkede Louises sjæl, helede den og fik den til at vokse. I takt med at den dumme dreng trak nye gode følelser frem i hende, blev sjælen større og pressede Dianna mod den ubeskyttede tilstand hvor alle andre dæmoner og engle var. En slags åndeverden.

Kærlighed, bah! Enten skal Derek destrueres, eller også må Louise og jeg komme væk fra børnehjemmet. Der er selvfølgelig også en anden mulighed, hvis alt går galt... evig besættelse.

Med den tanke så hun ned på Louises fredsommelige ansigt, som hun så fint havde kopiret i sin tid. Kunne hun skubbe Louises sjæl væk, holde den fra kroppen indtil den blev så svag at den nærmest bare hang til kroppen som en viljeløs dukke? Tja, Dianna havde kun små kvaler med det. Venskabsfølelser var ikke ligefrem noget Dianna bifaldte, eftersom hun var en rendyrket dæmon.

Nej, det bliver for svært at holde Louises sjæl ude. Først skal hun helt ned i kulkælderen, og det skal ske ved at dræbe Derek. Det er skam den eneste vej.

Hun kiggede igen på Louise, strøg hendes sjæl på hovedet med et lille suk. Det var en meget kærlig gestus, men Dianna  ville ikke røbe det for sig selv.

I stedet tænkte hun: Der er kun en i verden som betyder noget for mig... Mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...