Besættelse

Tro ikke Louise er god. Navnet lyder måske harmløst, men har ingen betydning i sig selv. Det vigtige er sjælen. I denne historie deler kroppen sit hylster med både Louises sjæl og en blodtørstig dæmon. Den er Louises eneste følgesven... men ikke ligefrem en god rollemodel. Hvorfor ikke begynde med starten? Tjo, fordi den ikke er pænt børnevenlig. Men historien skal jo finde sted på et tidspunkt, og jeg tror på at I kan klare at høre det. I korte stikord, var livet rædsomt og dæmonen redde hende. Hun kender ikke til kærlighed, kun til den gode fornemmelse af hævn når Dianna, hendes dæmon, overtager hende og fører hendes skumle planer ud i virkelighed. Men, hvad nu hvis Louise faktisk møder en rigtig ven? Og en rigtig fyr? Hvordan stopper man en dæmon, hvis den først beslutter sig for at besætte én... for evigt?

21Likes
20Kommentarer
2889Visninger
AA

1. Prolog

Louise, lad mig.

Uden et ord lod jeg Dianna, en dæmon, besætte mig. Med et blidt skub blev jeg sendt ud af kroppens hylster, svævede frit og usynligt midt i gyden. Dianna rullede med kroppens skuldre og svang med det sorte hår. Hun skulle altid lige vænne sig til menneskenes knogler og muskler, men det var ikke et stort problem. Dianna var en erfaren besætter.

"Flot hår, lille tøs. Men det hjælper dig ikke at være køn når du er død!"

Jeg stirrede udtrykstløst på de tre mænd der langsomt nærmede sig min krop. Det var så underligt. Når jeg ikke længere havde menneskehjerne følte jeg intet. Ens sjæl tænker og føler ikke, men er bare til.

Brat hørte jeg min krop sige: "Grimme fæle bøller. Vil I virkelig overfalde en lille pige som mig?"

Og det var så dér, da Dianna fik mine øjne til at glippe sødt, de så at øjnene var blevet dæmon røde.

"Shit," hvislede en af mændene. "Hun har sku røde øjne!"

"Var de ikke blå før?"

"Hold kæft," snerrede den trejde mand med det store fuldskæg, og spyttede på jorden. "Og ja, vi overfalder gerne små piger som dig. Kom, vi snubber hendes ting og nakker hende."

Alle som en gik de frem mod min krop, grinende og alt for selvsikre. Jeg var den eneste der kunne høre Diannas farlige latter, lige inden hun kastede sig over mændene og dræbte dem. Hun kyssede deres munde som altid og sugede veltilpas sjælene i sig. Jeg følte kun en let sitren, intet andet. Engang havde det rystet mig i min grundvold, da jeg følte sjælene blive fortæret og forsvinde for verden. Men altså, det var sådan Dianna fik sine kræfter og holdte sig sammen med mig. Uden hende... ville jeg være alene for alvor. Det var også derfor jeg indvilligede i at dræbe fra starten, men senere begyndte jeg faktisk at nyde drabene. Ingen kan kalde mig et englebarn!

Jeg er færdig, sagde Dianna og gled villigt væk, da jeg faldt tilbage ind min egen krop.

"Ny rekord," grinede jeg og knækkede med nakke. "Det gik meget hurtigere end sidst!"

Tja, men ikke hurtigt nok. Jeg har jo sagt at uskyldige spædbørn er meget bedre! Sjælene er ti gange mere rene, og giver mig dobbelt så meget styrke!

Okay, helt vant til drabene var jeg ikke. De få gange vi havde efterladt sjæleløse spædbørn i vuggen, havde jeg næsten brækket mig. På en eller anden måde ville min sjæl ikke godkende at Dianna tog uskyldige. Næh, tyveknægte og banditter var meget bedre efter min smag.

Ja din, ikke min, svarede Dianna gnavent og stod pludselig ved min side, som en usynlig klon af mig med undtagelsen af de røde øjne. 

Så ja, hun både ligner mig og opfanger alle mine tanker. 

"Jubiii..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...